7

Jeg tager tid…

Jeg burde være i gang med at lave ribsgelé. Jeg skulle egentlig have al kogegrejet fremme nu. Glassene med patentlåg, sukkeret, tålmodigheden og så ellers forråd til vinteren, men jeg gider ikke…

Ribsene

Ind imellem bliver der plukket en smule ribs, som løsfryses. Senere kan de forvandles til gelé, men jeg ved jo godt, at det ikke bliver lige så godt, som det der laves på friske bær. Jeg er ligeglad denne sommer.

Solbærrene mæsker fuglene sig i til stor fornøjelse for dem alle. De sværmer om buskene og der er nok at tage af, men jeg er ligeglad. De må gerne, for jeg gider ikke.

Marie i bærrene

Denne sommer er så anderledes end nogle af mine andre voksne somre. Underligt tom og leddeløs, som en bamse, der er slidt til ukendelighed. Noget mangler. Alexander mangler. Det gør livet helt anderledes og dette er min første sommer efter hans død. Jeg kan mærke det. Rutinerne lægges om.

Det er ikke kun skidt. Det har givet stor personlig frihed. Der er mange øjeblikke, som kan nydes på en helt anden måde, end jeg tidligere har været vant til. Der er mange ting, som nu er mulige, men der er mindst lige så meget, som mangler og jeg savner frygteligt.

Jeg skal finde mig selv. Jeg skal finde ud af at være en ny Liselotte. En, som ikke er afhængig af øjeblikkets status og bacillers tilstedeværelse. En, som kan gøre næsten, som hun vil. Det er meget sværere end jeg troede. Jeg er ikke god til det endnu, men jeg har besluttet, at jeg er ligeglad med bærrene. I stedet for læser jeg bøger og sidder og stirrer ud i luften og laver ingenting. Det sidste er det sværeste, men også det sundeste jeg længe har gjort for mig selv.

En skønne dag vender verden rigtigt igen. Indtil da, tager jeg en dag ad gangen og øver mig i at være overbærende overfor mig. Jeg øver mig i, at give mig selv lov. Jeg ender måske med at blive god til det, men det tager tid, kan jeg mærke.

Du vil sikkert også kunne lide