18

Hjertetak

I dag blev jeg mødt af en kollega, som spurgte mig, hvordan jeg i grunden går rundt og har det. Det spørgsmål blev udgangspunkt for en rigtig god snak om sorg, tiden efter og alt det, som ingen ved, men mange tror.

Det var dejligt, at hun spurgte. Det var en omsorg, som udsprang af oprigtig interesse, og omsorg af den slags kan ingen få for meget af. Samtalen endte ud i en snak omkring det at miste og tiden efter, som kan være lang og sej at komme igennem. Vi nåede langt omkring og samtalen kredsede selvfølgelig om Alexander og tiden efter, som stadig bærer præg af vores tab.

Efter samtalen gik det op for mig, at det er utroligt dejligt med den form for anerkendelse. At det er rart, at der er nogen derude, som stadig er bevidste om, at det endnu er et sår, som bløder. At der er lang tid endnu, inden det er helet og at der er brug for, at jeg får den tid det tager. At der er nogen, som stadig husker, at jeg har dage, hvor alting bliver ligegyldigt, tårerne kun er et sekund væk og min hud er tynd, som gammelt pergament.

Jeg har en hjerteven, som sidder langt væk, men hun sender mig små, varme hilsener i ny og næ. De gør akkurat det samme; anerkender at sorgen stadig bor i mit hus. Der er ikke ynk eller klynk i dem, men bare en stille tilkendegivelse af, at hun ved, at der stadig er tidspunkter, hvor det er svært at være mig og min lille familie. At hun er der – næsten lige ved siden af – og ved det.

Det betyder så uendeligt meget for mig. Tusinde tak, Irene.

Du vil sikkert også kunne lide