Jeg burde være i gang med at lave ribsgelé. Jeg skulle egentlig have al kogegrejet fremme nu. Glassene med patentlåg, sukkeret, tålmodigheden og så ellers forråd til vinteren, men jeg gider ikke…
Ind imellem bliver der plukket en smule ribs, som løsfryses. Senere kan de forvandles til gelé, men jeg ved jo godt, at det ikke bliver lige så godt, som det der laves på friske bær. Jeg er ligeglad denne sommer.
Solbærrene mæsker fuglene sig i til stor fornøjelse for dem alle. De sværmer om buskene og der er nok at tage af, men jeg er ligeglad. De må gerne, for jeg gider ikke.
Denne sommer er så anderledes end nogle af mine andre voksne somre. Underligt tom og leddeløs, som en bamse, der er slidt til ukendelighed. Noget mangler. Alexander mangler. Det gør livet helt anderledes og dette er min første sommer efter hans død. Jeg kan mærke det. Rutinerne lægges om.
Det er ikke kun skidt. Det har givet stor personlig frihed. Der er mange øjeblikke, som kan nydes på en helt anden måde, end jeg tidligere har været vant til. Der er mange ting, som nu er mulige, men der er mindst lige så meget, som mangler og jeg savner frygteligt.
Jeg skal finde mig selv. Jeg skal finde ud af at være en ny Liselotte. En, som ikke er afhængig af øjeblikkets status og bacillers tilstedeværelse. En, som kan gøre næsten, som hun vil. Det er meget sværere end jeg troede. Jeg er ikke god til det endnu, men jeg har besluttet, at jeg er ligeglad med bærrene. I stedet for læser jeg bøger og sidder og stirrer ud i luften og laver ingenting. Det sidste er det sværeste, men også det sundeste jeg længe har gjort for mig selv.
En skønne dag vender verden rigtigt igen. Indtil da, tager jeg en dag ad gangen og øver mig i at være overbærende overfor mig. Jeg øver mig i, at give mig selv lov. Jeg ender måske med at blive god til det, men det tager tid, kan jeg mærke.
7 kommentarer
Fr. Møller
14. juli 2007 at 14:22Liselotte – det er sgu også meget vigtigere – og uendelig meget sværere – end at lave nok så mange glas gelé… Men det ville faktisk være let at bruge geleen som overspringshandling for ikke at konfrontere smerten.
Jeg synes, du gør det rigtig godt.
Liselotte
14. juli 2007 at 13:46Nej, det er sikkert ikke uden grund. Alle årstider, rutiner og hverdage skal gennemleves, som for første gang, efter man mister. Der skal findes nyt fodfæste og det tager tid.
Jeg øver mig på bare at være til stede.
Fr. Møller
14. juli 2007 at 13:40Det er ikke uden grund, man i gamle dage talte om “et sørgeår”. Der er så mange faser, der skal gennemleves uden den, man mistede.
Jeg kender glæden ved det hjemmesyltede. Jeg har også sommetider ladet bærrene sidde. Det rummer på en måde sin egen rigdom…
Liselotte
14. juli 2007 at 11:59Ella og Anita, jeg øver mig på daglig basis og en skønne dag, bliver jeg rigtigt god til det. Det er svært, for der har været et dagligt tidspres, som har gjort mig meget effektiv. Det behøves ikke længere, men det er da vist godt… sådan set i det store perspektiv :-)
Anita
14. juli 2007 at 11:54rettelse – det er sjældent, jeg har set en SÅ stærk familie…
Anita
14. juli 2007 at 11:53Jeg tænkte lidt på det igår, da vi sludrede lidt hygsomt og fik vendt Jeres spontane Krakow-tur.
Jeg tænkte sådan på, at det må være en ambivalent følelse at stå med; at det nu pludselig er muligt at være så dejlig spontan – kontra det faktum, at der alligevel også mangler én i Jeres nærvær. En ganske bestemt og speciel person.
Tænkte på, at der vil komme mange første-gangs oplevelser hen ad vejen, men også, som Ella siger, at det tager tid altsammen.
Jeg ved at du/I har den og ellers tager Jer den og jeg ved, at I er stærke sammen. Det er ,jeg har set en SÅ stærk og god familie, som Jer! Livet har ikke altid været go’ ved Jer, men I har altid været heldige med hinanden. Altid :o)
…
Det kan også være svært at lære at sidde stille. Jeg har ikke helt lært det endnu, men jeg øver mig. Jeg har nemlig også tid til det – lidt endnu ;o)
Ella
14. juli 2007 at 11:34Tid må der til og det har du heldigvis, Liselotte. Og du bliver god til at sidde lige så stille og glo ….