Oline og jeg var på rundtur i de gamle kvarterer i går. Oline har nået en alder og måske også et sted i livet, hvor det er vigtigt, at få ord på og orden i og omkring det liv, hun har delt med os og Alexander, så vi tog en tur i Brønshøj og omegn.
Først kørte vi til Kildeløbet, hvor hendes tidligste historie udspillede sig. Det lignede sig selv. Oline kom til verden ganske få dage efter vi var flyttet ind her.
Hvor har hun tumlet meget lige her, på fortorvet foran huset. Hvor har jeg mange gange løbet op ad stien langs huset, for at nå at sætte Oline af, inden jeg igen stod herude og modtog Alexander, som kom hjem med bus fra børnehaven, mens Oline så var gået ombord i den pibeved, som vokser langs hegnet.
Inde bagved alt det hegn ligger et skønt, velindrettet og temmelig stort hus, som rummede vores lille familie i de sidste år, inden vi tog springet og flyttede til Aalborg.
Jeg trivedes aldrig her. Jeg “kom hjem”, da jeg trådte ind på gården i Gug. Det har intet med lokaliteten at gøre, men alt med sjælen.
Inden vi flyttede hertil, havde Kenneth, Alexander og jeg (og Oline i min mave) resideret i Brønshøj i verdens mindste hus (omtrent da), men vi elskede det. Det var i alletiders kvarter og med en skøn, gammel have.
I dag ligger huset og ser ynkeligt og forsømt ud. Haven er et vildnis og langs hegnet vokser så mange ting, at det var vanskeligt at finde et hul til et foto. Her elskede vi at bo, men huset fungerede ikke til Alexander, så der var ingen vej udenom efter nogle år med upraktisk bæren op og ned ad trapper.
Jeg fik en herlig snak med genboen, men da jeg anede liv inde ved vores tidligere naboer, skyndte jeg mig i bilen og kørte videre. Vi kunne have snakket frygteligt længe og det havde Oline og jeg i grunden slet ikke tid til. Vi skulle bare have billeder på det liv, som foreløbig er levet.
Det vigtigste var, at få fortalt alle historierne om Alexander og det liv, som hun nåede at dele med ham, mens vi stadig boede herovre. Nu er der styr på det. Det gjorde lidt ondt i mit hjerte, men det gjorde godt i hendes mave. Det sidste var det vigtigste.
14 kommentarer
Liselotte
29. maj 2007 at 20:13capac, det gør vi heller ikke :-)
Donald, det var et skønt hus, som fungerede optimalt til familiens behov, men vi trivedes ikke. Det er noget med sjælen og hjertet, som skal finde hjem – og… det var mig, der nægtede at returnere til nordjylland og Kenneth, som ville. Han stortrives :-)
Anne, det var en god tur, som har fyldt meget i Oline i dag, så den var god på alle måder :-)
Anne Dyrholm Stange
29. maj 2007 at 16:04Det er en god idé at tage på tur i barndommens land, både som ung og ældre, nogle ting falder på plads og andre dukker op fra hukommelsens dyb, det kan gøre ondt, rive og ruske, men det kan også gøre rigtigt godt bagefter!
Donald
29. maj 2007 at 15:59Det “sidste hus” ser ellers rart ud og er jo også stort og praktisk, som du siger. Kan det være noget med at man får samme fornemmelse som ved færdigretter, at de egentlig er lavet til en anden? “Dette her hus er lige så meget til naboen og til dem, der køber det næste gang, som det er til mig” eller noget i den stil? Det passer jo ikke helt, for “Gården” er jo heller ikke specialskræddersyet til de nuværende beboere.
Hils Manden og spørg om han også føler sig hjemme i omegnen af Gug;-)
capac
29. maj 2007 at 14:47Ja, Alexander skal vi under ingen omstændigheder glemme..
