Pludselig sommer

Og hjertet frydes, for pludselig kom sommeren til Tjørnevang. Solen skinner gennem bladhang her og der og varmen er til at mærke, når man finder derud. Det er skønt og jeg kan mærke, at krop og sind trænger. Godt jeg ikke bor et sted uden.

I krydderurtebedet er den beskedne urt med duft af karry så fremtrædende, at den overdøver selv de smukke lavendler, når man sidder tæt. Blomsterne er endnu ikke sprunget ud på den, men det varer ikke mange dage.

I solskin kan jeg sidde stille på havegangen og iagttage, sanse og lade duftene indfinde sig. De er svære at skelne, fordi urter har det med at prøve at overdøve hinanden. Det er som at befinde sig i et parfumeri, men solskin dufter det hele af og jeg holder af. Sådan skal det være.

Jeg kravler rundt mellem alt det tingeltangel, som synes så uundværligt på terrassen, for jeg skal vande de planter, som ikke har fået regn de sidste mange uger. Solen varmer helt inde under taget. Der er lunt og godt, når vinden holder pause.

På græsset render skygger af træer, men det er ikke mange vi har. Ikke på selve grunden. Langs kanterne står de. Til gengæld er de store. Høje, gamle træer, som indbyder til skyggeliv, men det er endnu ikke varmt nok til at det behov har meldt sig. Det kommer vel…

Ellas Georgine er begyndt at kvittere med de smukkeste, hvide blomster. Det er bare at klippe. Jo flere der kommer indenfor, jo flere kommer udenfor. Logik for perlehøns og de, som ved noget om Georginen. Man skal være brutal. Det betaler sig i den sidste ende.

Jeg klipper…