Aftenflittige

Aftenen glider langsomt over i mørke, men ikke endnu. Der er stadig tid og aftensmaden er forlængst fortæret. Vi grillede i varmen. Det var skønt, men jeg er omgivet af myreflittige mennesker, som hver især er i gang med deres sysler.

Mine var oprydning og bagefter en tur i haven, for der var en vase, som var tom.

Der er masser af stauder at hente, men det var pibeveden som trak det længste strå. Nu står grenene her ved siden af mig og dufter vidunderligt sammen med enkelte af stauderne.

Her hersker ro. Det er godt, kan jeg mærke. Vi er mange, som har brug for den. Her hygges igennem og her er plads til det meste, så der er ingen skal-opgaver, men kun de lystbetonede tilbage. Det gør bestemt ingenting.

Oline tripper rundt om /many, som maler vægge. Rullen forvandler værelsets vægge til lysende flader, som senere skal fyldes med idolplakater. Sådan er det vel at være næsten tretten. Jeg husker det ikke, for jeg havde ingen plakater på mine vægge, men voksne, som alle arbejder sammen for at skabe rum og plads, det er vist ikke det værste, der er overgået min datter den sidste tid.

Jeg tripper lidt ind og ud igen. Jeg er overflødig for øjeblikket. “Det er dejligt“, er vores nye valgsprog, for det er dejligt. Stilhed og at gøre godt for og med hinanden, det giver mavero og overskud, glædesbobler i maven og så forøvrigt også en masse dejlige grin.

I den sidste aftensol står korianderen og er enig. Det er dejligt. Sol og varme får den til at vokse i vildskab…

Den står tæt op ad Katost og den trives. At stå tæt er ikke det værste udgangspunkt for at trives. Vi fletter omtrent skuldre, for det virker. Sådan skal det være.

Om lidt er det vel tid til en kop kaffe, men mon de har tid, de myreflittige…