66

Popmuzic

Jeg havde engang en kæreste, som ikke var Kenneth. Jeg ved det overrasker, men virkeligheden er jo, at han er den eneste ene, men der skulle ledes lidt, inden jeg fandt ham.

Når det gik vildt for sig, var der byture torsdag, fredag og lørdag. Først ned på Rio Grande i Vejgård og når tiden var til det, fortsatte festen inde i Jomfru Ane gade, hvor Gaslights og ind imellem Tordenskjolds gulve er danset lakløse. Ofte var det med Helle, bedsteveninden, for kæresten, som ikke var Kenneth, var mere til at stå lænet nonchalant op ad diskotekets velourklædte vægge iført en Tuborg, end han var til at svinge mig i en rask Travolta.

I de år var der mange hits. Rigtigt mange. Hvem husker ikke Patrick Hernandez med Born to be alive, The Buggles med Video Killed The Radiostar, ELO med Don’t bring me down og hvor skal det her ikke ende…

Jeg kunne blive ved, men én af dem, som kunne jumpstarte mig var /M med Popmuzic. Når de første toner lød, kunne man være helt sikker på, at jeg stod på dansegulvet og jeg ville næsten give min højre arm, for at få DJ’en til at spille den så ofte som overhovedet muligt.

Når tonerne lød, var jeg klar og der blev danset så sveden sprang. Jeg kunne ikke få nok, forstå det, hvem der kan…

Kæresten, som ikke var Kenneth, havde erhvervet singlen. Den var i pladesamlingen hjemme i lejligheden og efter endt bytur endte vi som regel med at forlænge festen i et krampagtigt og desperat greb af kunstigt åndedræt og billig vin. Festen kunne fortsætte til langt ud på morgenen, men som sagt var jeg jo en smule forelsket i denne her sang(er) og derfor helt ustyrlig i min trang til at lytte til den. Om og om igen. Mange gange. Sløjfer bandt jeg på skidtet. Repeat var ikke for meget.

En morgen blev det for meget for kæresten, som ikke var Kenneth, og han vred singlen af pladespilleren, smed den hårdt i gulvet og begyndte så, i barnlig trods, at trampe på den indtil den splintrede og lå der, sørgeligt fortabt, på et luvslidt og trist gulvtæppe på Hadsundvej. Det blev skæbnesvangert og enden på det kæresteforhold. Det sluttede (næsten, for tiltrækningens veje er uransalige) lige der. Det var grænsen. Tænk at smadre Popmuzic!

Jeg gik. Hjem gennem morgenstille gader travede jeg, for aldrig havde jeg været med til noget lignende og så kunne det også bare være ligemeget…

Man havde så rigeligt råd til at være tøsefornærmet dengang.

Jeg møder stadig pladeknuseren. Jeg holder frygteligt meget af ham og han er tilgivet, men godt han smadrede skidtet, for ellers havde jeg aldrig mødt Kenneth senere den sommer.

PS – jeg får stadig lyst til at danse, når jeg hører den.

Åh ja… og så var der…

Meat Loaf med Bat Out Of Hell og…

Donna Summer med On The Radio og…

Status Quo med Whatever you want og…

Boomtown Rats med I don’t like mondays.

Du vil sikkert også kunne lide