Langs Limfjorden

Vi snuppede bilen og tog en tur ud i det blå. Luft under vingerne måtte der, for herhjemme var der alligevel ikke varmt nok til udendørs sysler medmindre man iførte sig en sweater og det nægter jeg i juli. Jeg er dumstædig.

Vi besluttede, at vi ville køre ud til nogle venner, som bor i Simested, udenfor Nibe. Ikke ad den sædvanlige vej, men af de små snoede, som fører os ned langs Limfjorden, så vi startede med at tage en tur ud forbi Restrup Enge.

Med Limfjorden i baggrunden får man vist ikke meget smukkere sted at græsse, end det køerne her havde fået tildelt. De så heller ikke spor utilfredse ud.

Vi er kun 7 kilometer fra Aalborg centrum, så det er ikke fordi der er langt til storbyen. Herude er der til gengæld fred og ro, småveje og huse så smukke, så man taber pusten. Udsigten fra mange af dem er betagende. Limfjorden ligger lige for og rigtigt mange af husene har enten udsigt til den, eller adgang til samme fra baghaven.

I Nordjyllands Amt findes der et stort antal udstykninger til husmandsbrug. Engene her er et godt eksempel på sådan en udstykning. Herregården Store Restrup begyndte udstykningen af sine jorder helt tilbage i 1890’erne.

Tusinde tdr. land, eng og kær, blev udstykket til parceller, som husmænd så langsomt begyndte at tage i brug. Man startede ofte med at bygge et hønsehus, som man så boede i, indtil de resterende bygninger stod klar. I dag ligger smukke og velholdte gårde spredt ud over hele landskabet og kornet bølger så langt øjet rækker.

Efter Restrup Enge følger Nørholm Enge, som på samme måde ligger med kig til Limfjorden. Her er højt til himlen, rimelige boligpriser og kun ganske kort til Aalborg, så det er bestemt et attraktivt sted at bo.

Vi tog småvejene. Dem som næsten ikke levner plads til en bil. Selv ikke en af min størrelse. Der var smukt og meget hyggeligt derude, langs fjorden og det er tydeligt at se, at der er kommet nye kræfter til området. Husene bliver moderniseret, malet, får nyt tag og i det hele taget får området en ordentlig ansigtsløftning nu. Fra at have været et lidt trist og forsømt landskab, tegner det hele nu til at blive endda meget attraktivt fremover.

Fordi vi hele tiden sneg os ad bagvejen, endte vi pludselig på en gårdsplads grundet vores temmelig lemfældige omgang med skiltningen i området. Det tog konen på gården ikke så nært. Hun vinkede pænt til os, da vi vendte kareten og susede tilbage fra hvor vi kom.

Hun havde en misundelsesværdig udsigt. Uendelige kornmarker, blå himmel og egen allé, som bød på skyggepletter hele vejen ned til gården, som forøvrigt også var i gang med en omfattende renovering. Den lå i første række til udsigten ned mod Limfjorden. De byggede stort vinduesparti på førstesalen. Det kan jeg godt forstå.

Vi kørte en tur ud omkring Klitgårds Fiskerleje, men der er endnu ikke spor af renovering, nye kræfter eller andet, som kunne forvandle det lidt triste fiskerleje til et attraktivt sted for de, som gerne tager en halv times transport til byen. Om et øjeblik bliver stedet “opdaget” og så er det sket med billige sommerhuse langs fjorden, for dem ligger der nemlig mange af fra Restrup Enge og helt ud til Klitgårds Fiskerleje.

Herfra kørte vi til Binderup, videre til Vokslev og så var vi omtrent i Simested, som egentlig var bestemmelsesstedet i dag. Vi svingede ind på gårdspladsen, som var tom…

Ikke et øje var der. Det vil sige, der var faktisk ind til flere øjne, men ikke dem vi regnede med at finde.

Så snart vi steg ud af bilen på gårdpladsen, var vi omringet af kattemor og hendes killinger og på skrænten, lige bagved os, stod en hest og gloede undrende på os, men bortset fra dem, var der stille. Helt stille.

En tur omkring huset røbede ingenting, så vi gik en tur ud omkring haven, for man kan jo aldrig vide, men heller ikke her var der bid. Kun den mest fantastiske udsigt…

Tænk engang at have sådan en udsigt, når man sidder i haven. Det er intet mindre end fantastisk og jeg havde jo håbet, at kaffen kunne være indtaget med kig på landskabet, som er bølger og bakkedal, men sådan skulle det altså ikke være.

I stedet traskede jeg over forbi hønsene. Jeg synes de er så hyggelige og så kunne de da også lige få en hilsen i form af noget grønt, skyndsomt plukket langs hønsegården. Det var de svært tilfredse med. Jeg nøjedes med at misunde dem deres udsigt…

Altså den slags, den er simpelthen spildt på høns, som ikke fatter en bjælde mere end at hakke lidt på hinanden, men så fint bor de her høns altså og lidt godt skal der jo være til os allesammen. Dette er deres Paradis, inden de ender i Oves suppegryde.

Selvom ærgrelsen var til at mærke, var der ikke noget at gøre. Ville vi have kaffe, måtte vi køre hjem og få den, så sådan blev det. Vi fandt bilen igen og jeg fik smidt den killing ud, som så mageligt havde lagt sig til rette på førersædet. Bagefter var jeg en smule paranoid, da jeg skulle tjekke resten af køretøjet for blinde passagerer, men der var tilsyneladende kun den ene modige kat på gården.

Vi nåede lige at vinke til en af de lokale gårdejere, inden vi tog turen tilbage til Aalborg, men hvor er der dog smukt derude. Jeg bliver helt fristet af et liv på landet.