Jeg havde helt glemt hvor godt det er. Det er det til gengæld. Godt altså. Sand mellem tæerne og udsigt til Vesterhavet gør sjælen let som en sommerfugl. Den flyver næsten.
Vi fandt en lille gryde lige i starten af klitterne og der var læ og samtidig den skønneste udsigt ud over hav og strand. Skyerne havde vi i ryggen og der var så mange, så solen ikke bragede ned fra himlen, men bare lå inde bag et fint skydække. Det passede mig strålende.
Jeg havde taget bog med, men udsigten overhalede ind imellem indenom, når der skulle kæmpes om min opmærksomhed. Det gør godt sådan at ligge på maven, med tæerne i det bløde sand og filosofere en smule over livets ulidelige lethed eller noget…
Jeg er skal- og stensamler om en hals. Jeg har uro, når jeg ligger ved stranden, så jeg ligger faktisk aldrig stille med næsen i sky. Jeg traver stranden tynd og afsøger den for interessante strandfund. Oftest er der ingen fantastiske fund, men masser af dem, som er banale, men ikke mindre smukke. Så samler jeg. Også i dag.
Kenneth kan ligge stille. Længe. Meget stille. Jeg kan ikke, så jeg strides mellem lysten til bare at ligge og lade mig gennembage og trangen til at udforske området. Det sidste vinder som regel. Så rejser jeg mig, traver afsted henad stranden og nyder udsigten og de smukke, nøgne kroppe, som passerer mig på vejen. Vi nikker og smiler til hinanden.
Ind imellem møder jeg en af de mænd, som jeg i mit stille sind morer mig gevaldigt over. Standardudstyret er bar figur og så det uundværlige skulderhængte håndklæde. Således iført et henslængt håndklæde, som alligevel ikke skjuler Moder Naturs udstyr, vandrer de op og ned ad stranden. Jeg ser dem aldrig gå i havet, men jeg tror, at de føler sig nøgne (det er de så også, men jeg ved ikke om jeg skal fortælle dem det) uden dette underligt overflødige stykke tekstil, som altså skal hænge oppe på skulderen til ingen verdens nytte.
I dag mødte jeg tre. De er mange. Gid de ville forklare…
Dagen sluttede med en omgang grillmad fra kiosken oppe ved nedkørslen til stranden. Vi havde, i iveren efter at komme afsted, glemt at tænke på frokost. Det blev klaret her. Ikke sund kost, men det smagte altså godt og således rustede, kørte vi retur mod Aalborg, hvor vejret nu skifter mellem sol og skydække. Her er dejligt, men for pokker hvor var der SKØNT oppe ved Vesterhavet.
Det Vesterhav har forlængt stjålet mit hjerte og i dag fik jeg endelig min stranddåb for i år. Jeg krydser fingre for mange flere dage som denne. Den har været SKØN.
19 kommentarer
Liselotte
10. august 2007 at 23:47Vesterhavet er helt specielt. Intet andet ligner. Jeg elsker alle have, men Vesterhavet tager prisen. Jeg længes, når jeg er langt væk fra det.
Din teori er udmærket. Måske er det sådan… :-)
Jane
10. august 2007 at 23:39Skønne billeder, pludselig savner man vesterhavet…. vi har ikke langt til østersøen(lillebælt) herfra… men det bliver bare aldrig det samme… :o)
Jeg har en teori om at håndklædet skal trække opmærksomheden fra den begynden, måske allerede længe eksisterende, øl/rødvinsmave…. eller måske en begyndende prostata… ;o)
Nej… det er vist for sent for mig nu… jeg går bare i seng…*ss*
Nat
Liselotte
10. august 2007 at 22:43Jamen jeg hilser skam altid pænt på dem – jeg undrer mig bare, Mette :-)
Mette
10. august 2007 at 21:37Skønne billeder … stadig misunderlig ;-)
… bare hils og sig pænt håndklæde næste gang du ser en af de “bar”..
