Sådan en torsdag

Morgenen startede tidligt, for Oline er startet i skole igen, så der skal vækkes. Med hård hånd og blide ord eller omvendt. Op skal hun!

Efter hun var sendt afsted, var der stadig tid til en kop kaffe og lidt dvælen ved alt og intet og det gjorde godt, inden dagen for alvor startede. Jeg havde en opgave, som viste sig at være begavet med et støjniveau, som næsten umuliggjorde al samtale, men eftersom støjen stammede fra udrykningskøretøjer kunne vi ikke rigtigt klage, men kun beklage.

Nysgerrigheden er stor, når man oplever sådan et opbud af både politi, ambulancer og brandbiler, men vi blev ikke klogere, mens jeg var der. Det blev jeg så siden, for efter endt opgave, var der en god lang tidslomme, inden den næste gik i gang. Jeg ville bruge noget af tiden nede i skudehavnen. Der er rart og stadig feriestemning.

På vej derned skulle det vise sig, at der var brand i tagetagen på en af beboelsesejendommene lige ned til havnen. Det var herfra al uroen stammede. Jeg passerede langsomt og roligt, mens jeg stille sendte en tanke til alle de mennesker, som var ramt af sådan en ulykke. Jeg håber det er endt godt for dem alle.

Nede i skudehavnen var der stille. Limfjorden var havblik og der var ikke meget trafik på den. Inde i havnen lå både skulder ved skulder og på enkelte af dem, var der begyndende liv. Nede på en af bådene stod en mand og barberede sig, mens hans puddel sad stille ved siden af og iagttog ham. Hyggeligt så det ud.

Jeg travede en tur ud for enden af molen, vendte rundt og tog turen tilbage igen, inden jeg spadserede op til det lille blå hus, som så tillokkende stod med stokroserne op langs muren. Man må jo stjæle dem, hvor man kan…

Som sagt, så gjort. Jeg tog en del frø, inden jeg fik en snak med en hollænder, som lå i båd med kone og tre børn lige henne om hjørnet. Han ville gerne vide, hvor man kunne købe lidt brød sådan en torsdag formiddag. Ikke at jeg var til megen hjælp. Det er for længe siden jeg boede i den ende af byen, men jeg fik da dirigeret ham i retning af den lokale Brugs, som nok skal kunne tilfredsstille behovet.

Bagefter satte jeg mig en stund på bænken, som var sat til det samme…

Den var godt slidt af vejr og vind, men til gengæld er den lænket fast til det lille blå hus, så ingen løber med den. Derfor står den her år efter år og tilbyder siddeplads til den, som kommer forbi. I dag var det mig, der fik fem fine minutter, inden jeg vendte tilbage til bilen og tog hul på virkeligheden igen.

Efter vestbyen ventede centrum. Jeg parkerede foran banegården, lige overfor Park Hotel, et af de ældste hoteller i Aalborg.

Lige nede foran hotellet er et lille anlæg. En rotunde, som om vinteren er smukt smykket med lyskæder i samtlige træer. Om sommeren er her bænkene, springvandet og udsigten at nyde, så det gjorde jeg.

Jeg misundte ikke læreren overfor, at hun skulle forklare ungerne, at der var en vis portion sund fornuft i kravet om, at de skulle holde sig samlet og holde hinanden i hånden to og to. De havde ikke let ved at sidde stille.

I stedet fremdrog jeg strikketøjet. Der gik ikke lang tid, så havde jeg selskab af den første af stamkunderne, som gerne ville vide hvad jeg strikkede alt imens han sejlede rundt i en rus af guldøl. Hyggelig var han da og han og kammeraten, som hurtigt stødte til, mente sagtens jeg kunne blive afholdt derinde, hvis jeg strikkede halstørklæder til dem alle, inden vinteren ankommer. Jeg tror, de har ret.

Jeg elsker disse små pauser, som byder sig til i løbet af mine arbejdsdage. De bliver holdt, hvor jeg er og det betyder, at jeg tit og ofte får oplevelser, som jeg ellers aldrig ville have fået. Det er aldrig sket, at jeg har brugt det lille anlæg inde på pladsen foran banegården uden at det har været arbejdsrelateret. Det er ikke et sted jeg normalt kommer, så det er fint at få tilbudt muligheden, fordi der er arbejde lige om hjørnet.

Da jeg kom ud fra dagens sidste opgave, var det blevet til solskinsvejr og varmen var skøn. Jeg følte mig et øjeblik fristet af nogle minutter på bænkene igen, men i stedet krydsede jeg Prinsensgade og fandt bilen, som stod ovre foran banegården.

Nu var verden vågnet op og der var trafik allevegne. Ikke mere formiddagsafslapning, men en travl by med masser af mennesker på vej i alle retninger. Jeg var også på vej, men det var hjem. Jeg skulle hjem og nyde solen. Og en kop kaffe. Snarest.

Hjemme igen fristede udelivet, for jeg trængte til lidt luft efter dagens opgaver. Bevæbnet med havesaksen gik jeg på opdagelse.

Der er blomster allevegne derude. Der er rigeligt at tage indenfor og de får heller ikke en chance. Jeg plukker dem og sætter dem i vaser over hele huset. Disse gule sole var ingen undtagelse. Efter dem var det tid for at tjekke brombærrene. Det varer ikke længe, før de første er klar, men jeg syntes der var for få til at jeg gad i dag. Lige om lidt…

Til gengæld var der andet at glæde sig til…

Pærerne ser for en gangs skyld ud til at ville lidt. Måske det ender med lidt af frugterne på bordet og gemt på hylderne, for det ser ud til, at de i år trives i rimelig grad. Jeg håber det. Det vil så være første gang i de elleve år vi har boet her.

Også Annes Dahlia kommer i år. Den ser ud til at være utroligt smuk, så jeg glæder mig til at se den fuldt udsprunget. Det er vel i morgen eller senest lørdag.

Høsten af dagens havetur var slet ikke så ringe endda. Der er masser af blomster og 3 rødkindede æbler, som skal forvandles til æbleflæsk i aften. Jeg fik pludselig sådan en ubændig trang til bløde løg, syrlige æbler og stegt flæsk og Kenneth er fantastisk til at lave det – jeg har spurgt – og han gider godt.

En banal torsdag er godt i gang og jeg synes den har været fantastisk ind til videre :-)