21

Chokolade Cosmos

Nu har jeg længe jagtet Cosmos Astrosanguinesus eller Chokolade Cosmos, som den også kaldes. Til sidst opgav jeg og tænkte, at den plante åbenbart ikke skulle findes i min have. Der er så meget andet, så jeg overlevede nok og så stoppede jeg med at lede. Så fandt jeg den! Sådan går det ofte.

Chokoladecosmos

I dag var jeg indenom Kvickly i Vodskov. Frokosten skulle suppleres med lidt kildevand og den slags har de rigelig af. De havde så også Chokolade Cosmos.

Blomsterne er smukke med deres næsten sorte farve og fløjlsbløde udseende, men selvfølgelig var det mest interessante at få næsen i dem, så jeg kunne konstatere, om de virkelig dufter af chokolade eller ej. Det gør de! De dufter af tung, mørk chokolade og sådan er der jo så meget jeg ikke kan stå for.

Nu står der to store planter på mit bord. Om et øjeblik skal de sættes i haven, så de kan nydes de sidste uger, inden knoldene skal graves op og gemmes indenfor sammen med Dahlia indtil næste forår, hvor de igen får lov til at sprede deres tunge chokoladeduft.

Hvor var det heldigt, at jeg lige manglede vand i dag…

Du vil sikkert også kunne lide