Augusthimmel

Der er højt til himlen i dag. Aftensolen smyger sig om den vestvendte væg og giver den et varmt lys, men man skal ikke lade sig narre. Det er ved at nærme sig, efteråret, og tydeligst bliver det, når man tror sig varm i solen. Vinden har fået det bid, som kendetegner efteråret, men ikke desto mindre er der skønt udenfor.

Hele dagen har solen skinnet. Tidligere i dag var vi en smut udenfor i haven, for at inspicere blandt andet Dahlia og nu tror jeg endelig, at vi har fundet Annes Dahlia. Det var slet ikke den, jeg troede, men det gør ingenting. Om et øjeblik springer den ud.

Himlen har været blå i dag. Ikke bare blå, men den mest fantastiske blå. Øjnene har haft brug for solbrillerne, når vi har været udenfor og det er skønt at mærke, at solen stadig har lidt magt, selvom den er indskrænket. Om et øjeblik forsvinder den ned bag trætoppene og mørkningen sætter ind.

Et øjeblik ærgrer jeg mig, men så indser jeg, at selvom sommerens lyse aftener er ved at være forbi, så afløses de af de mørke efterårsaftener, hvor stearinlys, håndarbejde og stille indeliv gør godt for sjælen.

En kop kaffe kan smage ekstra godt, hvis den ledsages af en uldplaid og en god film og det er kun den mørke tid, som giver mig ro til den slags sysler. Alting har sin tid. Om lidt kommer en ny. Det er vist i orden med mig.