Jeg havde engang en kæreste, som ikke var Kenneth. Jeg ved det overrasker, men virkeligheden er jo, at han er den eneste ene, men der skulle ledes lidt, inden jeg fandt ham.
Når det gik vildt for sig, var der byture torsdag, fredag og lørdag. Først ned på Rio Grande i Vejgård og når tiden var til det, fortsatte festen inde i Jomfru Ane gade, hvor Gaslights og ind imellem Tordenskjolds gulve er danset lakløse. Ofte var det med Helle, bedsteveninden, for kæresten, som ikke var Kenneth, var mere til at stå lænet nonchalant op ad diskotekets velourklædte vægge iført en Tuborg, end han var til at svinge mig i en rask Travolta.
I de år var der mange hits. Rigtigt mange. Hvem husker ikke Patrick Hernandez med Born to be alive, The Buggles med Video Killed The Radiostar, ELO med Don’t bring me down og hvor skal det her ikke ende…
Jeg kunne blive ved, men én af dem, som kunne jumpstarte mig var /M med Popmuzic. Når de første toner lød, kunne man være helt sikker på, at jeg stod på dansegulvet og jeg ville næsten give min højre arm, for at få DJ’en til at spille den så ofte som overhovedet muligt.
Når tonerne lød, var jeg klar og der blev danset så sveden sprang. Jeg kunne ikke få nok, forstå det, hvem der kan…
Kæresten, som ikke var Kenneth, havde erhvervet singlen. Den var i pladesamlingen hjemme i lejligheden og efter endt bytur endte vi som regel med at forlænge festen i et krampagtigt og desperat greb af kunstigt åndedræt og billig vin. Festen kunne fortsætte til langt ud på morgenen, men som sagt var jeg jo en smule forelsket i denne her sang(er) og derfor helt ustyrlig i min trang til at lytte til den. Om og om igen. Mange gange. Sløjfer bandt jeg på skidtet. Repeat var ikke for meget.
En morgen blev det for meget for kæresten, som ikke var Kenneth, og han vred singlen af pladespilleren, smed den hårdt i gulvet og begyndte så, i barnlig trods, at trampe på den indtil den splintrede og lå der, sørgeligt fortabt, på et luvslidt og trist gulvtæppe på Hadsundvej. Det blev skæbnesvangert og enden på det kæresteforhold. Det sluttede (næsten, for tiltrækningens veje er uransalige) lige der. Det var grænsen. Tænk at smadre Popmuzic!
Jeg gik. Hjem gennem morgenstille gader travede jeg, for aldrig havde jeg været med til noget lignende og så kunne det også bare være ligemeget…
Man havde så rigeligt råd til at være tøsefornærmet dengang.
Jeg møder stadig pladeknuseren. Jeg holder frygteligt meget af ham og han er tilgivet, men godt han smadrede skidtet, for ellers havde jeg aldrig mødt Kenneth senere den sommer.
PS – jeg får stadig lyst til at danse, når jeg hører den.
Åh ja… og så var der…
Meat Loaf med Bat Out Of Hell og…
Donna Summer med On The Radio og…
Status Quo med Whatever you want og…
Boomtown Rats med I don’t like mondays.
66 kommentarer
Deborah’s » Blog-arkiv » De snakker om
1. juli 2007 at 08:09[…] Uha, hvor kan jeg også huske nogen numre da. Selvfølgelig alle dem, der bliver nævnt på danse- og partyglade blogge. De vil have en fest – jamen jeg vil gerne med, og ovenikøbet, har jeg fundet […]
Hit med 80erne « The Pollyanna Principle
30. juni 2007 at 11:35[…] anden dag blev jeg mindet om 80erne her, i aften kan jeg genopleve meget af musikken på DR2, som har temalørdag om 80er pop. Politisk var […]
Liselotte
29. juni 2007 at 12:47Ha ha ha ha… nej, men det er ham, som er direkte årsag til, at ham med buffeten overhovedet var inde i billedet (omend kun for en stille, søndag eftermiddag med forældrene siddende inde i stuen), så de to hænger uløseligt sammen. En god historie, som plejer at få folk til enten at spærre øjnene op i vantro eller grine højt og længe ;-)
Irene
29. juni 2007 at 12:44Liselotte forresten, ham med pladen, er det ham der du ved nok, som Kenneth udpegede over buffetten?