har heldigvis stadig minderne fra dagene i uge 29 fra Saltum .. :-)
Liselotte
10. august 2007 at 20:27Ja, man skal vælge sin strand med omhu, Kirsten ;-)
Kirsten
10. august 2007 at 19:49*Rømmer mig flovt* Arhemm… Dér burde jeg have vidst, at jeg gættede forkert. Jeg koncentrerede mig så meget om ligheden på billederne – at jeg helt “overså” nudist-temaet! Dém har vi nemlig ikke mange af på Saltum strand! Og gudskelov da for dét ;-)
Liselotte
10. august 2007 at 19:05Åh ja… de er mange, Lene :-)
Lene
10. august 2007 at 18:36Jeg vidste det! Rødhus til venstre, langt mod venstre, vi har ikke været der i år, men vi plejer at se flere end tre – med håndklæde :-)
Liselotte
10. august 2007 at 18:06Kirsten, jeg har været på Rødhus Strand – vores foretrukne plet, fordi der stadig er til at finde plads selv i højsæsonen :-)
Mahalo, dejligt – jeg er også stadig helt salig :-)
Mahalo
10. august 2007 at 18:00Ååhh…de farver på dine foto’s går rent ind!!! Rammer mig et sted i hjernen, så jeg bliver helt salig! :-)
Kirsten
10. august 2007 at 17:52Hmm… For mig ser det ud som om, I har opholdt jer på Saltum strand i dag… Er det mon rigtigt gættet??? Hvis jeg har ret, synes jeg nu nok snart du må få anskaffet dig det sommerhus herude omkring – jeg synes da snart du har poster nok fra min egn, til at du burde kunne kalde dig, om ikke fastboende, så da i hvert fald logerende ;-)
Det ser ud til at have været en dejlig dag, med pølsemix og det hele ;-) Selv har jeg desværre kun været på stranden et par gange denne sommer, og dét på trods af at jeg kun har 6-7 km til førnævnte, smukke plet. Men: Når pigerne (på tre og seks år) en gang imellem får medbestemmelse på dagens destination, er det som regel *Surprise!!! ;-)* Fårup Sommerland med tilhørende badeland der vinder. Halleluja for sæsonkortet!
Til gengæld bruger vi så stranden flittigt ved vintertide; en lang gåtur med gode venner, x antal børn og hunde, mens vandet bruser og blæsten bider i kinderne – og så bagefter hjem til julekonfekt, kaffe, hygge og gode special-øl… Uhmm, dét er en god dag :-)
Liselotte
10. august 2007 at 17:46Ja, jeg synes altså det er et mysterie, men jeg tror faktisk det handler om at føle sig en smule påklædt og måske er det også med til at “legalisere” deres vandring i strandkanten. De vil sikkert nødig beskyldes for at gå og “lure”, og med det på skulderen ligner de jo nogen, som er på vej ned for at bade… :-)
Stine
10. august 2007 at 17:42Det er også sært med det håndklæde, det må jeg gi’ dig!
Liselotte
10. august 2007 at 17:40Stine, jeg undrer mig bare. Det er så morsomt, for de spankulerer jo som Gud skabte dem og de er smukke alle som én, men håndklædet synes de altså, at de skal have med :-)
Ella, vi er jo altid derude – og splitterfornøjede – så vi vil gerne advares, når I tager samme vej ;-)
Nej, vi så ham ikke. Pokkers også!
Ella
10. august 2007 at 17:33I var helt der ude, hvor det var uden en trævl ;-)
Kan du huske det vi fortalte om ham i olie og net? – Så I ham; :-)
Stine
10. august 2007 at 17:20Hænger håndklædet på samme skulder? Min teori det er så de ved hvilken skulder der vender mod havet så de ikke farer vild – eller noget ;)
Ej, den er søgt. Jeg ved det – men jeg har aldrig før spekuleret over dem, nu knager det…!
Liselotte
10. august 2007 at 17:17Polyanna, jeg tror det ikke, for det hænger jo ligesom bare tilfældigt på den ene skulder… ?
Sylejma, jeg kan godt forstå, at du glæder dig. Der er SKØNT deroppe uanset vejret, så du skal nok få din trang til Vesterhav styret :-)
Sylejma
10. august 2007 at 17:11Jeg slugte dine billeder.. skal hjem imorgen til Vendsyssel.. mine forældre bor der, og jeg skal være hjemme næsten 14 dage og jeg har selvfølgelig glædet mig helt vildt til at se dem og mine søskende igen..
Men også savnet det dejlige Vesterhav.. det skal krammes og nusses og tørre ind i mit hår.. og det skal rokke mig på flydeture og hoppes i.. og det skal beundres fra sandet og bages guldfarvet i solnedgangene.. og regn stopper mig ikke.. så bliver der bare mere af det dejlige hav..
Ih, bare en nats søvn og en halv dagsrejse med DSB.. er mere bekymret for dem end hestehuller (har vist aldrig mødt et, men der er jo stærk stærk strøm, det ved man jo godt..)
Pollyanna
10. august 2007 at 17:06Måske beskytter de skuldrene!!!