Fredagsfryd

Nogle dage har man arbejdsdage, som næsten ikke kan kaldes arbejde. Nogle dage består mere af at være til rådighed, end de består af reel tolkning. Det gør ingenting. Slet ikke når man har ondt.

I dag har været en af de dage, hvor jeg har siddet lunt og godt indendøre i eminent selskab og med en god bog indenfor rækkevidde, fordi det også er tilladt i de pauser, som opstår mellem opgaverne. Jeg læser Hanne Marie Svendsens Unn fra Stjernestene på opfordring fra hende her og jeg elsker den allerede. Jeg er 85 sider inde i bogen og kunne næsten ikke slippe den, da det var tid for at returnere hjem. Nu glæder jeg mig til weekenden, som gerne må bruges på læsning af resten.

Jeg var på landet i dag. Der er så smukt derude. Der var veksel mellem sol og tunge, tætte regnbyger, men når man sidder under tag, gør det ikke spor. I morges, da jeg ankom, så grøftekanten sådan ud…

Med sådan en udsigt, kan man ikke ønske meget mere for dagen, så at den endte med at blive en af dem, som føles lidt, som at blive ramt af en appelsin i den turban jeg ikke har, var meget mere, end jeg havde håbet.

Nu er jeg hjemme igen, efter en tur gennem noget af det smukkeste landskab, jeg kender. Marker med enten stubbe eller tunge aks har været hovedessensen af turen hjem, men der var nu også lidt drøvtyggere, at fornøjes med.

Disse her græsser ude langs Lindenborg Å, så jeg gjorde holdt lige ved siden af dem, for at snakke en smule med dem og ellers beundre udsigten, som er stor lige på den plet. Man kan se vidt omkring og bagved os ligger lange stræk af marker, hvis ejere sikkert er temmelig frustrerede over vejret i dag, som skifter så hurtigt, at man ikke engang kan nå på traktoren, før den næste byge falder.

Vi befinder os lige udenfor Komdrup, som er en lille, søvnig landsby med ganske få indbyggere. Her stammer min farfar fra. Han har vel trådt sine barnesko lige her, ved landevejen, hvor jeg parkerer. Jeg ved, at han som barn fiskede i Lindenborg Å. Måske var det lige her. Det er svært at forestille sig.

Nogle af markejerne har nået at høste. Måske ikke nået. Måske handler det mere om afgrøden, end det handler om at nå mellem bygerne. Noget kan sikkert bedre tåle end andet, men jeg har ikke forstand til at gøre mig klog på den slags. Smukt er det i hvert fald.

Jeg kørte videre, for jeg skulle ud at ramme Hadsund Landevej. I dag var der ikke tabt muldjord eller andre obskure ting på kørebanen, så jeg kunne passere Lindenborg Gods og nu jeg alligevel kørte forbi, tog jeg en smut indenom, for lige at se, om de havde fået fjernet det stillads, som har gjort godset meget lidt fotogent det sidste års tid.

Sørme om ikke de havde. Privat står der allevegne derude, men jeg mødte en af godsets ansatte, som så mig stå og glane ind ad porten. “Stik du bare lige indenfor”, sagde han, mens han fortsatte ud mod landevejen, så det gjorde jeg. Ind til voldgraven, så jeg rigtigt kunne beundre godset uden stillads.

Bagefter plukkede jeg lyserøde rølliker i grøftekanten lige indtil en byge kom forbi og gjorde mig drivvåd på et øjeblik. Så returnerede jeg til bilen og begyndte at drømme om varm kaffe. Den ventede forude, vidste jeg, så jeg fortsatte ad landevejen og drejede først fra nede ved Gunderup Kirke. Det var der fra Alexander blev bisat, så han får altid en ekstra lille tanke, når jeg passerer den, inden jeg drejer ind ad bagvejen, tværs over baglandet, gennem Oppelstrup, Nøvling og til sidst Visse, inden jeg rammer Gug.

I Oppelstrup var vi lige ved at købe gård, da vi skulle flytter herop til Nordjylland. Vi havde næsten sat underskriften på papiret, da jeg fik betænkeligheder. Jeg syntes, at 15 kilometer til sygehuset var lige rigeligt. I dag er jeg glad for, at jeg insisterede.

Bagvejen tager ikke lang tid. Der er sjældent trafik og jeg kender alle svingene, som min egen bukselomme. Gennem småbyerne blev farten sænket til ingenting, men ude på landevejen mellem dem, holdt jeg en støt fart, så efter ganske få minutter, var jeg hjemme, i tørvejr og med varm kaffe til halsen.

Nu starter weekenden – og det på bedst tænkelige måde. Familien er samlet, kaffen varm og en god bog venter lige om hjørnet. Uhm.