Liselotte
29. juni 2007 at 12:07Jeg er enig, Ella :-)
Ella
29. juni 2007 at 12:01Jeg er meget taknemmelig over, at han smadrede pladen – konsekvenserne havde være ubærlige ;-)
Yrsa
29. juni 2007 at 11:44HEY ! hvor fedt med en tur “down memory lane”.
Jeg har også altid elsket Popmuzic
Marianne – du var lige inde over U2 og the Cure – sjovt dem har jeg også et forhold til, selvom jeg nok mest var til disco og pop.
Men var nu også med på Slade, Sweet og Suzy Q.
Og ikke at forglemme GASOLIN – har dog aldrig været til koncert med dem da mine forældre mere var til Gustav Winkler og James Last Party musik og jeg VAR for ung til at gå selv….. :-)
Liselotte
29. juni 2007 at 11:13Irene, Waldes Disco lyder vildt eksotisk, men jeg er bange for, at det ikke var det ;-)
et cetera, sådan var det jo :-)
et cetera
29. juni 2007 at 11:09Nå ja – jeg kan egentlig godt huske det – identiteten skulle findes – og det samme skulle de lækre fyre – altså indtil “den eneste ene” heldigvis dukkede op ;-)
Irene
29. juni 2007 at 11:09Mit sande lydbaggrundsbillede er nu Pink Floyd og dem, men det var ikke særlig dansabelt, så Waldes Disco it was, når der skulle danses og det skulle der jo, man skulle jo have sig gjort til overfor de drenge på een eller anden måde, gerne lidt lækkert …
Liselotte
29. juni 2007 at 11:00et cetera, jeg var totalt disko og samtidig alt muligt andet. Det skiftede, som vinden blæste. Der skulle jo eksperimenteres, så jeg havde ind til flere identiteter at skifte mellem. Det var uhyre praktisk ;-)
et cetera
29. juni 2007 at 10:56Har du åbnet et chatroom, Liselotte – for så vil jeg da også være med =0)
Jeg havde nu ikke troet, at du var en “disko-tøs” i dine unge – undskyld – YNGRE dage. På den anden side – hvis man er vild med at danse, var der ikke meget gang i den på “Pusteren” eller “Victoria” …
Madame
29. juni 2007 at 10:31Ja, det tror jeg, det er!
Liselotte
29. juni 2007 at 10:27Måske er det universelt, Madame :-)
Madame
29. juni 2007 at 10:25Ajh hvor jeg genkender det, du lige skriver herover…
Liselotte
29. juni 2007 at 10:20Hvor har jeg grinet denne morgen, da jeg gennemlæste kommentarerne igen. Det handler om minder. De sjove af dem. Dem fra ungdommen, hvor jeg var fjollet, forelsket og frygtelig femme fatale… syntes jeg da selv ;-)
Jeg dansede, festede, tudede over kærester, forelskede mig om og om igen, var usikker og så sikker, brugte timer på at se ud, spiste ingenting, for om lidt var det sommer og imens alt dette skete, gled lydtæppet umærkeligt forbi og satte spor indeni, som frigør alle disse minder, når musikken genhøres. Hvor er det dog herligt :-)
HEY HOOOORSENS | qvinde
29. juni 2007 at 09:56[…] jeg sidder og læser med her og her og lader musiknumrene rulle ud af min lille bærbare, så får jeg en frygtelig trang til at […]
Pia
29. juni 2007 at 09:44FOOOOOR satan hvor var det tider, det der musik er som trukket ud af min ungdoms tid, det sparkede simpelthen en hvis del ud af satinbanditterne, wauv, jeg blir ALDRIG træt af at høre det musik. Det sjove er at jeg oplever de unge, og ellers MEGET moderne, ryger med på både sang og dans når søsteren og jeg her smadrer dansegulvet- OG højtalerne, når vinylen trækkes frem af gemmerne:)
Kunne de der Horsens ikke lige arrangerer en landsdækkende fest for de unge fra tiden der var? Jeg ville uden tvivl i sindet kaste mig ind i Volvoen og trille derudaf, og først vende snuden hjem når den sidste strofe er rullede ud af “båndspilleren”:)
Madame
29. juni 2007 at 09:44Hvor er det sjovt, at vi husker via musikken (og dufte, tror jeg) – vi kan vist alle sammen klart huske, hvad der blev spillet, da vi var nyforelskede.
digtafon
29. juni 2007 at 07:44Årh ja, jeg husker de sange. Jeg gik også bananas over Pop Muzik.
