8

Timiansirup

I krydderurtebedet er der små, langhårede og blomstrende tæpper af fuchsiafarvede blomster. Timianen blomstrer villigt år efter år. Den breder sig lige så villigt, som den blomstrer, også selvom jeg skamklippede den dette forår.

Mit held er det, for Kenneth lignede en tordensky, da han så hvor flittig jeg havde været.

Travle bier

Nok bruger vi timian, men vi kommer aldrig i nærheden af at kunne anvende alt det, som vokser og breder sig med lynets hast derude. Det gør ingenting. Vi tørrer det. Til vinter gør det stor gavn og giver smag til noget af den solide kost, som er vinterens foretrukne.

Et år lavede jeg timiansirup og det smagte faktisk overraskende dejligt. Kombinationen af det søde og den krydrede og aromatiske timian var helt forrygende og da jeg hældte det over en vintersalat gav det den fineste oplevelse af sol og sommer.

Kryddersirup er akkurat lige så eksotisk, som kryddereddike eller for den sags skyld krydderolie. Det kan anvendes på utroligt mange måder. Jeg rører det gerne med en smule af en god eddike, når det skal hældes over en salat, men ellers er det også dejligt på en tyk morgenmadspandekage, en god vanilleis eller frisk frugt og yogurt.

Travle bier

Sirup kan man smagsgive, som det passer sig for temperament eller lyst. Der er ikke grænser for opfindsomheden herhjemme, for jeg elsker at eksperimentere med tingene.

En af de mest vellykkede var min lavendelsirup, som hurtigt fik ben at gå på. Om et øjeblik skal der laves nye forsyninger, for nu blomstrer lavendlen for alvor og allersmukkest er flaskerne, når de kan suppleres med hele blomster fra urterne.

Sirup er nemt at lave. En deciliter vand til 100 gram sukker. Smid smagsgivere i, som det passer dig og lad det koge ind til det tykner. Når det er klart og tykt, kan du evt. si det fri for de kogte krydderurter og i stedet supplere siruppen med friske blomster og blade. Det er ikke spor nødvendigt, men det er kønt og sådan er der jo så meget staffage her i verden.

Du vil sikkert også kunne lide