Morgenens tur hen over Nytorv var en våd fornøjelse. Det regnede ikke meget, men det regnede. Så var der heldigvis Philippe Starcks lamper at beundre.
Som store, overnaturlige næb står de og vogter over Nytorv og Østerå. Måske jeg en skønne dag vænner mig.
Jeg var ankommet i god tid, så jeg gik lidt længere hen ad gaden. Inde bagved det gamle Stiftstidende, hvor jeg i sin tid stod i lære, ligger Slotsparken.
Ind gennem et par porte og så er man der. Foran ligger slottet. Det er ganske vist bagsiden af det, men det er nu smukt alligevel og der var ikke langt at gå, så ville jeg være inde på slotspladsen og kunne beundre bindingsværk og den smukke røde farve, men sådan skulle det ikke være i dag.
Man måtte slet ikke og skulle tage en anden vej rundt ad stierne, men så meget tid havde jeg heller ikke. I stedet tog jeg en tur ned ad stierne, langs bagsiden af Nytorv.
Parken er et fint lille anlæg, som er sjældent besøgt. Ikke mange ved, at det ligger lige her til fri afbenyttelse, så der slides ikke meget på hverken gangstier eller slotsbænke.
I dag sled jeg lidt på en bænk. Syv minutter i stilhed. Det gør godt, inden dagen igen starter, så det fik jeg der midt i ingenting. Byens larm er ikke eksisterende derinde, så der var fred til at tænke tanker.
Jeg var kommet lige ude fra sygehuset, hvor Alexander døde. Det kræver ekstra kræfter at passere sygehusets indgangsparti hver eneste gang. Her sad jeg og bad for hans liv på bænkene ude foran.
Sådan er det sikkert i lang tid endnu og så er det godt at finde stilhed og ro indeni. Det gjorde jeg lige her.
6 kommentarer
Liselotte
3. august 2007 at 09:16Ja, der er nu smukt derinde i slotsparken :-)
Lizelotte
3. august 2007 at 08:07Tak for de smukke billeder. De gør glad, selvom posten var blå…
Liselotte
2. august 2007 at 20:53Anne, du har ret. Det bliver en del af det, man bærer med sig og det er ikke rimeligt, men det er livet – og det går videre, heldigvis :-)
Anne
2. august 2007 at 20:30åh det er så svært at kommentere på. Jeg har en søster der mistede et spædbarn for år tilbage. Det bliver en del af det, man bærer med sig. Men rimeligt er det ikke….
Liselotte
2. august 2007 at 19:12Jonna, det er frygteligt at miste. Det er intet mindre end en amputation at miste et barn. Det tager lang tid at forvinde. En skønne dag opdager man, at livet går videre og man hænger i og er endda i stand til at grine og glædes. Sikke et held. Andet havde ikke været til at holde ud.
Tiden gør godt. Man skal bare tage sig den.
Jonna
2. august 2007 at 19:07Min søn døded efter et års sygdom det meste af tiden indlagt på afd.70 på Århus kommune hospital kun en gang har jeg kommet den vej igen, så vendte det tilbage hans angst og sorg over at skulle væk så ung han var og jeg har ikke haft modet til at komme der igen. Dagen efter vi begravede ham drunkede min søsters dreng på havet blev ikke fundet, der var nogle år der bare forsvandt husker dem ikke altid hvordan.
Så jeg kan sige det vil være inden i en men man kan lære og leve med det og glæde sig over de ting der er minderne.