Sagde du vand?

Allerførst var der så det røde trafiklys, som tilsyneladende ikke har den mindste effekt på den bæbrune og dens fører. De har vel en pagt med en eller anden om særregler…

Bagefter var der Løkken med en strid vestenvind. Ikke at den havde meget appeal for de unge mennesker. Der blæste jo…

Vi var oppe på kanonen, nede igen, henne om hjørnet og så var der lige Bocheriet, som kunne gå an, men først efter forsyninger af Kongens Mønt…

Og så begyndte det at gå galt. Allerede på vej ud af byen indtraf den første traumatiske begivenhed. Ned ad hovedgaden slingrede en pink kaftan svøbt om en kvindekrop, som vist allerede havde indtaget dagens kvantum, for det gik langsomt og i en gangart, som var enhver sømand værdig, men til gengæld sad hvidvinflasken som klistret til højre hånd. Pludselig syntes ældsteøglen, at han ville dele med os andre, så…

Hold da op… HUN ER JO NØGEN INDENUNDER!

Det var ikke noget vi havde lyst til at høre om, men sådan var det og det var sandheden. Herfra gik det kun ned ad bakke. Altså lige indtil det ikke gjorde længere. Så gik det faktisk slet ikke, for at sige det som det er…

Vi skulle jo absolut omkring engdragene, som har dannet baggrund for /manys tidligste barndomserindringer og fred være med det, men så…

Vi valgte at stoppe. Og tænke lidt. Bare lidt. Overveje en smule…

Så enedes vi om, at der er en grund til, at vi får børn. De skal bruges. Specielt når det hele ser lidt fugtigt ud og hvor får man bedre vandstandsmåler end en unge, som stiger ud af bilen og traver afsted ud over prærien. Sådan en havde vi med…

Han var mere end frisk og jeg var dybest set temmelig imponeret, for der er vel både igler og skidt i den slags, men det lod ikke til at skræmme den unge mand. Han gik frisk til den efter at have smidt sandalen.

Da vi endelig tog chancen og strøg langsomt igennem gik det rimeligt og vi troede, vi havde vores på det tørre, men så let er livet sjældent. Vi kørte ikke meget mere end et par hundrede meter, før vi igen holdt foran det, der engang havde været vejen tværs gennem engdraget.

Denne gang skulle det vise sig, at vi var en smule for kæphøje og det var ikke mange sekunder fra, at vi var endt med vand til op forbi dørene, men det gik. Den bæ-brune både røg, dampede og protesterede, da vi nåede den anden side, men sådan skal der lidt spænding til og vi kan nu konstatere, at den bil næsten kan kalde sig et amfibie. Imponerende. At ungerne så væltede ud af bilen i angst for eksplosioner og den slags, havde vi kun hånlatter til overs for. Man er vel gjort af sejt stof. Eller noget… *hooost*

Vi er nået hjem. I får ikke mig til at indrømme, at vi nogensinde var i tvivl.