Et af mine første minder fra en, for mig, meget eksotisk sommerferie var min mor, som hver aften sagde:
– Husk nu, ikke drikke vandet!
På kanten af håndvasken, ude på toilettet, stod en flaske danskvand, som skulle bruges til tandbørstningen. Om der var grund til at være så forsigtig dengang, ved jeg ikke, men hun var det. Ikke af praktiske grunde, men af omsorg for os. Sådan én var vi nemlig indhyllet i dengang. Moderlig omsorg.
Jeg prøver at gøre det samme. Signalere, at jeg er her og passer på. Sådan har det været hele mit liv som mor og sådan fortsætter det.
Når mine børn har været på vej til sygdom, har jeg vidst det inden de selv gjorde. Når de var kede af det, vidste jeg det, uden det blev sagt.
Så sang jeg. I mine ubehjælpsomme sange lå en mors kærlighed, omsorg og tryghed. Inde bag de ind imellem ikke særligt melodiøse frembringelser lå min dybe, vedholdende kærlighed til mit afkom og det virkede. Som ved magi faldt de små til ro. Måske deres ører ikke hørte kærligheden, men deres hjerter gjorde. Måske skal ørerne først blive voksne, før de rigtig forstår at lytte.
Sådan har det været med mig. Der er så mange små ting og store ofre, som min mor gjorde og gav, som pludselig bliver signifikante og fortjener oversættelse til ubetinget kærlighed. Jeg har været heldig med hende.
En skønne dag håber jeg, at Oline siger det samme om sin.
12 kommentarer
Liselotte
16. juli 2007 at 11:28:-)
flinkonella
16. juli 2007 at 10:56Så ……….mere skulle der ikke til, nu hyler jeg igen!!!! utrolig smukt og rammende skrevet!
Liselotte
15. juli 2007 at 18:56Heldigvis ikke, Irene :-)
Irene
15. juli 2007 at 11:06Forsinket, men aldrig for sent!
Liselotte
15. juli 2007 at 07:22Madame, som du skriver, er jeg overbevist om, at det er urinstinkter vi har. Beskyttelse af afkommet sker ind imellem uden særlig evne til at skelne mellem rimeligt eller ikke rimeligt, men jeg er en af dem som prøver, at være forholdsvis klarsynet, når det kommer der til, for sagen er jo, at Oline sjældent er helt uskyldig ;-)
Det sværeste er, når de er kede af det eller på anden måde ikke har det godt. Det gør ondt i en mors hjerte. Enhver mors hjerte.
Karen Marie
14. juli 2007 at 23:25Hejsa
Som du, har jeg også en fantastisk mor, som jeg ser op til og som har ofret meget for mig og min bror.
Set fra børnehøjde kan jeg huske, at da jeg var barn var vi i biografen og jeg delte bolcher ud – desværre var der ikke nok, så jeg kunne få…. min mor tog sit ud af munden og gav mig det…. så lille en ting for hende, men jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var stort – at hun sagde nej til slik for mig.. og om man var nødt til det, når man blev voksen….
Nu forstår jeg – som voksen og som mor, at man gør det hellere end gerne. man beskytter og ofrer ALT, hvis det der det der skal til.
Jeg har læst meget i din blog i dag – er rimelig ny i blogland. Det er en fantastisk side og jeg blev meget inspireret af dine 100 om din mor samt dit tidsperspektiv – jeg græd da jeg læste om din søn – og har gemt lidt til en anden dag.
Tak for en fantastisk og velskrevet blog.
Ella
14. juli 2007 at 18:17Det gør hun, Liselotte – og hun bliver også en dejlig mor for sine tre børn. Hun har set, hvordan man giver omsorg og kæmper for sine kyllinger :-)
HenrietteB
14. juli 2007 at 18:14Det vil jeg næsten æde min gamle hat på, at hun gør, Liselotte!
:-)
Madame
14. juli 2007 at 17:57Jeg genkender det, du fortæller om din mor fra min egen mor, og fra den tid jeg selv havde hjemmeboende barn! Man bliver som en løvinde. Jeg oplevede det også med min hunkat, da hun fik killinger. Er det ikke et urinstikt, vi har, tror du?
Utroligt smukt fortalt, Liselotte!
Liselotte
14. juli 2007 at 17:37Tja… ét er sikkert, jeg gør det, så godt jeg formår :-)
Butterfly
14. juli 2007 at 17:24Det er jo når en først er voksen og selv har barn, man forstår sine foreldre….
Madame
14. juli 2007 at 17:07Hun skulle da være et skarn, hvis ikke … ;-)