Turen til Krakow

Turen til Krakow blev spontant henlagt til bedstemorbilen, for det viste sig, at mor ikke havde det mindste mod at tumle bussen, så hvorfor bruge fire gange så meget brændstof på en tur til Krakow, når andet var muligt. Bilen blev pakket efter alle kunstens regler, for der skulle være optimal plads og det lykkedes os, at få skabt fin plads til alle.

Vi kørte hjemmefra ved ni-tiden og den første del af turen var en anelse uinteressant, for vi har efterhånden set de danske motorvejsstrækninger så mange gange, at de ikke længere kan løfte mange øjenbryn. Vi glædede os til at nå Hamborg, for her fra skulle vi ind i ukendt land. Vi skulle køre tværs gennem det tidligere østtyskland og det glædede vi os til, for det ville være nyt og derfor spændende.

Gråvejret fulgte os trofast hele vejen ned til Hamborg, men her fra gik det østover ind gennem delstaten Mecklenburg-Vorpommern. Den skulle vise sig at være meget smuk, frodig, grøn og så for øvrigt fuld af sommer, for solen brød frem, som vi startede turen mod øst. Så langt som øjet rakte, var der grønne engdrag, frodig skov, gule marker og indbydende grøftekanter fyldt med sommerblomster.

Den første del af turen foregik ad landevej, så der var rigelig tid til at nyde det hele, inden vi igen ramte motorvejen, hvor der for øvrigt ikke var meget trafik. De tyske motorveje har forandret sig de senere år. Der er færre biler på vejen og de er knapt så prangende, som de var engang. Dette blev endnu tydeligere jo længere vi bevægede os mod øst.

Vi kørte fra Mecklenburg-Vorpommern ind i Brandenburg, en delstat, som tilsyneladende er meget glad for vindkraft, for der var strækninger langs vejene, hvor der var opstillet vindmøller, så langt øjet rakte.

Trafikken var til gengæld sparsom og ikke engang da vi nåede Berlin, var der mange biler på vejene. Faktisk gik turen hele vejen gennem Tyskland smertefrit og sidst på eftermiddagen nærmede vi os den polske grænse.

Vi kørte ind i Polen fra Cottbus. Grænsevagter med pistoler stod klar til at kontrollere pas og ikke ét smil kunne vi vride af dem, da vi skulle passere kontrollen. Til gengæld kunne vi undre os over, at de fandt det nødvendigt at stå fem mand på række, for at kontrollere hver enkelt bil, men sådan bliver der jo lidt at lave til alle.

Da vi slap gennem nåleøjet og endelig kunne sige, at vi nu havde entret Polen, var det tvingende nødvendigt, at få vekslet til lidt zloty, men den slags er heller ikke noget problem, for grænseovergangen er plastret til med vekselforretninger, så det var bare at fatte pengene og ellers komme af sted. Det sidste overlod vi til Kenneth, mens vi strakte ben i vejkanten. Han kom tilfreds tilbage og erklærede, at vi nu var klar til at indtage landet med rigelige finansielle midler og den slags passer jo Oline og jeg vældig godt.

Der var stadig næsten 500 kilometer at tilbagelægge, så alle fik sig placeret i bilen igen, inden vi endelig kunne tage de polske veje i nærmere øjesyn. Jeg skal love for, at vi fik vores sag for…

Sjældent har jeg været ude for noget lignende, for det skulle vise sig, at vejen fra Cottbus og ind i Polen i kvalitet var at sammenligne med nogle af de skov- og landeveje, vi kører rundt i ude i Gug bagland. Altså de af dem, som er allerværst.

Nyrebælter havde været en vældig god ting og med en tophastighed på 60 km/timen var vi efter de første 50 kilometer ved at være temmelig lange i ansigterne, for der var jo stadig mange, lange kilometer at æde… men så skulle det vise sig, at der heldigvis ikke var mange kilometer igen, før vi blev reddet på målstregen med en belægning, som med lidt god vilje, kan sammenlignes med vores landevejes. Straks bredte smilene sig. Sikke en befrielse, for det havde været at sammenligne med japansk vandtortur, at køre til Krakow på den måde.

