7

Fredagsslap

I går aftes kørte Kenneth i embeds medfør, som han sagde, men ikke noget med at fortælle hvorhen…

Han kom hjem igen med ny (brugt) ovn, for den vi har er ikke videre venlig og imødekommende. Den bager ujævnt og efterhånden er jeg blevet så træt af den, at jeg bager mindre end før. Måske derfor kørte han…

Ny ovn

I hvert fald er der nu nybrugt ovn. Siden har der lugtet af popcorn i hele huset, for det viser sig, at der er indbygget microovn i skidtet, så det er ikke få popcorn der allerede er poppet herhjemme og det er ikke mig, som spiser dem.

Siden er det gået op for Oline, at der ikke længere er fare for brændte kager og dermed gik startskuddet til en uhyggelig masse ønsker for morgendagens fødselsdag. Chokoladekage med chokoladecreme, boller, hjemmebagte brød i enhver afskygning og så ellers amerikanske pandekager i morgen tidlig (kun mor kan lave dem) og til aften yndlingsgryden; en god, stærk Curry (kun mor kan lave den), så der er lagt i ovnen (undskyld, jeg kunne ikke lade være) til moderen, som bare kan smøge ærmerne op og komme i gang,

Imens ligger Oline og faderen inde på hendes nye værelse, hvor der tidligere i dag er indkøbt boxmadras i dobbeltsengsstørrelse, og nyder livet, mens de med mellemrum råber ud med endnu flere ønsker for i morgen.

Helt ærligt, jeg gider godt det hele, men ikke i aften. Det er altså fredag og fredag er helliget ingenting. Måske når jeg det i morgen og hvis ikke, så slå mig…

Du vil sikkert også kunne lide