For et øjeblik siden sendte vi feriegæsterne retur til Sjælland. Der blev stille efterfølgende. Sådan er det at have fuldt hus og pludselig bare være sig selv. Underligt, men naturligvis også rart.
Solen har skinnet hele dagen, men nu har skyerne fundet os og der er overskyet, men stadig skønt vejr, så jeg trisser rundt udenfor. Jeg kom forbi postkassen. Der var de skønneste gaver i.
Der var frø af den hvide katost fra Steen – og jo, det er katosten, Steen. Jeg kan kende frøkapslerne, så tusinde tak for dem :-)
Ikke nok med at der var brevet fra Steen, men Mette fra Odense havde også sendt et brev, som viste sig at indeholde masser af frø.
Der var hvid Cosmos, sarte lupiner, lyserøde valmuer, Digitalis og Geranium, så der er nok at tage hul på, når foråret kommer, for jeg venter altså med at så.
Nu skal frøene gemmes væk, på et sikkert sted, så de er klar til næste forår, hvor de forhåbentlig forvandles til smukke og livskraftige stauder. Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste.
Tusinde tak Steen og Mette. Jeg glæder mig til at få dem sået.
6 kommentarer
Liselotte
9. august 2007 at 23:00Tak Ege – jeg kan med andre ord sagtens gå i gang med at så det hele :-)
Ege
9. august 2007 at 22:43mht frøene kan du fint ,så Digitalis, geranium og Lupin nu !…..denne Valmue er det en Staudevalmue , så kan du osse så den nu ellers skal den vente til vår.
Da Digtialis er toårige, så den danner roset iår.
(der findes kun få staudedigitalis)
Geranium ……fler er kuldekimer ( vil gerne ha frost for at spire )
Lupinen kan sagtens klare en vinter som frøplante
Liselotte
9. august 2007 at 17:10Anne – jeg skal prøve ;-)
Fru Møller – godt der er lidt for enhver smag :-)
Fr. Møller
9. august 2007 at 17:03Tilføjelse – der er for meget “South Park” over den anden. Ikke at jeg på nogen måde tror, det har været tilsigtet fra din side, men det er ikke desto mindre sådan, jeg har oplevet den. Og jeg er så ingen større fan af “South Park”. Det tog mig bare lang tid at sætte ord på, hvorfor den ikke rigtig tiltalte mig – og absolut no offence. Men det ved du jo i grunden i forvejen :-).
Fr. Møller
9. august 2007 at 17:00Den tegnestil kan jeg altså meget bedre lide, end den “streg”, du ellers reklamerer med. Ikke, at der er spor galt med den – men denne her går rent ind :-).
Anne Dyrholm Stange
9. august 2007 at 16:49Husk nu at lægge alle dine nye skatte et sted hvor du kan finde dem, ja og også husker at du overhovedet har dem ;-)