Herfra gik det slag i slag og efter vi havde genvundet evnen til at sanse, opdagede vi, at vores første indtryk af polen kunne forenkles temmelig kraftigt til lugten af lort og endeløse strækninger med fyrreskov, for sådan var det. Enten var der lange stræk med en ensidig udsigt til træstammer eller også kom vi ud i fri luft, hvor der til gengæld var betagende smukt med marker så langt øjet rakte. Lugten af lort stammede fra deres trang til gylle. Vi må være ankommet på den nationale gyllespredningsdag, for siden lugtede det aldrig halvt så slemt.

Om turen ned til Krakow er der ikke meget at fortælle, for den var stort set begivenhedsløs og lige ud hele vejen, men så nærmede vi os endelig byen og takkede stille for vores elskede Åse, som allerede ved indgangen til byen begyndte at forberede os på første sving. Det klarede vi så ikke…

Det var en rundkørsel, der var mørkt, den var enorm og så skete det, som ikke skulle ske. Vi kom ud af rundkørslen en postgang for tidligt og her fra gik det ned ad bakke, bogstaveligt talt, mens Åse desperat beregnede en ny rute, som skulle vise sig at blive til mere end én.

Det tog os latterligt lang tid at finde Piano Guesthouse og vi har siden grinet temmelig meget af, at vi hele to gange passerede den lille stikvej, som også ganske umotiveret befandt sig midt på en afkørsel fra ringvejen, men til sidst lykkedes det. Altså ifølge Åse, for vi var ikke ubetinget enige, da vi så lokaliteten. En trist udseende gade, dårligt oplyst og med huse, som alle så forladte ud, skulle angiveligt være vores logi de næste dage og heldigvis havde hun da ret, vores flinke Åse.

Der var ikke meget, som røbede, at det var den korrekte adresse og mørkt var der, men efter at have lokaliseret huset, blev vi budt hjerteligt velkommen af den ældste søn, som instruerede os i at parkere bilen – op på fortovet med den og så resten i håret. Vi låste, selvom han ikke mente der ville ske det mindste med den, men altså…

Værelset var grønt. Ikke bare grønt, men syregrønt. Stort, lyst, luftigt og helt nyt.

Vi var de første gæster i det og det var dejligt køligt med et fint badeværelse og tre gode senge.

Det sidste var det vigtigste, for der gik ikke mange minutter, før vi segnede om på dem og sov sødt til næste morgen, men først var der en rundvisning i huset.

Der var køkkenet, som var til fri afbenyttelse, hvis man i løbet af dagen skulle blive kaffetørstig. Der var gårdhaven, som var mørk denne aften, men skulle vise sig at være en skøn lille plet, som tilmed kunne tilbyde morgenmad, hvis man da ikke ville sidde indenfor i spisestuen med 3½ meter til loftet.

Her serveredes som sagt morgenmaden, som skulle vise sig at være aldeles rigelig. Kaffen var espresso og jeg har set temmelig sjov ud i ansigtet, da Madame skænkede den sorte drik, for den var så tyk, så den havde svært ved at slippe kanden, men den smagte skønt, da den først var blevet gjort venlig med mælk og sukker.

Fotos taget i Piano Guesthouse

Bagefter var det tid til en cigaret ude i gårdhaven, som jo også var til fri afbenyttelse og for øvrigt var et skønt sted, som de næste dage skulle blive mit morgenrefugium, hvor jeg læste, mens jeg ventede på resten af familiens genopstandelse og ind imellem havde fornøjelsen af at hilse på den ældre mand i nabohuset, som tilsyneladende fandt fornøjelse i at indtage altanen i slatne underbukser hver eneste morgen.

Vi blev usædvanlig godt modtaget og boede fortrinligt for kun 1900 danske kroner. Fire overnatninger med et rigeligt morgenbord. Det kan vist ikke gøres billigere (det var for os alle tre) og så skulle det for øvrigt vise sig, at vi boede i gåafstand til alting, men jeg kan anbefale, at man ønsker et værelse til gårdsiden, hvis man skulle forsøge sig engang, for ringvejen løber som sagt lige udenfor huset.

Efter den første morgenmad ventede Krakow. Byen skulle udforskes. Vi var klar.