Jeg er lige kommet hjem. En strid hovedpine forfølger mig i disse dage, men sådan skal det åbenbart være og jeg ved i virkeligheden hvad det handler om. Ro til nakke og skuldre. Så enkelt kan det siges. Ingenting skal jeg lave. Det er også utopi, så den hovedpine sidder der vist bare.
Når jeg har de dage, er det eneste sted jeg holder rigtigt af at være udenfor, for der er luften frisk og skuldrene falder ned, hvor de hører hjemme. Der er blevet efterår derude, men luften er frisk og lun, så det er skønt at tilbringe nogle øjeblikke nede på fars bænk.
Druerne fik vi ikke mange af i år, men vinen er et kunstværk i sig selv og med krøller på halerne, er den ved at overhale sommerfuglebusken indenom dernede, hvor mit væksthus en skønne dag skal stå færdigt.
Sidste år fik vi en omfattende druehøst, som forsvandt ned i mors og Olines maver. De var vilde med de små, men søde druer. Selv spiser jeg dem ikke. Jeg hader at tygge i skrællen, men så er det godt, at der er andre, som er knapt så sarte.
Oppe i krydderurtebedet står også figenen. Den blev flyttet forrige år og Kenneth var allerede dengang overbevist om, at den aldrig ville komme sig over flytningen, men jeg holder af at give lang snor, så det fik den.
Nu giver den modne frugter med få dages mellemrum, så der kan høstes hele tiden og de smager pragtfuldt. En frisk, moden figen er som at spise slik. Nogle af dem er så modne, at sukkeret siver fra sår og gør fingrene klistrede, når man plukker dem.
Friske figener og chokoladekaffe er ikke nogen ringe kombination…
Chokoladekaffen er opstået af nød, for der var ikke mere mælk, men en slat kakaomælk inde i køleskabet. Det er ikke sidste gang jeg snupper den smutvej. Det smager fortrinligt og sammen med de friske figener og udsigten til absolut ingen pligter resten af dagen, gør det egentlig, at jeg er svært tilfreds med livet.
10 kommentarer
Stine
24. august 2007 at 11:15Jeg må eksperimentere med den chokoladekaffe, der er ikke andet for. Jeg kan allerede se kærestens forbavsede udtryk for mig når jeg rumsterer i køkkenet ;)
God weekend til dig og dine!
Liselotte
23. august 2007 at 22:46Sylvia, tørrede figner er skønne, men de friske er helt igennem mmmmmmmmmmmmm… :-)
Sylvia
23. august 2007 at 21:49mmmm…jeg spiser alltid fiken til jul. Det har vært en tradisjon. Og min far kaller dem “Tannverk” sikkert pga den søtheten de har, og for at de er klissete og lett setter seg små frø i tennene.
håper hodeverken din er lettet nå.
Liselotte
23. august 2007 at 19:57Du vil elske dem, Pia – jeg er helt sikker :-)
Pia
23. august 2007 at 18:32Tror aldrig jeg har smagt en frisk figen, men jeg elsker dem tørret, og helst i den lille pose fra Urtekram, så det må jeg også kunne lide friskt.
Liselotte
23. august 2007 at 18:27Ella, det var ikke ringe ;-)
Liselotte
23. august 2007 at 18:26Stine, figner er ikke en dårlig opfindelse. Bestemt ikke ;-)
Det chokoladekaffe smager ikke som cappucino. Det smager som kaffe med kakaomælk i, men det er slet ikke så ringe endda :-)
Mona, figner er vel også småeksotiske, men de trives på vores vestvendte mur, så det kan lade sig gøre mange steder i Danmark, bare de er en smule beskyttede :-)
Ella
23. august 2007 at 18:25Uhmmm, Liselotte – figner og chokolade-kaffe :-)
Hovedpine, gå væk!
Mona
23. august 2007 at 17:55Hei Liselotte! Jeg MÅ innom her hver dag – jeg er blitt avhengig av å beskue de vakre bildene dine! Jeg trodde fiken var en eksotisk “frukt”, men den vokser i Danmark? Ja, så feil kan man ta :-)
Stine
23. august 2007 at 17:26Figner er fantastiske. Min mormor og morfar har dem også i haven og mormors desert med brændte figner og hjemmelavet vanilleis er bare en fantastisk spise. Jeg sidder og bliver helt lækkersulten…
Kakao-kaffe. Det lyder spændende! Er det lidt á lá cappucino? Jeg er af natur nysgerrig, måske man skulle eksperimentere selv ;)