Du har den sikkert i forvejen, men her kommer lige teksten (ok, den var nok ikke så intellektuel ;)
Pop Muzik by M:
Radio , video, boogie with a suitcase.
Go live in a disco, forget about the rat race.
Lets do the Milkshake, it’s sounding like a hotcake.
Try some buy some fe fi fo fum
Talk about pop muzik talk about pop muzik.
I want to dedicate it
Everybody made it
Infiltrate it
Activate it
New York, London, Paris, Munich
Everybody talk about pop muzik
Singing in the Subway, shuffle with a shoeshine.
Mix me a Molotov I’m on the headlines
Wanna be a gun slinger, don’t be a rock singer
Eenie meenie miney mo puts you where you wanna go
Right in between it, eenie meenie
Right in between it.
You know what I mean.
Hit it
Now you know what I say.
All around the world wherever you are
Dance to the street anything you like
Do it in your car in the middle of the night
Down to the supermart, dig it in the fastlane
Listen to the countdown, they’re playing our song again.
I can’t get jumping jack, I want a whole get back
Moonlight, muzak
Knick knack paddy wack
Hits all around you, the water surrounds you
Hits all around you hit it
Now listen, talk about the fever
Do you read me?
Loud and clear
Nadia
29. juni 2007 at 06:46Så sidder jeg her, og wonder om, Elvis ikke var på noderne inden han døde der i slut 70’erne? eller?
Marianne/Amager
29. juni 2007 at 06:21Det samme her. Jeg er jo rigtig amager-pige. Pædagogerne i min klub var de første slumstormer (Christiania). Jeg var 6 år gammel da jeg var til min første gas-koncert (Gasolin).
Jeg har altid og er det stadigvæk den største Frede Fup fan. Er det hans koncert hver år den 26 december.
Da jeg selv spillede el-bas var jeg med i kredsen af “børne-rocker” – i ved Parkering Forbudt, Diters lieder osv…..
så gik musikken mere over i kollegiemusik så som; Talking Heads, Billy Idol, The Cure og tidlig U2.
Så blev jeg lidt punker og BZ´er; Sods, lost kids osv.
Men når man bor i hovedstaden og færdes i miljøet omkring magstræde – så var det ikke trendy i længden.
Der kom så perioden med Madness, Special – ska´beat……
Vi gik i smarte regnfrakker, der nåede jorden og så stilige ud!!!
Ja resten er historie. Mødte Michael vi var 21 og 22 år – vi blev gift efter 3 måneder – fik to børn i rap og vi er stadigvæk sammen……
Kære Liselotte; tak for tilbageblikket………..
Moccapigen » Ska’ der være fest?
29. juni 2007 at 05:33[…] Takket være Liselotte, fik jeg pludselig den vildeste lyst til at boltre mig med 70′ernes knæhøje karse og fede musik. […]
Anita
29. juni 2007 at 05:30Liselotte, om jeg gider danse? JEG ER PÅÅÅÅ! Weeee… :-D
Susan
29. juni 2007 at 02:47Jeg tror ogsaa det er bedst at droppe det – kort fortalt kan man vist sige at Leo ikke fik hoeje karakterer i engelsk og slet ikke sang og Sussi ikke fik saerligt hoeje karakterer i guitarundervisningen ;-) Timing – det tror jeg aldrig de har hoert om.
Pollyanna
29. juni 2007 at 01:09Åh ja, jeg var også helt skudt i Popmuzic og Born to be alive. Du får mig til at tænke på sprogrejse i Sydengland og glade gymnasieår, men vi er vist også samme årgang(den gode fra 63!) Hvad med http://www.youtube.com/watch?v=tQfZtJ2rrbc og http://www.youtube.com/watch?v=POl4vFp-5os.
Bring back memories!
Irene
29. juni 2007 at 01:03Gnæg!
The real thing man! http://www.youtube.com/watch?v=6MSyFA84u48
Liselotte
29. juni 2007 at 00:43FANDENS, Susan :-(
Susan
29. juni 2007 at 00:41Jeg har ledt lidt, men kan bare ikke finde en video med Sussi og Leo og deres udgave af “Smoke on the water” – Oev!
