7

Aftenhave

En times tid i haven gør underværker. Græsset trængte til en klipning, luften var ny, sneglene skulle indfanges og i det hele taget herskede en skøn sensommerstemning derude, så det var ikke svært at finde vej.

Årstiden lige nu er fantastisk. Alt er frodigt på grænsen til det overdådige og jeg elsker den luft, som indfinder sig nu. Den er ny og frisk og varsler andre tider.

Sensommer

Plænen var blevet virkelig lang, men det tager ikke lang tid på ryggen af en traktor, så der blev tid til andet også. Nede i staudebedet ventede Dahlia på at blive plukket og som sagt er sneglejagten gået ind, så de skulle også findes. Der var ikke mange i aften, men godt det samme.

Sensommer

Til gengæld var der Dahlia til to fulde vaser og endda mange flere på vej. De er smukke sammen og hver for sig. Jeg blander dem altid, for jeg elsker det flamboyante, når det kommer til buketterne fra haven. De må gerne gøre opmærksom på sig selv.

Sensommer

Et kig op af havestien mod terrassen afslørede, at græsset var blevet endda meget langt. Nu går der nogle dage, hvor vi slæber græs indenfor, men så er der da vist støvsuger på matriklen.

Aftensolen nåede stadig taget, men det når ikke længere ned i haven, når vi når hen omkring 20-tiden. Så er det slut for i år med sol ind ad køkkenvinduerne og vi må vente pænt på, at solen igen står højt på himlen.

Sensommer

I havens bede er heldigvis ikke rigtigt snegle endnu. De lever til gengæld godt nede i stykket, som plejer at rumme køkkenhaven. Når vi skal til at så dernede næste år, skal der tages drastiske midler i brug, når de skal bekæmpes.

Krydderurterne er ved at være der, hvor de skal klippes ned og gemmes til vinteren, men jeg nænner det ikke endnu. De får lov at stå et godt stykke tid endnu, for de pynter i en have, som er begyndt at bære præg af årstiden.

Sensommer

Det hele er i gang med at blomstre for anden gang, ligesom lupiner og katost, men det er helt i orden med mig. Så strækkes sommeren, synes jeg.

Frisk luft, fysisk aktivitet og nu er der så kaffe på kanden. Jeg ønsker mig ikke rigtigt mere for i dag. Det skulle da lige være en bid chokolade til kaffen.

Du vil sikkert også kunne lide