Døden skræmmer mig ikke. Det har den aldrig gjort, så en rundvisning på et krematorie synes som en spændende udfordring, da jeg sagde ja til dagens opgave i fredags.
Det var interessant. Der er så meget man ikke ved. Så mange ting, som foregår bag kulisserne og så mange praktiske detaljer, som falder på plads, når man har en engageret fortæller som forlæg for tolkningen. Jeg syntes det var spændende, indtil det gik op for mig, at det er det eneste krematorie i Aalborg.
Alexander er kremeret.
Jeg klarede hele formiddagen. Jeg knækkede én gang, da vi stod inde foran ovnene og jeg vidste, at de havde lagt plads til mit barn for ikke engang et år siden. Det var stærk kost for min tynde pergamenthud, men et forstående kram fra min bruger gjorde mig i stand til at genptage tolkningen.
Jeg gennemførte dagen. Jeg er fandeme sej og meget, meget klogere nu end da jeg ankom i formiddags. Jeg ved til gengæld også, at der lige skal gå et stykke tid, inden jeg igen skal i kontakt med døden i embeds medfør. Det er noget sjusk at stå og græde, når man er på arbejde.
37 kommentarer
Liselotte
8. september 2007 at 08:56Tak Lotte, jeg er glad for at læse, at du ikke oplevede det som upassende og dit kram hjalp meget :-)
Lotte Andersen
8. september 2007 at 01:10Kære Liselotte, jeg syntes slet ikke, det var sjusket gjort overhovedet, men en meget naturligt rekation, som Jeg gav med glæden dig en kram o vidste hvad det var. Resten af tiden klarede du med sej / húmor trods alt. Det beundret jeg dig for.
Liselotte
5. september 2007 at 08:10Det var ikke selve besøget i krematoriet, som var voldsomt. Det var det faktum, at Alexander var kremeret lige her, ved siden af stedet, hvor jeg stod og tolkede. Det blev en tand for meget, men tusinde tak for alle jeres kommentarer.
Jeg har det fint med episoden, men jeg synes stadig, at det var uheldigt for både mig og de, som var med derinde på rundvisning, men ingen vidste det. Det var bare uheldigt og i dag er jeg glad for, at jeg har været med. Jeg ved ALT nu. Nogle ville ikke bryde sig om det. Jeg har det godt med det.
Madame
5. september 2007 at 07:53Det er da en styrke at kunne græde, når er man er dybt berørt. Sikke en voldsom oplevelse at være i et krematorium – jeg anede ikke, at man kunne komme ind og se et.
Johanna
4. september 2007 at 23:02Nej det er ikke. Man har ret til, at være menneske, også når man er på arbejde. Så kan man være professionel resten af tiden. Synes det er stærkt gjort af dig.
Anne Lindholt Ottosen
4. september 2007 at 19:44God damn, du er sej. Jeg er fuld af beundring.
Lisbeth
4. september 2007 at 19:33Du er sej, du er stærk og du er et menneske. Ja, det er upraktisk når den professionelle kappe sprækker, men sådan er det til tider. Også knus herfra.
Hege
4. september 2007 at 19:20Stakkar, stakkar deg! Det får da være grenser for hva man skal utsette seg for, – selv om man heter Liselotte. Men du overlever det også. Du er en skikkelig tøffing!!! Ha en god kveld, tross alt.
Lene Schrøder
4. september 2007 at 18:57Jeg ved hvordan du tolker og der er intet at sige den del på. Jeg har også set hvordan du klarer svære situationer når dine skuldre og arme gør ondt. Men jeg forstår hvor svært det må være når det gør ondt et helt andet sted. Du er ikke bare sej du er fantastisk. Knuset får du når vi ses.
Jane
4. september 2007 at 18:36Sjusk og sjusk… hmmm… tror bare jeg vil kalde det menneskeligt…
Må sige du tager udfordringerne op… at komme i et krematorium så kort tid efter man har mistet et barn, tror jeg de færreste kan….
tager hatten af for dig og sender dig et kram :o)
Deborah
4. september 2007 at 18:27Kære Liselotte
Du handlede jo i god tro! Du vidste det jo ikke! Hold op jeg synes, du er sej, og jeg er sikker på, ingen har taget din visning af følelser ilde op!!
Kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må have været for dig! Sender kæmpekram og mange tanker til dig!
Ella
4. september 2007 at 18:22Ordene får du senere – nu må du nøjes med et varmt knus herfra.
yt
4. september 2007 at 17:23Jeg vil tilslutte mig Kirstens ord. Bedre kunne jeg ikke selv have skrevet. Det var vel bare en menneskelig reaktion du kom med.
Og det må man vel godt være.
Lone F.
4. september 2007 at 17:19Når man som dig har oplevet det værste, der kan overgå et menneske, har man lov til at græde – altid og overalt.
Elisabeth
4. september 2007 at 17:02*kram* hatten af for den præstation! du er sejere end de fleste jeg kender. respekt!
Charlotte
4. september 2007 at 17:00Jeg aer din kind
Susan
4. september 2007 at 16:54Du er helt bestemt sej. Dejligt at du moedte forstaaelse, det hjalp sikkert ogsaa lidt.
Liselotte
4. september 2007 at 15:32Nej, det er helt korrekt og jeg har heller ingen problemer med at lade mig røre af andres livsudfordringer. Jeg synes det er en anden sag, når det er min egen personlige sorg, som kommer til at fylde i et stykke arbejde, som jeg er sat til at udføre. Der er stor forskel, synes jeg, men når det er sagt, så kunne det ikke være anderledes og heldigvis var der forståelse for det, hvor jeg var :-)
Sister Bonde
4. september 2007 at 15:20Det er tilladt at græde på arbejde. Jeg har været ansat 9 år på en intensiv afd. og jeg græd tit sammen med de pårørende. Man behøver ikke at være professionel – altid.
Liselotte
4. september 2007 at 14:47Det var hård kost og ja, oplevelsen sidder vel stadig i kroppen, men det hjalp med en solid tudetur, nu hvor jeg er hjemme ved Kenneth igen :-)
Ann-Therese
4. september 2007 at 14:39Sikke en væmmelig overraskelse at få. Min mave snører sig sammen bare ved tanken om, hvordan det har været at opdage det – lige dér midt i en opgave. Det må alligevel sidde i kroppen et stykke tid efter – og det er velsagtens også derfor du først fortæller om det i dag og ikke i fredags, hvor det skete.
I øvrigt god bedring :o)
Anne Dyrholm Stange
4. september 2007 at 14:34Pyh ha, det var mere end jeg lige kunne klare her netop hjemvendt fra Evas bisættelse!
Nu kom jeg til at tude igen, både over de sørgelige og triste ting, der fylder, men bestemt også fordi jeg er stolt over, at du er min ven og at du tackler livet med kraft og saft og vigtigst:
åbenhed og “ægthed”…
Gitte
4. september 2007 at 14:31Du er sej, og jeg kender det fra mig selv… det er både usmart, upraktisk at stå og tude på arbejdet.
Og det selvom mange mener det er udtryk for en slags autencitet og giver det hele et ekstra perspektiv, når det sker i mit job.
Men det er ikke sjovt, at stå der og synke og synke og forsøge at styre stemmen :-/
Klejs
4. september 2007 at 14:18Du er sej Liselotte – stor klem herfra…
hanne
4. september 2007 at 14:12Sjusk var det bestemt ikke, men en konfrontation, som de fleste ikke havde klaret. Det er vel heller ikke meningen. Godt der var en bruger, som havde følelserne på rette sted. Livet er en rutchebane….
Gitte Fabrin Olsen
4. september 2007 at 14:07Hej Liselotte
Det er en fryd at læse med på din blog, og du er ikke bange for at skrive om stærke emner og følelser, det tager jeg hatten af for.
