Markedspladsen

Klædehallerne på den store markedsplads i Krakow er et overvældende bekendtskab. Bygningen er det første øjet møder, når man træder ind på pladsen og den ligger, som et kæmpestort monument, alene uden forstyrrende omgivelser, fordi der er så meget luft omkring den.

 

Den er et imponerende værk fra Renæssancen og dekoreret efter alle kunstens regler, som den står og lyser hvidt mod den blå himmel. Omkring den ligger de smukkeste huse, man kan tænke sig og for enden af bygningen holder alle kuskene med deres smukke kareter. Prinsessedrømmen kan med et knips opfyldes, for selvfølgelig kører de dig hellere end gerne en tur gennem byen.

Oline nægtede at køre med skidtet, så vi var ikke ude i noget med royale fornemmelser, men brugte de flade konvolutter, når vi skulle omkring i gaderne.

Til gengæld kunne vi more os over kusken her, som havde et temperament, som endte med at slå gnister. Nogle russere kom forbi og havde travlt med at lade sig fotografere med hestene. De var temmelig højrøstede, lidt vel kommanderende og grænsen nåede han, da de pludselig insisterede på, at han skulle flytte sig en smule til venstre, så de kunne få det helt perfekte billede. Så kan det nok være, at han kunne skælde ud – på polsk, så vi forstod ikke et ord, men meningen kunne man ikke tage fejl af. Han forlod i vrede vognen, mens han råbte forbandelser efter russerne, som til gengæld råbte tilbage af ham, så det var vældig dramatisk, men endte med, at russerne fortrak. Freden var genoprettet.

Hele vejen rundt om Klædehallerne, ligger de smukkeste huse og byder sig til. Langs husene er der caféer, som tilbyder dejlig kaffe og tid til at nyde alle de mennesker, som hver dag færdes på pladsen. Vi havde stor fornøjelse af at sidde og betragte livet på en af dem.

Ulejligede man sig med at kigge opad, blev man ikke skuffet. Husene var smukke fra top til tå, så der var så rigeligt at beundre.

Midt på pladsen var etableret et duerefugium. Mad var der konstant i duehuset og en indhegning sørgede for, at duerne kunne være i fred, hvis de havde brug for det. Oftest var de nu at finde flyvende omkring på pladsen i jagt efter mad, som var bedre end den servering de blev budt indenfor.

Klædehallerne var en imponerende bygning. Indenfor viste det sig, at utallige boder falbød ting, som kunne interessere turister som os. Man kunne købe rav, porcelæn, folkloristisk håndarbejde og alt derimellem, men de smarte ventede med den slags indkøb, til de kom ned i en af sidegaderne, hvor det hele kostede det halve.

Bygningen var meget smuk. Ikke kun udvendigt, men bestemt også indvendigt. Med solen strømmende ind for enderne af bygningen, blev oplevelsen helt speciel, fordi der ikke var lys andre steder end ved de små boder.

Vi var igennem bygningen et par gange, men købte ingenting derinde. Vi syntes bare den var smuk og så gav den mulighed for at komme fra den ene ende af pladsen til den anden på en nem og bekvem måde i læ for solen.

I den ene ende stod resterne af det gamle rådhus, nemlig rådhustårnet, som nu huser en udstilling om Krakow og en mulighed for at se byen lidt fra oven. Vi nåede aldrig op i tårnet. Vi nåede så meget andet. Vi nåede at se pladsen i al slags lys og om aftenen var den ikke mindre smuk end om dagen.

Det er ikke sidste gang i mit liv, at jeg har været i Krakow. Jeg må ned og opleve byen igen. 800.000 indbyggere er der, men aldrig har jeg været i en by, som var så stille og med så lidt trafik. Aldrig nogensinde fik man fornemmelsen af, at man var i noget, som er tæt på at kunne kaldes en millionby.

Stilhed, god tid og plads er indtrykket jeg tager med hjem dernede fra. Kun her på pladsen kunne man fornemme, at det er en by, som modtager en del turister hvert år og på trods af de mange mennesker, var der aldrig et tidspunkt, hvor jeg fik fornemmelsen af mange mennesker. Overalt var der lys, luft og plads. Det var meget, meget underligt, men utrolig rart.

Måske et gensyn næste år…