Jeg kan lide rabarber. Jeg kan lide at spise dem, drikke dem og jeg elsker deres store, dekorative blade. Det sidste har jeg udnyttet på et sted i haven, hvor der vel egentlig godt kunne være anlagt et blomsterbed, men jeg er meget tilfreds med mit rabarberbed.
Ned langs terrassens ene side, langs hegnet, står rabarber helt tæt. De kæmpestore blade sender minder om H.C. Andersens Den Grimme Ælling hver eneste gang mine øjne falder på dem. Det er ikke skræpper, men de ligner.
Jeg kan gå lige ud af køkkendøren og høste eller jeg kan lade dem stå og i stedet hente af de rabarber, som står nede i bunden af haven. Der er nok at tage af.
Jeg nænner sjældent at tage af dem her.
6 kommentarer
Liselotte
3. juni 2007 at 19:14Jeg har intet gjort ved jorden, Tina, men er vist generelt ret heldig med den. Den er god og rig :-)
Tina
3. juni 2007 at 16:33Du er da en heldiggris. :o)
Mine rabarber gider ikke rigtig gro, jeg har plantet jordbærrabarber, men ikke om de vil gro.
Har du gjort noget specielt ved jorden?
Tina
Liselotte
3. juni 2007 at 10:47Jeg har rabarber to steder i haven, så jeg er så priviligeret, at jeg kan lade dem her stå og alligevel have i overflod :-)
Jane
3. juni 2007 at 10:36kan godt forstå du lader dem stå…. og ikke mindst når de går i stok, så er de jo ikke mindre dekorative….
mine får nu ikke lov at stå, der bliver her i huset sunget om rabarberkage, rabarbertærter og rabarbergrød… så min rabarber er ikke fredet område….
Liselotte
3. juni 2007 at 10:07Ja, de er også skønne at have i haven, Therese. Det smukkeste der findes er rabarbersaft, som bliver den mest fantastiske lyserøde farve, når det blandes med vand – og så smager det forøvrigt skønt :-)
Therese
3. juni 2007 at 09:56Uhm, bare det var mig der havde rabarber. Så ville jeg prøve at lave din suppe, eller en lækker kompot. Mums