8

Myntegelé

Tid er der nok af og mynte mere end rigeligt, så jeg gik i gang med at plukke 100 gram mynteblade. Jeg skal hilse og sige, at det er mange…

Myntegelé

De skulle naturligvis forvandles til myntegelé, så der var ingen vej udenom. Jeg hyggede mig nu egentlig også meget godt med det, for det hastede jo ikke det mindste og så kan tiden gå med det. Der kan jo fintænkes imens, så alt i alt er det vel en win-win-situation.

Jeg valgte at anvende en anden opskrift end den jeg beskrev forleden. Jeg havde usødet æblesaft i køleskabet og kunne derfor lige så godt anvende den, som vand og citron.

Jeg fik ialt 5 pænt store glas af geléen, så man kan snildt halvere mængden.

Myntegeléen kogesIngredienser:

  • 100 g friske mynteblade
  • 1 liter usødet æblesaft
  • 1 brev Gul Melatin
  • 750 g sukker

Fremgangsmåde:

  1. Myntebladene skylles og æblesaften hældes ved. Koges 5 min. Bladene tages op og trykkes tørre over gryden eller du kan alternativt lade dem dryppe af i en si, for de er pokkers varme, så pas på fingrene.
  2. Den Gule Melatin tilsættes under omrøring. Koger 1 min.
  3. Sukkeret drysses lidt efter lidt i den kogende saft. Koges 1 min. Atamon kan tilsættes.
  4. Geléen skummes, fyldes i glas og dækkes af et viskestykke. Glassene lukkes ikke før dagen efter. Geléen kan evt. tilsættes lidt grøn frugtfarve og lidt hakkede mynteblade efter kogningen. Jeg har smidt en håndfuld finthakkede mynteblade i min.

Resultatet af anstrengelserne er en gylden myntegelé, som selvfølgelig kan farves grøn med frugtfarve, men jeg synes den ravgule farve er så smuk, så jeg foretrækker den au naturel.

Færdig Gelé

I morgen kan glassene lukkes til. Snart er der hjemmelavet myntegelé til lammestegen og måske skal vi allerede i løbet af ugen smage, for der bliver vejr til grill og en lammeryg tilberedt med tålmod og kærlighed er ikke det værste vi ved.

Du vil sikkert også kunne lide