Det er, som det er. Det kan ikke omgøres, men det er underligt vemodigt at gå derude og konstatere, at der er efterår på vej. Det er tydeligt at se på haven. Der er stadig blomster allevegne, men farverne ændrer sig alligevel.
Nede i bunden af haven vokser efterårets frugter. Stille og roligt samler de de sidste kræfter, inden jeg kan høste.
Sennepssalaten blomstrer. Det er et sikkert tegn på, at sæsonen er ved at være slut. Hasselnødder antager sarte brune farver, som tegn på at de modnes og kastanjerne er ved at være store og flotte.
I krydderurtebedet er der stadig masser af blomster og urter. Katosten blomstrer mange steder for anden gang og der er som sagt masser af Dahlia, som pynter gevaldigt på en have, som langsomt er ved at antage efterårsfarver.
Jeg opdagede, at kastanjerne er begyndt at falde af træet, da jeg trådte i en af dem. Det er alt for tidligt. Jeg er slet ikke klar, men det hjælper ingenting. Det er sådan det er.
Om et øjeblik kan de hentes indenfor. Jeg plejer at nyde synet af dem indenfor i den tid det tager for dem, at skrumpe ind til ingenting, men jeg synes ikke det skal være nu.
Efteråret er nok på vej, men temperaturen udenfor er skøn. Der er mildt og dejligt varmt, som en sensommerdag kan være. Jeg skulle bare lige mindes om, at det stadig er lunt og godt. Skovbunden dufter, alting er frodigt og æblerne snart klar. Mirabellerne falder af træet og jordskokkerne praler meterhøje, så der er vel i grunden ikke meget at klage over.
Der er da slet ikke, når man har så smukke blomster i forfald. Uafvendeligt er efteråret, men det er også smukt og lover mørketid med stearinlys og indendørs sysler. Det er vel heller ikke så ringe endda. Tror jeg nok.
5 kommentarer
Liselotte
22. august 2007 at 21:25Kastanjerne er skønne og jeg elsker dem også. Jeg synes bare, at de kommer alt for tidligt i år ;-)
Susan
22. august 2007 at 21:01Åhhhhh kastanietid, jeg elsker kastanier. Følelsen af en eller flere i lommen, lave kastaniedyr, bare at se på dem, åbne dem etc.
Næste år må vi vist tage lidt senere hjem, så vi når at finde nogle kastanier :-)
Liselotte
22. august 2007 at 15:53Lene C – du har ret, det er snart tid for kastanjedyr og ja, “Nogen af gæste” virker igen, så tag endelig forbi og få et kig på alle de skønne steder der er derude :-)
Jonna, kvæderne havde jeg nær glemt. Jeg må på jagt ;-)
Jonna
22. august 2007 at 13:06Så på min tur at kvæder er ved at være store dem plejer jeg at tage med hjem de dufter så dejlig også kastanjer syntes de er smukke sammen.
Kan se der stadig er smukt i din have.
Lene C.
22. august 2007 at 12:22Tadah…kastanjedyrssæson! Det gik hurtigt, eller er det bare mig? Iøvrigt har jeg bemærket at din ‘nogen at gæste-liste’ er i gang igen. Tak for det.