Hjertesang

Efter endt arbejdsdag kørte jeg hjem omkring og samlede Kenneth og Oskar op, for vi havde en længere køretur foran os. Vi var 1½ time om at ramme stedet her og så var vi endda ikke fremme endnu.

Vi havde lige tilbagelagt nogle kilometer gennem et af de smukkeste landskaber vi har i Danmark. Sjælen falder til ro, når man adstadigt passerer Lindum og Selde og til sidst rammer Branden. For enden af verden venter herlighederne…

Lige på den anden side af sundet stod de allesammen og ventede. Vi kunne ikke se dem, men vi vidste, at de var derovre. Det kan føles som en evighed, når man venter på færgen, som skal være behjælpelig med at krydse vandet, men i virkeligheden tog det ikke mange minutter før vi kørte ombord.

Jeg sagde til Kenneth, at jeg ville gå udenfor og spejde og mindede ham om, at vi skulle have en retur. Det grinede han gevaldigt af. Det var der også andre, som gjorde senere. Der er ikke så meget pjat her, for enten er man på øen, eller også er man på vej fra den og det der med billetter det klares på vej til. Godt så! Jeg er dum!

Dannebrog vajede fra toppen af færgen og det var passende, syntes jeg. Maveboblerne var der i massevis, for lige ovre på den anden side stod en flok mennesker, som jeg holder frygteligt meget af, men ser alt for sjældent. Tilmed skulle jeg møde mennesker, som jeg aldrig havde set før, men som længe har været en del af mit daglige liv. Jeg havde glædet mig så meget til denne dag og selvom arbejdsdagen havde taget sin del af mig, kunne jeg mærke energien komme tilbage, som vi nærmede os øen.

Endelig var vi der og de ventede allesammen inde på kajen. Det var en fantastisk modtagelseskomité, som bestod af mennesker fra nær og fjern og sproget var en skøn blanding af ind til flere danske dialekter, engelsk og irsk. Der var alle de knus, som jeg havde længtes sådan efter og der var nye mennesker at hilse på og snak og grin og en Oskar, som sådan trængte til at nifle og almindelig kaos og grin og moler allevegne.

Vi var selvfølgelig på Fur. Endelig, langt om længe, var det lykkedes. Vi var mange. Regitze og Claus, Irene og gemal, Tina (endelig – og helt, som jeg havde forestillet mig) og gemal, Tinas svoger og svigerinde, Ella og Ole, Kenneth og så lige mig selv, sagde hunden. En fantastisk blanding af nye og kendte ansigter. Hjertet sang.

Fra havnen gik turen ind over øen. I bilen havde vi Irene, som kunne fortælle så meget om dette barndommens land. Det var vidunderligt at sidde der, med Irene på bagsædet og med hendes stemme i øret, mens hun fortalte om stort og småt efterhånden som vi passerede hendes barn- og ungdom.

Vi stoppede på øens højeste punkt. Jeg forstår nu, hvad Irenes hjerte er gjort af.

Luft, lys og vand. Der var betagende smukt. Udsigt hele vejen rundt til Himmerland, Thy, Mors og Salling. Øjet kunne strække sig og så kan sjælen også.

Irene er god til at fortælle, så vi fik historien om det moler de andre tidligere på dagen havde været nede at kigge nærmere på. Vi kunne se sporene af mange millioner år i bakkeskråningerne. Stribe efter stribe fortalte om vulkanudbrud, nye tider og forfra igen. Fascinerende at stå midt i sådan en historie var det, men det hjalp også at have en så passioneret fortæller med.

Irene tog os med på en tur gennem en ø, som er utroligt smuk.  Vi så hendes barndomshjem. Mit hjerte flød næsten over, for pludselig forstod jeg hvorfor hun er så rummelig, kærlig og fuld af mildhed. Det er stedet også. Hun er vokset op på en plet af Danmark, som ikke kan fostre andet.

Herefter gik turen hen til sommerhuset, hvor resten af selskabet ventede. Aftenen forsvandt i en lang og varm stund fyldt med dejlig mad, men allerbedst et af de bedste selskaber jeg har været i meget længe.

I dag er mit hjerte let og fyldt med taknemmelighed over at kende alle disse skønne mennesker. Det blev en lang dag, men den var det hele værd. Tusinde tak allesammen, for at sende bud. Vi kommer hjertens gerne en anden gang. Hjertens gerne.

Verden er heldigvis skrumpet.