Uanset hvilke anstrengelser vi gør os, ender det altid med kaos og en smule stress. Denne morgen foranlediges det af en forsvunden regnjakke og det er ikke smart, når Oline skal afsted på introtur og regnen står ned i stænger, men sådan er det. Vi tror, vi ved, men naturligvis spiller virkeligheden os et puds, så den jakke, som skulle hænge på knagen i gangen, er forsvundet.
Nu er Oline monteret i en regnjakke, som er cirka 4 numre for stor, men regntæt. Det sidste må være det vigtigste. Hun forbliver tør de næste dage, når livet skal leves udendørs, men sjov ser hun ud. Heldigvis er hun ligeglad.
Vi skal undvære hende frem til onsdag. Jeg er ikke klar til det endnu. Underligt, for det er ikke længe siden, at vi elskede at være børnefri og derfor i stand til at foretage os ting, som var kedelige, når man stadig er barn. Nu har jeg brug for at have hende tæt på. Det er nok kun en tid endnu, at jeg er så hudløs, men sådan er det.
Lige nu sidder hun ved køkkenbordet. Hun tegner. Hun er ved at lave endnu en engel til mig. Igennem årene har hun tegnet nogle stykker. Jeg har stadig den hængende, som hun tegnede som 7-årig. Den nye engel er iført push-up og lårkort nederdel. Det kunne jeg jo vælge at tage som et tegn.
På onsdag er hun hjemme igen. Det vil gøre godt i mit hjerte.
16 kommentarer
Liselotte
21. august 2007 at 08:46Oline har sendt en sms, som vidner om sjov og ballade. Så er det pludselig ikke så svært. Om et øjeblik er hun hjemme igen :-)
Anne Dyrholm Stange
20. august 2007 at 21:49Det er ikke let at undvære, det kan hive og flå i hjertet, og gør det nok også med et lille ekstra krads hos jer, der har mistet.
Men i må finde en måde at nyde dagene på og så sørge for at få hvilet ørerne, ja nærmest sparet lidt ro op, for der bliver med garanti snakket igennem når den skønne unge vender hjem igen…
Kari
20. august 2007 at 20:56Jeg kender følelsen.
Sendte min 13 årige søn til Pragh i lørdags på lejrskole. Han kommer hjem igen på fredag, meeen der er rigtig lang tid til, lige nu.
Det er lidt svært at forlige sig med at de bliver store, selvom det er helt naturligt.
Vi har dog to mere hjemme (en på næsten 10 år, som hun selv siger og en på næsten 1 år, som hun også vil fortælle alle).
Helt tomhed er der ikke, men børnefri er det slet ikke.
Johanne
20. august 2007 at 17:12Kære Lise-lotte. Det lader til at enhver mor kender din fornemmelse. Jeg mindes også…
Men at tegne Engle er noget af det smukkeste, jeg længe har hørt. Hun må have en lille Engel i sig. Det er smukt.
kagekonen
20. august 2007 at 14:28Åh ja, de kære børn… Kender så godt fornemmelsen af at have brug for at barnet er tæt på… Min store søn er jo flyttet hjemmefra og det er bare så underligt. Jeg elsker bare når han kommer forbi med vasketøj eller ringer og siger at han give kaffe, hvis jeg tager brød med…
Den yngste er lige startet i 2.g, så jeg nyder at han er hjemme lidt endnu – og har så også dage, hvor jeg ville ønske at han skulle på weekend hos sin far :-)
Lisbeth
20. august 2007 at 12:34Ja, sådan er det. Der bliver så stille i huset, når de ikke er der. Men det er lidt sundt at savne, så er man bedre i stand til at værdsætte og nyde tiden med dem. Jeg kan også godt forstå, du er hudløs og har behov for at være tæt på hende. Oline virker som en rigtig dejlig og sund pige, og hun skal nok frigøre sig varsomt, for hun har også behov for nærheden. Vores børn er meget elskede og meget værdsatte.
Liselotte
20. august 2007 at 12:09Tiden flyver… og selvfølgelig hænger mit hjertes behov for nærhed sammen med tabet af hendes storebror. Hun er en skøn unge, som nok skal hygge sig og have det dejligt. På onsdag kommer hun retur og så skal jeg lytte i timevis på hendes beskrivelser af alt og intet. Til sidst vil det ende med, at jeg beder hende tie stille. Sådan er virkeligheden jo også ;-)
Jane
20. august 2007 at 11:31Jeg har sendt mine på efterskole (de er 14 år)…. og så skal de være hos deres far hver anden week-end…. jeg ser dem så kun hver anden week-end….
Fornemmelsen du sidder med kender jeg kun alt for godt… godt der er nogle der har opfundet “stone-face”… så tror ungerne da det er ok… *ss*
Nadia
20. august 2007 at 10:55Hehe – her er vejret godt og solrigt, we need it.
Akke ja børne-fridage. Så tror jeg mere, at Oline tænker : “Voksen-fridage”.
capac
20. august 2007 at 10:30Ohhline…
Lone F.
20. august 2007 at 10:13Min er væk indtil fredag aften – og jeg savner ham. Jeg tror, vi savner, fordi de har så travlt med at frigøre sig, når de er hos os.
Therese
20. august 2007 at 09:57Ja, de teenagere er svære at undvære – uanset hvor lang tid det er ! Vi har lige sagt farvel til Kaspers lillesøster, hun skal være væk i et år. Snøft snøft.
Johanna
20. august 2007 at 09:57Forstår dig Liselotte, men tro mig, det bliver bedre med tiden, selv om det kan virke fjernt i “øjeblikket”.
Hvor er den sød, den engel… og så en i push-up.. wohow.. hun er vist ved at blive til en ung dame, den kære Oline. Håber hun får en rigtig god tur, og godt hun kan holde dråberne ude. Hvordan, er jo ligemeget.
Annette
20. august 2007 at 09:43Hej Liselotte,
er vild med din side. Fandt den ved en tilfældighed i sidste uge, og er vild med din kommentarer til livet og dine skønne billeder. Er selv mor til 2, Kia på 9 og Adam på 11, og forstår fuldt ud, at der er meget længe til onsdag :-)
Bare over sommeren synes jeg at mine er vokset en halv meter hver og er blevet alt for selvstændige og skønt det jo er dejligt, giver det også et lille stik i hjertet, skønt de hver eneste dag fylder min lille verden med masser af kærlighed, hjælpsomhed og frisk pust.
Hilsen fra Annette
Rødovre tæt ved København
Madame
20. august 2007 at 09:38Dejligt, at Oline stadig vil lave tegninger til dig. Måske hun har en fremtid inden for tegnekunsten lige som sin mor…
Jonna
20. august 2007 at 09:32Engelen er sød, heldigvis er der ikke længe til ondsdag om et par år forstår du heller ikke hvor tiden blev af de bliver så hurtig voksen.Sådan syntes jeg det var og selv nu vil jeg gerne tiden går lidt mere stille.