Jeg behøver ikke kede mig for øjeblikket. Det har næsten taget overhånd med det strikkeri, for der er for øjeblikket tre strikketøj på pindene, men jeg hygger mig med at skifte mellem dem.
Claudia kunne jeg alligevel ikke slippe, men i kamgarnet duede det ikke. Nu er der fundet fjerlet, dunblød uld fra fjernlageret og Oline får en lun strik til vinter. Strikketøjet er velegnet til tv-kigning, så det tages frem som akkompagnement til dagens nyheder.
Jeg elsker at strikke snoninger, så det er lige en trøje for mig.
Annes smukke silkegarn, Noro Flower Bed, rakte så langt, at der er til endnu en halsklud. Den lilla er blevet ualmindelig godt modtaget ude i verden, så jeg snupper endnu en, men med en karrygul Duo som kompagnon. Måske…
Jeg er ikke selv ubetinget glad, men reaktionerne ude i verden tyder på, at det ikke er nogen ringe kombination, så det får lige en chance et par striber endnu.
Den sidste lille klud har været længe undervejs, men ikke desto mindre er den uundgåelig i min garderobe. Jeg elsker sort/hvide striber, så selvfølgelig skal der også sådan en til.
Der strikkes lidt her og så lidt der. Der er heldigvis ingen deadline på hverken det ene eller det andet, så det tager den tid, det tager og imens hygger jeg mig med Oline i en solstribe inde på sengen. Jeg kan sagtens både lytte og strikke og sådan en eftermiddag, med vanilleis, amerikanske serier, Olines historier fra den virkelige verden og et krus dampende varmt kaffe indenfor rækkevidde, de er balsam for sjælen. Flere af dem, tak.
6 kommentarer
Liselotte
11. september 2007 at 20:10Hanne C, det er simpelthen så LET, så prøv det og opdag, at det ikke er spor svært :-)
Hanne C
11. september 2007 at 19:43Snoninger…….er det til at læse sig til? altså jeg har altid opgivet dem på forhånd men jeg elsker dem og vil gerne selv….
Liselotte
11. september 2007 at 19:39Helt og aldeles, Lene :-)
Lene
11. september 2007 at 19:35Nydning :-)
Liselotte
11. september 2007 at 19:11Nej, det kan man vist ikke, Lea – jeg er vild med dem og har altid været det. Det er ikke få strikketrøjer jeg har begået med indviklede keltiske snoninger i smukke, uldne tweedgarner. Gad vide hvor de er havnet…
Lea
11. september 2007 at 19:01Ja, snoninger er herlige…både at strikke og at se på. De er ikke svære, men kan se så indviklede ud…kan man be’ om mere?! :-)