I dag er det tredive år siden Elvis døde. Min far var stor fan af ham, så jeg har lyttet til og elsket Elvis siden barnsben. Når In the Ghetto blev fremført, kunne jeg på det nærmeste ende i krampegråd, for den sang var bare så frygteligt sørgelig og far var aldrig sen til at grine af mig, når det skete.
I dag ville min far være fyldt 67. Han var et af de mennesker, som hele sit liv blev snydt. Evig og altid var han, efter eget udsagn, uheldigst af os alle. Spiste vi kylling, fik han det stykke, hvor der næsten intet kød var på. Fik vi flæskesteg, fik han det stykke, hvor sværen naturligvis ikke var blevet sprød og fredag aftens standardbemærkning var altid “Ja, så er den weekend snart gået. Om et øjeblik er det søndag…”, efterfulgt af et dybt suk.
Den dag Elvis døde, valgte min far at tage det som en personlig fornærmelse.
– Ja, og af alle dage skal han lige vælge min fødselsdag. Så fik han da den godt og grundigt ødelagt!
– naturligvis efterfulgt af et dybt suk. Det hjalp ikke det mindste at påpege, at der er ret stor forskel på at være stendød og så opleve, at et af idolerne dør på ens fødselsdag og at vi klart ville foretrække det sidste, fremfor det første. Hans fødselsdag var ødelagt. Basta.
Gad vide om han jammer med Elvis i aften? Hvis han gør, ved jeg ikke engang om jeg synes, at han fortjener det, men hvis ikke, er han endnu en gang blevet snydt og så skal de høre på al den ynk deroppe. Lad os håbe guitaren er fundet frem.
13 kommentarer
Anne
17. august 2007 at 17:10jeps..besværlige fordi man måske indimellem tænker for meget?
Liselotte
17. august 2007 at 17:05Anne, de er sjove… de dersens sortseende fædre, som skal ynkes. De er fandeme også besværlige ind imellem! ;-)
Anne
17. august 2007 at 16:59Godt at kunne le af sig selv. I mit barndomshjem hed det “jeg bliver nok ikke så gammel” og nu er min far da 74 år..Og var vi lidt irriterede over at høre den sætning? ja :-) Sætningen kan vi da alle heldigvis le over i dag.
Liselotte
17. august 2007 at 15:25Min far var et stort, rummeligt, karismatisk og morsomt menneske, som ind imellem i familiens skød blev forvandlet til sortseer af værste skuffe. Underligt, men sådan var det med ham. Han var det hele… og allerbedst var han faktisk god til at grine af sig selv :-)
Jeg elskede ham højt. Jeg ligner ham meget. Både udenpå og indeni – men jo heldigvis ikke på alle områder ;-)
Ella
17. august 2007 at 12:51Du ligner ham måske udenpå, men slet, slet ikke indeni – du er et af de mest sprudlende og livsglade mennesker jeg kender, Liselotte :-)
kokken på blokken
17. august 2007 at 09:58Ja, jeg må da give madame ret i at særlig kæk har han ikke været, og dermed har han sikkert haft det svært – godt du ikke slægter ham på hvad det angår :-)
Madame
17. august 2007 at 09:54Det lyder som om, din far var en sortseer, der kunne ødelægge en stemning. Det har du da heldigvis ikke arvet Liselotte.
HenrietteB
17. august 2007 at 07:48Jeg spillede “In the Ghetto” igen og igen og igen – blot fordi, jeg åbentbart nød, at den fik mig til at græde snot… *G*
Jeg håber, din far jammer med Elvis, som en slags plaster på såret for den ødelagte fødselsdag!
:-)
Nadia
16. august 2007 at 23:39Ja, Elvis er skøn, og hans musik ditto.
Men din far, må da også have leveret til smil og latter… bare lidt?
Eller følte han sig, måske også snydt pga dét?
Liselotte
16. august 2007 at 22:46Lene, de ville garanteret hygge sig ;-)
Lea, jeg synes da det er enormt morsomt :-)
Vida, Elvis er skøn :-)
Vida de Praia
16. august 2007 at 21:59Smukt og rørende! Elvis rulles! : )
Hilsen fra en Elvis-fan
Lea
16. august 2007 at 21:40Med fare for at være totalt upassende og ufølsom…så synes jeg, det var lidt morsomt, at efter at have læst dit indlæg så jeg et annoncelink til forlaget Uforklarbar her på din blog med titlen : Er der et Liv efter Døden… :-)
Lene
16. august 2007 at 21:37Det er ihvertfald en rar tanke :-)