Når vi pusler

Sikke en frygteligt lang dag det endte med at være. Morgenen startede med en aflysning og en hovedpine, som nær havde taget livet af mig, men intet er så skidt, så det ikke er godt for noget, for jeg snuppede 2 panodiler og krøb ind under dynen i en fart, nu tiden var til det.

Efterfølgende var jeg inde og hjælpe en kollega med at planlægge næste uge. Det er et puslespil, som ind imellem kan være mere end svært at få til at gå op.

Næste uge er en af de uger, hvor vi desværre ikke kan dække samtlige indkomne opgaver, så der skal mingeleres med de timer vi har til rådighed, så de kommer til at dække så mange opgaver, som overhovedet muligt. Vi ønsker altid at dække alle indkomne opgaver, men når det ikke lader sig gøre, er det vigtigt, at vi får planlagt så smidigt og fleksibelt, som overhovedet muligt. Færrest “Desværre har det ikke være muligt…” og flest af dem, som vi holder allermest af at sende ud og som forsikrer vores brugere om, at de i ugen som kommer, er i stand til at gennemføre deres planer.

Vi sukker for hver eneste gang, hvor vi er nødt til at opgive at dække en opgave, for vi har med sikkerhed flyttet rundt på samtlige tolkes opgaver inden, for at prøve at løse netop denne ene af slagsen. Sådan noget tager tid og giver en del hovedbrud, men det er også hyggeligt arbejde, når det kan gøres i selskab med en god kollega, som i dag.

Jeg bliver aldrig helt tilfreds, når der står opgaver tilbage, som ikke kan dækkes på trods af diverse krumspring, for jeg ved jo godt, at det rammer en af vores brugere, som så er nødt til enten at klare sig igennem uden tolk eller alternativt aflyse sine planer, men sådan er det nødvendigvis, når vi får mange opgaver ind på den samme ugedag, indenfor den samme tidsramme.

Vi har 7 tolke at trække på, men det hjælper ingenting, hvis der eksempelvis tirsdag mellem klokken 12 og 17 er brug for 10 tolke. Desværre er løsningen ikke så simpel, så vi bare kan ansætte de resterende 3 tolke, for hvad skal de så lave mandag, onsdag, torsdag og fredag? Det var måske kun tirsdag mellem 12 og 17, der var underskud på tolketimerne.

Vi gør hver eneste uge vores allerbedste for at dække optimalt, men desværre kan det ikke undgåes, at nogle brugere ind imellem skuffes. Det kræver hår på brystet, at være den, som er nødt til at vælge til og fra, for uanset er det aldrig rart at konstatere, at der står udækkede opgaver tilbage. I sidste ende kan vi håbe på aflysninger, som gør os i stand til at dække nogle af dem og vi opgiver aldrig helt, men leder efter tolk helt frem til dagen for den udækkede opgave. Optimist skal man være.

I dag tog det nogle timer, at få puslespillet til at gå op. Efterfølgende skulle der pakkes post, som skal sendes til brugerne, så de ved, om der kommer tolk eller ej og til sidst skulle vi også sørge for, at vores kolleger får besked om den kommende uges opgaver.

Det hele foregår i dag på computeren. For ikke så længe siden foregik det manuelt med LEGO. Så havde hver enkelt opgave en klods, som skulle illudere opgavens længde og så sad vi og puslede på en legotavle, som var delt op i ugedage og tolke til rådighed.

Nogle er gode til at bruge computeren og synes, at det er enormt nemt at pusle elektronisk. Min kollega og jeg er begge sådan skruet sammen, at vi har det bedst med det konkrete. At have det i hånden og kunne flytte med det manuelt skaber bedre overblik for os begge, så der er grinet en del i løbet af dagen, fordi vi pludselig mistede overblikket og var nødt til at printe ind til flere eksemplarer af skidtet, for efterfølgende at sidde med det og strege ud og flytte opgaver.

Akkeja, det skulle være så smart med de computere og er det sikkert også, men man skal vist have hjernen skruet rigtigt på til den slags. Det har ingen af os så, kunne vi konstatere, men det lykkedes. Det tog bare sin tid og det er vel i orden. Vi var i hvert fald grundige og nu er vi trætte.