Liselotte
29. maj 2007 at 13:44Nej, mere blødsøden er du vel heller ikke. Hævn er hævn ;-)
Hun er en dejlig pige, med mange gode tanker og overvejelser og hun tør trække os ud, hvor vi ikke selv tør være. Det er godt nok :-)
Moster
29. maj 2007 at 13:35Ja, minderne er nu gode fra dengang hvor vi sås flere gange om ugen. :-)
Vi fik osse nogle gode snakke i Søndags om Alexander, og Oline vil jo faktisk meget gerne snakke om Alexander og om hvor hun har ham. Hun mærkede ham bl.a. i bilen herover hvor han havde været glad. Det nev i hjertet på den blødsødne moster. ;-)
Hun er sgu dejlig og så fornuftig at snakke med. Hun savner, og hun ved det kan gøre ondt, men at det osse kan gøre godt. Moster er jo en tudetøs, men det får jeg lov at være, for hun accepterer min sorg. Vi snakkede en del om hvordan moster her stadig har svært ved at acceptere at Alexander er væk, og at moster er en af de langsomme, som vil være ked af det rigtig rigtig længe. Hun lytter og spørger, og jeg prøver at give svar, uden for mange tårer. Men det kan hun jo osse håndtere.
Men det ændrer nu ikke på at hun stadig skal have lamme-tæv i både Kubb og Crocket senere i dag ;-)
Liselotte
29. maj 2007 at 12:35Det var godt at komme omkring de forskellige steder. Underligt, som jeg synes, at det er et helt liv siden og så alligevel ikke…
Marianne, Alexander gik i specialbørnehaven ude på Rymarksvej i årene herovre. Vi flyttede, som han skulle til at starte i skole. Han var egentlig visiteret til Geelsgård, men som sagt fik vi pludselig travlt og flyttede til den anden ende af landet.
capac, jeg tror Olines behov for at få ord på alt det som er sket, hænger nøje sammen med, at det er vigtigt for hende, at have Alexander på plads i hendes indre univers. Så hun aldrig glemmer ham.
Marianne/Amager
29. maj 2007 at 11:56Nå jeg læser om din rundtur i Brønshøj så falder det mig ind at Alexander må have gået i “specialbørnehave” nogenlunde samtidig med min Mathias?
Mathias har gået i CP.børnehaven fra 1993 var lige et kort smut indenom Krudtmøllen på Amager, men kom så tilbage til CP.Børnehaven. Startede på Strandparkskolen i 2000 (meget forsinket) og går i dag på øresundsskolen.
Jeg tænker på om vore veje ikke har krydset?
Jeg syntes også det var et stort og sejt skridt at i turde flytte til “hovedøen”. Vi har selv ønsket at flytte fra hovedstaden, men pga. Mathias handicaps, så tør vi ikke. Kyllinger, måske?
Jeg syntes, at det var godt i tog på denne “tilbage-tur” ikke mindst for Olines skyld.
Ella
29. maj 2007 at 11:11Det er vigtigt, at have styr på sine rødder – ellers vælter man.
Det har revet i dig, at se det hele igen, i en ny verdensorden, Liselotte – men du gjorde det :-)
capac
29. maj 2007 at 10:09Tænk sig, at nostalgien begynder så tidligt! ;-)
Johanna
29. maj 2007 at 09:43Godt Oline har dig til, at fortælle alle “historierne” om jeres liv. Det er så vigtigt. :)
Er lige som Heidi, imponeret over alt det du når.
Sylvia
29. maj 2007 at 09:42Er det ikke rart å besøke steder igjen, som tidligere var endel av livet ditt? Nå blir de sett på med andre øyne, og ting har forandret seg…..det er rart det der.
Jeg tror du/dere koser dere i København, og det er nesten som en liten sommerferie på forskudd….eller?
Lene
29. maj 2007 at 09:42Det sidste er vigtigst, netop, men det gør nok også godt for dig på en eller anden måde at samle op og fortælle Oline jeres historie.
Og så må jeg tilslutte mig Heidi, hold da op, alt det I når.
Heidi
29. maj 2007 at 08:57Godmorgen…. Det er en ufattelig energi du besidder Liselotte. Tænk alle de mennesker og alle de steder, du har nået at besøge på de 4 dage….
Jeg er imponeret over dit overskud.
Ha’ endnu en god uge i hovedstaden
hilsen
Heidi