Irene
29. juni 2007 at 00:39;-)
Liselotte
29. juni 2007 at 00:38De har så ABSOLUT ingen timing og synge kan de heller ikke, men de er blevet slemt formuende på netop det. Nej, jeg tror vi skal droppe det ;-)
Irene
29. juni 2007 at 00:37Det lyder halbalsagtigt … Farligt … ÆLSKER at danse, kan ikke udholde folk der synger falsk og ikke har timing … Har de der Susi og Leo det?
Liselotte
29. juni 2007 at 00:33Jam’n det kan vi da få lavet om på… snart… og så er du selv skyld i en aften i det dårlige selskab. Jeg si’r det bare! ;-)
Irene
29. juni 2007 at 00:32Tøhø! ;-)
Irene
29. juni 2007 at 00:31FOL og EOL er simpelthen en tidsregning …
Og de der Susi og Leo har jeg ingen mening om, jeg har aldrig hørt dem …
Liselotte
29. juni 2007 at 00:31Irene, du bli’r sgu gammel før tid med den tendering i retning af Otto…
Irene
29. juni 2007 at 00:30(For de uindviede så er FOL Før Otto Leisner og EOL Efter Otto Leisner, det er et fænomen vi udenlandsdanskere opererer med internet …)
Otto Leisner, se DET er kulturarv!
Liselotte
29. juni 2007 at 00:28Aiiii altsårrrrr… EOL og FOL?
I holder mig udenfor!
Liselotte
29. juni 2007 at 00:27Sammen med Sussi & Leo?
Irene
29. juni 2007 at 00:27Susan, you are a mate!
Irene
29. juni 2007 at 00:26AHAAAAAA! Der er visse fordele ved at være udenlandsdansker, når det kommer til den danske “kulturarv” …
Og som man kunne headbange til Smoke on the water …
Susan
29. juni 2007 at 00:25Liselotte, Irene er undskyldt. Sussi og Leo er rigtig meget EOL og Irene er vist mest til FOL :-)
Liselotte
29. juni 2007 at 00:22Irene… det er sgudda oppe i Skagen – Sussi & Leo – din udenlandsdansker altså… ;-)
Liselotte
29. juni 2007 at 00:22Donald, det er skønt, når musik giver bobler i maven. Så enkelt er det vel i grunden – lyst til at danse og grine :-)
Ja, der var nu meget godt musik i 80’erne. Jeg elskede Johnny Hates Jazz og en hel masse andre af de mange firser-bands. Boy George, Gary Newman, Blondie, Adam Ant, Yazoo, Human League, Lipps Inc, Sister Sledge o.s.v. Jo, der var nok at lytte til i de år også :-)
Susan, hun MÅ da have slået et sving indenom i ny og næ, hende Irene og selvfølgelig var det menneskelige hensyn ;-)
Irene
29. juni 2007 at 00:17Aner ikke hvad Skansen er, men synes det antydes ikke at være et “pænt” sted …
Må indrømme der ikke var meget velour over Waldes Disko på Selde Landevejskro …
Susan
29. juni 2007 at 00:14Aaah nej ikke den version af Smooooke on the water!!! :-D
Jeg er helt sikker paa at det var menneskelige hensyn Liselotte – nu var det jo ogsaa i foerste halvdel af 80’erne :-)
Donald
29. juni 2007 at 00:11Den er nu altså skæg, Popmuzik! Der var engang (for kun 10 år siden) en jule-hit ting, en remix version eller en ny flot indspilning af en “almindelig” julemelodi, det var bare så skægt, og den kørte til vores julefrokost dans til alles fornøjelse – og nu? Aner ikke hvad det var for en:-(
Det er bare skønt når musikkens rytmer inviterer til dans.
@Esther: Sjovt nok sagde man i 70’erne at de var lidt blege og kedelige sammenlignet med 60’ernes Doors, Pink Floyd, Beatles og et par stykker til. I 80’erne var der gode ting, masser af gode ting, både tynde og tykke, langsomme og kvikke, “Pet Shop Boys”, og mine favorit-radio-pop: China in your hands (Porcellain i dine hænder), Belinda Carlisle “Heaven is a place on earth” – bare den titel!
Mister Mister, Curiosity killed the Cat, Johnny Hates Jazz og så videre.
Liselotte
29. juni 2007 at 00:08Irene, du er fandeme kommet for meget oppe på Skansen ;-)
Irene
29. juni 2007 at 00:08Deep Purple that is!
