– er også, at få tatoveret Alexander på kroppen, som en konstant påmindelse til andre om, at han var her og han var elsket.
Annemette, min skøre lillesøster, er i gang med det projekt. Hun ved, at jeg ikke bryder mig om tatoveringer, men hun ved også, at mit hjerte synger.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
26 kommentarer
Liselotte
7. september 2007 at 07:51Måske I mødes ved tatovøren, Alice :-)
Alice Ibing
6. september 2007 at 23:16Fantastisk søster og moster og fantastisk ide. Jeg har gennem den sidste tid gået og leget med ideen selv at få tatoveret noget til minde om Anne-Sophie. Jeg ejer heller ikke en tatovering og havde nogen spurgt for et par år siden, ville jeg havde benægtet at jeg skulle nå dertil, hvor jeg ville pålægge mig selv smerte ved at få den lavet. Men nu er det en anden sag. Jeg ville elske at bære hende med mig på den måde. Hvad det bliver er endnu også blot under udvikling, men jeg leger lidt med tanken om det kinesiske tegn for fighter..
Liselotte
5. september 2007 at 15:59Jeg kan sikkert finde en passende font… ;-)
Moster
5. september 2007 at 15:43Hmmm, den mulighed havde jeg ikke set….-)
Men det bliver jo brede og lave bogstaver, hvis de skal kunne være på mit lave (men bredde-kompenserede) korpus…
Liselotte
5. september 2007 at 12:17Jeg regner nturligvis med, at de bogstaver kommer til at stå fra isse til tå…
Moster
5. september 2007 at 10:53De ni bogstaver kommer til at fylde hele rygstykket…
Nej, det bliver en lille, men smuk tatovering, som skal være mit udtryk for hvor stor en stjerne Alexander var, og er, i mit liv.
Den er stadig under udvikling, måske ender den med “kun” at være hans navn, men det vil være det mest naturlige for mig at få lavet en tatovering til minde om Alexander. Han har en stor del af mit hjerte, et stykke som jeg aldrig vil have tilbage, og som gør både ondt og godt, men jeg skylder Alexander så meget, og det her er en del af min tak til Alexander.
Det kan ikke være anderledes. ;-)
Liselotte
5. september 2007 at 08:07Det er en fin gestus. Måske når hun det inden bryllup, men uanset hvordan, så er jeg sikker på, at Alexander er med den dag :-)
Johanna
4. september 2007 at 23:01Er heller ikke til den slags, men synes AnneMettes gestus er yderst smuk :)
En far
4. september 2007 at 22:11Hvis man absolut må og skal have en tatovering, så skal den fandeme betyde noget. Og den skal betyde noget, som man aldrig kommer til at ville fjerne igen.
Jeg var på nippet til at skrive at det var oplagt, men det er ikke vist ikke. Men det er sgu sejt! :)
Pia
4. september 2007 at 22:07Orj Liselotte, min søster har lige fået lavet en sindsygt smuk tatovering på foden, fin tynd streg, håndtegnet hjerter og blomster og med børnenes forbogstaver smukt formet i hver ende af ranken. En ide hun og jeg ville ha lavet sammen, som søstre nu engang kan finde på, jeg udeblev dog denne gang, men jeg er ikke sikker på at jeg ik selv ryger på den, den er så smuk og så er ungerne ligesom altid med, på flere måder:)
Annemette
4. september 2007 at 21:30Annemette og Liselotte – pudsigt, det hedder mig søster og jeg også.
Gitte
4. september 2007 at 21:26Jeg synes din søster er genial.
Men hvor vil hun ha’ den tatovering???? Alexander er et rigtig flot navn – men der er mange bogstaver.. :-/
Marianne's mening
4. september 2007 at 21:00Jeg er vild med tatoo og syntes det er en virkelig smuk tanke.
Hjertelig tillykke med den til din søster :-)
Bolette
4. september 2007 at 18:55så fint tænkt gjort og handlet
dejlig søster og måde at udtrykke kærlighed på
tatoos er ik mig men det står frit for at udtrykke sig på egen krop
Bolette
Jane
4. september 2007 at 18:40Det må da vist være det der kaldes ægte kærlighed… sådan helt fint og smukt…
Anne
4. september 2007 at 18:27tatoveringer er nu ikke så nemme at fjerne som en piercing :–) det er vist noget med laser og bliver det så helt pænt ? Men respekt for lillesøster, det er noget andet ….
regitze
4. september 2007 at 18:24din søster er dejlig og genial.
og så når hun det måske før brylluppet.
Liselotte
4. september 2007 at 16:47Fr. Møller, jeg kan nu godt lide tatoveringer, men jeg synes sjældent jeg har mødt nogen, som ikke – på et eller andet tidspunkt af deres liv – har fortrudt, at de fik dem lavet. Derfor bryder jeg mig ikke om dem. Måske man nemt kan fjerne dem i dag. Jeg ved det faktisk ikke…
– og ja, vel er det en fin gestus :-)
Liselotte
4. september 2007 at 16:45Det er min søster. Jeg ejer ikke én eneste tatovering og kommer heller aldrig til det, men jeg har intet problem med, at der er andre, som elsker dem højt. Til gengæld kunne jeg finde på at blive piercet… så hvem er lige mest pyntesyg? ;-)
Fr. Møller
4. september 2007 at 16:45Jeg kan heller ikke lide tatoveringer – men hatten af for Annemettes gestus – det er sgu smukt.
Iduna
4. september 2007 at 16:37Er lidt forvirret, selvom jeg godt kan fornemme, at det står der… men… er det dig eller søsteren der skal bære tatoveringen.
Smuk tanke.
Liselotte
4. september 2007 at 16:01Det synes jeg også. Det kan ikke være anderledes :-)
HenrietteB
4. september 2007 at 15:54Ja, jeg elsker jo – nogle! – tatoveringer og har selv et par rigtig store af slagsen, så jeg synes ideen er rigtig god.
Jeg har nu altid holdt mig i skindet, hvad angår navne, men i denne situation, synes jeg det er helt på sin plads!
:-)
Liselotte
4. september 2007 at 15:32Èt er sikkert, jeg deler ikke hende, jeg har! ;-)
Karin
4. september 2007 at 15:27Det er da en kærlighed der er til at få øje på!
Kirsten
4. september 2007 at 15:07Hun er guld værd – både som søster og som moster! :-) Vi skulle alle ha´ en Annemette i vores liv.