6

Dronningen

Dronningebusken er gået helt i selvsving og sender kaskader af blomsterskyer i min retning. Det gør bestemt ingenting, at den blomstrer tidligere end den plejer.

Dronningebusken

Normalt er det sådan, at den lige når at folde en blomst eller to ud i dagene op til vores sommerferie. Når vi kommer hjem, fortæller mor glad om, hvor smuk den har været. Hvor blomsterrig, duftende og fantastisk den har indrammet terrassen. Vi ser det aldrig, for vi sidder nede under sydens sol.

Dronningebusken

I år får vi den fulde fornøjelse. Alle blomsterne er sprunget, mens jeg har været i København og busken står nu med tætte, lyserøde klaser af attraktive blomster, som bierne flittigt besøger.

Jeg nyder, at jeg når det. Den er utrolig smuk og med den fart det hele har på, ender det med, at også min pibeved når at give mig en duftoplevelse ud over det sædvanlige, inden sommerferien starter. Det gør bestemt ingenting.

Du vil sikkert også kunne lide