Liselotte
29. juni 2007 at 00:07Ja, det er jo spørgsmålet om der lå menneskevenlige hensyn eller taberpotentiale bag deres musikvalg, Susan ;-)
Skal vi ikke satse på det første? :-)
Irene
29. juni 2007 at 00:07Fuld udblæsning! “Smooooke on the waaaaater!”
Susan
29. juni 2007 at 00:00Selvom jeg vist egentlig hoerer til i 80’erne, saaehh dansede vi ogsaa til alle de der – gad vide om diskotekerne i Herning var lidt bagefter eller soergede for at der var noget for “de aeldre” ogsaa??? :-)
Liselotte
28. juni 2007 at 23:42Altså her bevæger vi os jo lige på kanten til firserne og faktisk synes jeg, at der er rigtigt meget af firsermusikken, der stadig holder. Jeg var vild med meget af det og har frygtelige samlinger af samme, som nydes alene i bilen på de lange ture ude på landevejene ;-)
Esther
28. juni 2007 at 23:33Åh ja – 70’erne havde så meget fed musik. Jeg har dog altid været mere til “glamrocken” så som Slade, Suzi Quatro, Bowie, T-Rex og Sweet…
… for ikke at tale om andet 70’er musik som Smokie, Abba, Gasolin og hvad har vi ellers… *G*
Personligt har jeg altid ment at det fedeste musik, var det der blev lavet i 70’erne.
80’erne har aldrig imponeret mig på samme måde – bevares, der blev da lavet nogle enkelte ørehængere (og TV2 kom for alvor på banen) men ellers synes jeg nu langt det meste af 80’ermusikken var intetsigende.
Liselotte
28. juni 2007 at 23:21Herhjemme vil jeg tro Oline ville græmme sig også, men jeg nøjes med at nyde i dølgsmål ;-)
kagekonen
28. juni 2007 at 23:18WOW for et trip down memory lane jeg lige fik der…. Sidste år købte jeg en pladespiller til husbonden netop for at få genoplivet vores ungdom (som var lidt forskudt – han er jo 5 år yngre) og manner, det er pinligt siger ungerne…
Liselotte
28. juni 2007 at 22:10Ja for pokker… det var altså tider, Gitte :-)
Gitte J.
28. juni 2007 at 22:02….bare at at blive mindet om de numre fik mine fødder til at bevæge sig et voila….jeg lukker øjnene og er tilbage på Tordenskjold OG Gaslight, altså …… ;-)…og så lige et smut på Regensen og spise tyndstegfilet med bearnaise…..those were the days, Liselotte……
Liselotte
28. juni 2007 at 21:58Det var slet ikke så tosset dengang… men der er nu flere eksemplarer af den menneskelige race, som synes verden havde været et bedre sted uden Popmuzic ;-)
Jane
28. juni 2007 at 21:54Hmmmm… det er en af de sjældne gange jeg godt ville have 10 år mere på bagen, så jeg kunne have oplevet det fede muzak…
Min “glansperiode” var midtfirserne og frem… så der var genren jo skiftet…
Men godt det jo så er foreviget…
Liselotte
28. juni 2007 at 21:54Måske vi skulle danse helt vildt, Anne – jeg er frisk :-)
Anne Dyrholm Stange
28. juni 2007 at 21:48Logical Song – loving it, men den er sgutte så let at danse til, eller…
Jeg var virkelig disco-agtig, da jeg var ung, og det kommer ind imellem over mig, når jeg er alene hjemme.
Så sætter jeg blæs på anlægget og danser og synger, uha som det gør godt!
Så måske skulle vi danse lidt, nu hvor jeg ikke skal strikke, når jeg kommer på visit :-)
Liselotte
28. juni 2007 at 21:38Det har jeg, Henriette :-)
HenrietteB
28. juni 2007 at 21:37Det var da svineheldigt, at han smadrede den, Liselotte!
Du har meget at takke ham for.
:-)
Liselotte
28. juni 2007 at 21:35Jeg kan i hvert fald hurtigt få monteret noget der ligner.
Gider du danse? :-)
Anita
28. juni 2007 at 21:24Århhh det ku’ være SÅ sjooovt at lave en 70’er fest. Manner det kunne jeg godt lige bruge – og du har jo næsten bukserne nu, ikk’ ;-P