4

Sommerklar

Så gik de timer da og i godt selskab, nemlig mit eget, sagde hunden.

Alene i haven, med tid til at dvæle, er slet ikke så ringe endda og jeg har været så fornuftig, at jeg samtidig har fået ryddet op, så der nu er indbydende sirligt, når sommervarmen indfinder sig om et øjeblik.

Pelargonie

Der var pelargonier, som trængte til mere plads allerede. Der var stiklinger, som skulle laves og krydderurter, som måtte have nye potter. Mine Purpur Solhat skulle have plads, basilikum måtte flyttes og så er der jo de famøse tobaksplanter, som pludselig har besluttet sig for at vokse alligevel. Store er de ikke, men det kan de vel blive.

Terrasseflittig

Der er ryddeligt og rent udenfor. Hynder og vattæpper ligger klar, så nu venter jeg bare utålmodigt på solen, som tilsyneladende ikke har tænkt sig, at vise sig i dag.

I morgen kommer sommeren tilbage. Kun i behersket grad i Nordylland, men det er da en start og jeg har ikke tænkt mig at klage det mindste. Bare den sommer dog kommer.

Skovranker

Ude på havebordet står min trofaste Beolit. Underholdningen strømmer fra den, mens jeg får jord allevegne.

Skovrankerne er klar til udplantning. Jeg venter på Kenneth, som skal være med til at bestemme placeringen, men han kører mor i lufthavnen. Hun rejser ned til sydens sol en uges tid. Jeg er ikke spor misundelig. Jeg har min lille plet i verden og den er slet ikke så tosset et sted at opholde sig.

Du vil sikkert også kunne lide