Kenneth griner lidt af mig, når jeg snakker om udsyn og mit behov for at kunne se langt. Jeg påstår hårdnakket, at det behov til fulde dækkes her på matriklen og så er det han sukker. Højlydt.
Jeg forstår ingenting, for se lige her…
Jeg kan jo se helt ud til verdens ende omtrent. Langt derude i horisonten står vindmøllen og drejer festligt. Kan du ikke se den? Lige der, til venstre, ved siden af kastanjens grene…
Nu kan du da se den. Vindmøllen, som lyser så smukt op mod den dramatiske himmel. Derude, hvor verden næsten ender, står den i al slags vejr og genererer energi til de, som gerne bruger vindkraften.
Der er langt derud, så jeg er endnu ikke travet stykket, men det kommer vel en dag.
Jeg elsker, at jeg kan se langt. Jeg ved godt, at det ikke er til verdens ende, men det er længere end de fleste bosiddende i et villakvarter kan prale af og jeg elsker det.
Engang ville jeg gerne bo på landet. Alexander gjorde ønsket knapt så hensigtsmæssigt, så det blev i byen. Nu kan jeg omtrent se derud, hvor byen ender og landet begynder. Det er bedre end ingenting selvom Kenneth griner af min påstand, men jeg synes, at jeg har udsyn. Det sidste er vel det vigtigste.
15 kommentarer
Frit udsyn! « nr65dk
2. januar 2009 at 21:25[…] – arh, det er vist for familiært. Over på Slagt en hellig ko var der forleden et indlæg om trangen til/behovet for, at kunne se langt, hvilket jeg kom til at tænke på i dag, efter at […]
E.N.I.M. » Blogarkiv » Frit udsyn!
14. september 2007 at 17:59[…] – arh, det er vist for familiært, over på Slagt en hellig ko var der forleden et indlæg om trangen til at kunne se langt, hvilket jeg kom til at tænke på i dag, efter at havde være […]
Irene
12. september 2007 at 02:52Jeg kedte en smuk og inspireren kvinde, der hed Rie. Hun var betydeligt ældre end både mig og min mor, som hun var god ven med. Rie boede i noget forstadsagtigt parcelhuskvartersagtigt omkring Horsens. Rie skulle altid “se ud over” hvorend hun kom. Hun drev sin familie til vanvid med sin evige krav om at “se ud over”. Hvis familien gik tur slæbte Rie dem altid op på det højeste punkt, for at “se ud over”. Eller rundt om det næste hjørne.
Netop denne trang er een jeg deler med Rie. Jeg er notorisk kendt for at gå eller køre et par km ekstra, hvis der er et punkt på min umiddelbare horisont, hvor jeg kan “se ud over”. Det er næsten en besættelse og det gør ondt, hvis det viser sig, når jeg når punktet, at der er flere bakker at forcere for at kunne “se ud over” horisonten. Når man bor i bjerge sker det tit, så mangen en søndag eftermiddag bliver brugt på at forcere udsigtspunkter.
Da jeg boede på stenbroen kunne jeg ikke “nøjes” med parcelhuskvarteret, næh nej, det var inde midt i byen og altid mindst på 5. sal. Derfra kunne jeg nemlig også “se ud over”.
Mit nuværende hjem ligger omkring 2oo m over havet, min stue er på førstesalen, så jeg rigtig kan “se ud over” …
Men det bedste er nu at kunne beskue havet i al sin mangt og vælde, men med saltvand i årerne, så har jeg det “udsyn” indbygget …
Deborah
11. september 2007 at 09:55Det sidste er absolut, det der tæller. Jeg flyttede fra udsyn, så det piskede. Marker hele vejen rundt – RIGTIG på landet, lover jeg dig. Og det vár på mange måder dejligt, men som du er inde på, kan det også være upraktisk.
Da jeg så flyttede hertil, fik jeg faktisk lige så meget udsyn, ihvertfald til den ene side. Det er dog en anden udsigt, men bare det, at jeg kan se langt, er dejligt og bl.a. medvirkende til at jeg føler mig så godt tilpas her tror jeg! Nu skinner solen, så ud og cykle vil jeg! God dag!
Liselotte
10. september 2007 at 23:13Vel er der da ej, Marina – og jeg er også svært tilfreds, selvom din beskrivelse af Fejø lyder tillokkende :-)
Marina
10. september 2007 at 23:09Man skal da bare bo på Fejø hvor der er i 10.000 vis af æbletrær, udsigt alle vegne, Købmand, skole, læge og masser af lokalsammenhold og aktiviteter…
Har ikke været forbi her hos dig længe, længe, længe, men fik pludseligt lyst her til aften. Her er ligeså dejligt som her plejer. Hurra for dig. Du er din egen lille ø af livsglæde og med udsigt til en vindmølle er der vel ingen der kan ønske sig mer.