At knibe en tåre på sit arbejde når man bliver rørt synes jeg er helt naturligt, arbejder selv med følelsesmæssigt skadede unge, og de må geerne se at vi pædagoger har følelser, dog uden at vi totalt udleverer os selv, men ved visse lejligheder virker det unaturligt at have stenfjæset på.
knus og tanker til dig – seje, hilsen gitte
Nadia
4. september 2007 at 13:58Det er kun menneskeligt at fejle, og du er bestemt kun et menneske. Og jeg er overbevist om, at brugeren også tænker det samme. Så døm dig selv ikke for hårdt. Det er absolut ikke nogen sjusk.
Selv tolke er mennesker..
Lene
4. september 2007 at 13:52mangler ord, men du er sej, knus Lene
Tina - omme i London
4. september 2007 at 13:49Puha Liselotte – det var haard kost, men ved du hvad; du klarede det, uanset om det var med taarer. Well done you – og saa lige et knus til dig (((((((((((((((Liselotte))))))))))))))))))))
Karin
4. september 2007 at 13:47Sikke en udfordring – og sikke tæt på det lige pludselig kom. Man kan kalde det upraktisk – men ikke sjusk. Du vidste det jo ikke!
Jeg håber at du bliver skånet lidt i fremtiden på dit arbejde – ikke lige skal tolke begravelser og den slags – og hvis du i virkeligheden er så stærk og virkelighedsnær som det lader til her på bloggen, er jeg både sikker på at du ikke har opført dig upassende idag, og sikker på at du kan klare alle de svære ting du må gennemgå i forbindelse med Alexanders liv og død.
De bedste tanker herfra.
Jonna
4. september 2007 at 13:44Det var stærkt klaret og du blev kloger på mange ting.
At du knækkede ja vel er du sej men da kun et menneske.
karen
4. september 2007 at 13:25Stor klem til deg. Hvem ville ikke begynt å gråte i en slik situasjon? Det er beundringsverdig at du klarte å gjennomføre dagen.
Kirsten
4. september 2007 at 12:59Det er ikke sjusk. Det er menneskeligt!
Og du har ret – du er s´gu sej, og du er stærk, og jeg tror på – selv om jeg kun “kender” dig fra dét jeg læser herinde – at du er et ejegodt menneske, med omtanke og kærlighed nok at dele ud af til dine medmennesker. Sådan noget mærkes, og heldigvis stod du i dag ved siden af én, der ikke var bange for at give dig noget igen!
Jeg har stor respekt for dig.
Bare jeg dog kunne sende dig andet end tanken om et stort kram, men… Jeg håber det slår til ;-)
Fryd
4. september 2007 at 12:49Hvor er det stærkt gået Liselotte.
Jeg har ikke læst med herinde i et års tid, så jeg var ikke klar over at I havde mistet Alexander. Det gør mig oprigtigt ondt.
Mod og styrke
Fryd
Liselotte
4. september 2007 at 12:43Nej, det er vel ikke sjusk, men det er i hvert fald upraktisk ;-)
Det var bare ikke så heldigt, at det var mig, som endte på netop den opgave. Ingen af os vidste, at der kun findes ét krematorie i Aalborg, så jeg mente mig på sikker grund, da jeg konstaterede i fredags, at det lå i den anden ende af byen. Nu viste det sig så, at der kun er det ene og det derfor er der Alexander er kremeret.
Jeg er kommet klogere hjem. Det er vel slet ikke så ringe endda :-)
HenrietteB
4. september 2007 at 12:41Du har ret, Liselotte – du er fandme sej!
Og et stort kram herfra også.
kagekonen
4. september 2007 at 12:40Nej, det er ikke sjusk at stå og græde når man er på arbejde, et arbejde, som vel at mækre indebærer, at du tildels bruger dig selv som redskab. Jeg har aldrig oplevet dig tolke, men jeg er sikker på at du er både indlevende og grundig, og det kan man ikke være uden at trække på sig selv og det man er dannet af. Og du er jo netop den du er i kraft af det du har oplevet godt som skidt.
Jeg kender dig ikke, og så alligevel, man fornemmer hurtigt mennesket bag bloggen, sej det er du sgu!
Fortsat go’ dag.