Stille, stille…

Morgenen er våd. Alt er vådt udenfor. Regnen har været her i nat, men jeg har intet opdaget. Jeg har sovet godt og tungt. Så tungt, så det var svært at vågne denne morgen, men det er sket og jeg sidder nu med dagens første kop kaffe. Det er skønt.

Turen ud i haven var skøn. Luften er mild og temperaturen sommerlig, men jeg hører rygter om mere regn på et senere tidspunkt, så jeg er forberedt og har smidt paraplyen ind bag i bilen.

I krydderurtebedet står kæmpesalvien. Den er i gang med at blomstre og er helt fantastisk. Blomsten er næsten på størrelse med en knyttet næve.

Bladene er så store og grove, at de på det nærmeste er ubrugelige, men den er dekorativ og der er plads til meget i det bed. Smagen er heller ikke noget at råbe hurra for. Der er ikke meget af den, smagen altså.

Vi lader skidtet stå. Om ikke andet kan den pynte og den slags skal der også være plads til. Blomsten tiltrækker ikke insekter, så sød er den ikke, men smuk og eksotisk kan man vist godt tillade sig at kalde den.

Huset er stille. Det er underligt og tomt. Når der har været gæster i en tid, vænner jeg mig til den dagsrytme vi lynhurtigt får etableret, og så skal jeg efterfølgende bruge nogle dage, på at vænne mig til den gamle igen. Nu drikker jeg min kaffe alene. Det er vel sådan set i orden. Om et øjeblik er Kenneth oppe. Så er der liv igen. Jeg nyder stilheden indtil da.