Liselotte
10. september 2007 at 22:23Tuavi, det lyder fantastisk med udsigten fra sådan en bjergtop, men jeg har vist for meget højdeskræk til rigtigt at kunne nyde det ;-)
Dorte, det er nemlig rart at have udsyn, synes jeg. Ikke at jeg ikke kan undvære det, men jeg elsker at have det :-)
JJH, jeg er også helt overbevist om, at der findes små hjørner af Paradis på landet – man skal bare finde dem. Du lyder til at have været heldig med dit hjørne :-)
JJH
10. september 2007 at 21:51Jeg bor på landet i stuehuset fra et nedlagt landbrug. Her er ingen gadelygter, men heller ikke så meget larm. Det er aldeles dejligt. Er vokset op på Vesterbro i København, men savner ikke et øjeblik byen. Jeg har 200 meter til skov og 3oo meter til vand. Når bare man har en bil, så man kan komme let til arbejde og butikker, så er det rigtig godt. Har boet 28 år i huset indtil nu og fortryder ikke et sekund :-)
Dorte
10. september 2007 at 21:48ih, hvor jeg genkender din trang til at kunne kigge langt !
Af samme grund ønskede jeg et hus med 1.sal – så selv om vi bor i tæt villakvarter, så kan jeg se ud over hækken.
Og fra min arbejdsplads nyder jeg at se tværs ud over byen for at skimte skov og marker i det fjerne – det er en lise for sjælen at kunne lade blikket vandre derud og indstille synet på uendeligt !
Kærlig hilsen Dorte
tuavi
10. september 2007 at 20:36Nu kan jeg ikke indsætte billeder i dit kommentarfelt, men jeg har det ultimative billede med udsyn taget fra toppen af Mount Everst hvor man tydeligt ser jordens krumning.
Billederne er desværre ikke taget af, nej pjat heldigvis ikke af mig, men af et bysbarn som besteg Mount Everest i maj 2005.
Liselotte
10. september 2007 at 18:11Det tror jeg også, at det er, Charlotte. Jeg kan nok ikke se jorden krumme herfra, men jeg kan snildt bilde mig selv ind, at jeg kan ;-)
Charlotte
10. september 2007 at 18:00Jeg har flere steder her på Ærø hvor man kan se så langt at man kan se at jorden krummer… det er godt for sjælen at kunne se langt…
Liselotte
10. september 2007 at 17:25Fru Møller, der er ganske rigtigt charmer og ulemper ved begge dele. Jeg har ikke et øjeblik fortrudt, at vi endte, hvor vi gjorde. Jeg bor helt og aldeles skønt og kan slet ikke forestille mig noget andet, men vi havde nu kig på et skønt bondehus i Oppelstrup med udsigt direkte ud over markerne og jeg er sikker på, at jeg ville have trives derude. Selv med lugten af gylle, langt til købmanden og inkluderet markræs, men jeg trives vist, hvor jeg sættes ;-)
Susan, jeg skal ikke strække mig det mindste. Udsigten har jeg fra det øjeblik jeg sætter foden på terrassen og jeg elsker det :-)
Susan
10. september 2007 at 17:21Det sidste er nemlig det vigtigste :-)
Jeg oensker at bo i byen, men med udsigt. Jeg er nemlig saa mageligt anlagt at jeg ikke gider at skulle koere langt for at koebe ind, komme til skolen og fritidsaktiviteter, men en udsigt som din ville goere mig glad hver eneste dag – ogsaa selvom jeg evt skulle straekke mig for at se den (skal du det? ) :-)
Fr. Møller
10. september 2007 at 17:20Jeg kan se en lygepæl – i skiftende vinkler. Sådan nogle kan man ikke engang se på landet, for der bruges de ikke. Så bliv, hvor I er.
Livet på landet er stærkt opreklameret med mindre man er bonde og derfor virkelig ” i det”. Jeg syntes fandeme, det var træls at komme fra arbejde og konstatere, at det tøj, jeg hængte ud, inden jeg kørte på job, stank syv mil mod vinden af gylle.
Jeg blev også afsindigt træt af, at når jeg om søndagen godt ville sove længere end til klokken syv, stod der sgu altid et korntørringsanlæg og tæskede løs. Alternativt lå de åh-så karske landbobørn og kørte ræs på nogle tohjulede dødsmaskiner, der udover at lyde forfærdeligt var direkte livsfarlige. Men så længe det var på Fars Mark – var alt jo tilladt. På alle tider af døgnet – vi byboere, der prøvede at være med til at holde en slags liv i et landsbysamfund, kunne da pisse ved en sten – de var ikke motiverede for civilisation derude.
Jeg bli’r på min stenbro – savner overhovedet ikke larmen fra den “vindmøllepark”, jeg – efter forgæves at have prøvet at gøre indsigelse mod en lokalplan – forlod.
Det var larm døgnet rundt. Herinde på stenbroen er der i det mindste ro om natten. Hvor vi er mange, der gerne vil sove. Så skidt med. at vi ikke kan glo 50 m ud i “horienten” – det kan jeg alligevel ikke uden briller – og heller ikke med *G*.