Oskar elsker når vi er i haven. Han hygger sig og synes, at det er den rene svir, når jeg går i gang med staudebedet. Så ligger han trofast ved siden af, ude i græsset, hvor varmen ikke er påtrængende. Han tager sig en runde i ny og næ, men mest af alt sørger han for, at han ikke bliver overanstrengt.
Ind imellem løfter han hovedet, for lige at sikre sig, at jeg stadig er der. Så vender han tilbage til sine små lopperier, mens han stornyder, at vi er i haven sammen.
Dovenskab er en udtalt egenskab ved ham, men han kan dog, med mellemrum, finde på at trave over forbi, fordi han trænger til at blive kløet bag øret.
Jeg synes faktisk også det er hyggeligt med selskab. Når stauderne skal klippes ned, er det koncentreret arbejde og så er det godt at blive afbrudt med mellemrum. Også bare for at klø en hund bag øret.
Oskar er vist min hund. Han holder af alle mennesker, men han følger mig som en skygge. Jeg elsker også ham og jeg fortæller ham aldrig, at jeg slet ikke ville have ham.
4 kommentarer
Liselotte
8. august 2007 at 02:13Nej, der er ting man skal holde tæt ind til kroppen – det er én af dem ;-)
Heidi Teglgaard
7. august 2007 at 21:01Jeg fortæller heller aldrig min Bellis at jeg ikke gad hun var der… Hun er der lige når hun har lyst – og jeg har altid lyst til at hun er der! Hun er i øvrigt den feminine pendant til Pjosket.
Liselotte
4. august 2007 at 19:20Ja, man skal aldrig sige aldrig… :-)
Anne Lindholt Ottosen
4. august 2007 at 19:16Endnu en kær erindring om, at kærligheden finder sine egne veje, man skal ikke tro, at man kan vise den vejen. :-)