8

En skøn dag

Og det blev jo sommer i går. Sommer med sol og frisk blæst, men ikke mere frisk, end vi snart efter gæsternes ankomst fandt haven, hvor resten af dagen blev tilbragt.

Jeg havde savnet både voksne og børn, så det var skønt at se dem alle. Der blev hygget igennem, for det var alt for længe siden og små børn har det med at vokse med lynets hast. Der sker så meget på et øjeblik.

Hanne klipper græs

Græsset skulle klippes og det er fristende med sådan en bette traktor, så der var ingen grund til selv at kravle op på den. Der var så rigeligt med frivillige og den slags afstedkommer heldigvis masser af grin og den slags har vi så godt af, så der blev grinet igennem, da Hanne skulle tumle traktoren. Hun undgik uheld, men der gik ikke lang tid, før det trak i Preben for at overtage og heldigvis havde vi andre planer for eftermiddagen, så vi lod ham…

Preben klipper græs

Der blev sorteret tøj. Alt det børnetøj, som vi gennem årene har gemt, blev hentet ned fra loftet og sorteret. Det der skulle gemmes, blev gemt. Andet kunne Hanne bruge og resterne bliver foræret til nogle, som kan få gavn af det. Vi gider ikke gemme mere.

Der var kaffe, børneleg på plænen, tegnefilm liggende grinende nede i min seng, ektra gæster nogle timer om eftermiddagen og i det hele taget god tid.

Når der er en hel dag at tage af, er det tilladt at etablere små øer og det gjorde vi. Kvindeøen, næsten isoleret og udenfor rækkevidde, bestod af den slags snak, som mænd har så svært ved at holde ud i for store doser, men i går var tiden rigelig, så der blev tid til både personlig pleje (negle, øjenbryn og den slags sysler), snakke om kvindeting, diskussioner om kvinders manglende valg, når det kommer til krop og børn/ikke børn, venskaber, følelser, verden, børn, kærlighed, overbærenhed, elskov og alt der imellem. Ganske uudholdeligt for mændene, som i stedet fandt sig en plads i sofaen, foran tv’et og Touren med et par øl i hånden og så en masse af den slags snak, som kvinder har så svært ved at holde ud i for store doser.

Med mellemrum forlod vi øerne, for at mødes på fælles grund, men at have tiden til at være til stede i sådan nogle fællesskaber er en rigdom, som gør så godt indeni. Jeg holder meget af menneskeligt samvær, når det kan foregå, som det gjorde i går. En hel lang dag med plads til både det ene og det andet, det gjorde godt.

I dag skinner solen ikke. Det gør ingenting. Den skinner indeni.

Du vil sikkert også kunne lide