11

Aften ved Henne Strand

Strandaften

Nå ja, så blev det aften og vi spiste skønt og bagefter var vi så mætte, at turen ned over klitterne tog sin tid, for fyldte maver er træge og det gør ingenting, for tiden var rigelig og der var endda kun et stenkast, men derfor kan man godt gøre holdt og nyde…

Ella i aftenklit

Jeg elsker hende her. Intet mindre. Hun og hendes familie gør sådan et par hverdage til ferie og sikke sjov jeg har.

Strandaften

Her er resten af selskabet. Små myrer, men de lægger gerne afstand til os. Om jeg forstår det. Vi er ikke særligt pinlige, snaksalige eller andet der kunne foranledige så underlig en adfærd…

Vi blev lidt længere på stranden. Vi skulle forcere vandhuller (resultat=våde sko), samle lidt sten og ned og mærke Vesterhavet og den blæst, som ikke er sådan at bide skeer med.

Senere gik solen ned. Fra terrassen kunne vi følge dens gang ned i havet. Det var smukt.

Aftenudsigten

Så drak vi kaffe. Og vin. Og grinede. Og ungerne sang SingStar indenfor. Alle tre i skøn forening. Hvor de havde det sjovt og min mave blev varm ved lyden af dem, mens vi sad på terrassen i mørke og nød hinandens selskab.

Siden blev det vores tur til at ødelægge en sang eller to, for det skal ikke hedde sig, så vi turde godt. Det gik ikke ubetinget godt, men det var fandeme sjovt. Og så var der ost, rødvin og kaffe ved midnatstide og siden en dejlig seng at sove i og Vesterhavet lige udenfor vinduet. Natten var fyldt med havbrus, saltluft og blide drømme.

Nu er endnu en dag godt i gang. Solen skinner fra en skyfri himmel og de mest friske har allerede været nede at løbe på stranden. De har badet. De er vikinger. Jeg er ikke. Jeg er til solstol om et øjeblik.

Du vil sikkert også kunne lide