Uhm altså…

Jeg er lige kommet hjem. En strid hovedpine forfølger mig i disse dage, men sådan skal det åbenbart være og jeg ved i virkeligheden hvad det handler om. Ro til nakke og skuldre. Så enkelt kan det siges. Ingenting skal jeg lave. Det er også utopi, så den hovedpine sidder der vist bare.

Når jeg har de dage, er det eneste sted jeg holder rigtigt af at være udenfor, for der er luften frisk og skuldrene falder ned, hvor de hører hjemme. Der er blevet efterår derude, men luften er frisk og lun, så det er skønt at tilbringe nogle øjeblikke nede på fars bænk.

Druerne fik vi ikke mange af i år, men vinen er et kunstværk i sig selv og med krøller på halerne, er den ved at overhale sommerfuglebusken indenom dernede, hvor mit væksthus en skønne dag skal stå færdigt.

Sidste år fik vi en omfattende druehøst, som forsvandt ned i mors og Olines maver. De var vilde med de små, men søde druer. Selv spiser jeg dem ikke. Jeg hader at tygge i skrællen, men så er det godt, at der er andre, som er knapt så sarte.

Oppe i krydderurtebedet står også figenen. Den blev flyttet forrige år og Kenneth var allerede dengang overbevist om, at den aldrig ville komme sig over flytningen, men jeg holder af at give lang snor, så det fik den.

Nu giver den modne frugter med få dages mellemrum, så der kan høstes hele tiden og de smager pragtfuldt. En frisk, moden figen er som at spise slik. Nogle af dem er så modne, at sukkeret siver fra sår og gør fingrene klistrede, når man plukker dem.

Friske figener og chokoladekaffe er ikke nogen ringe kombination…

Chokoladekaffen er opstået af nød, for der var ikke mere mælk, men en slat kakaomælk inde i køleskabet. Det er ikke sidste gang jeg snupper den smutvej. Det smager fortrinligt og sammen med de friske figener og udsigten til absolut ingen pligter resten af dagen, gør det egentlig, at jeg er svært tilfreds med livet.