Så er vi endelig landet i Valby efter en helt igennem fantastisk dag. Hold da op, hvor vi har hygget os og hvor var det dog en fornøjelse, endelig at få hilst på nogle af de mennesker, hvis skriverier jeg følger med stor fornøjelse.
Vi kom langt omkring. Noget af det, som virkelig gør mig glad er, når jeg oplever, at det fælles udgangspunkt måske oprindeligt har været det at skrive weblog, men virkeligheden så overhaler indenom og viser, at der er så meget mere at deles om. Sådan var det i dag. Det giver mavebobler, som ikke engang kunne briste af en times køretur syd om Arresø, fordi Kenneth blev udnævnt til kortbestyrer.
Skal sandheden frem, er det i virkeligheden selv at bede om det, når man stikker ham et kort i næven og beder ham dirigere, så det der skulle have taget ti minutter, tog godt en time, nemlig at lokalisere Susanne og Eriks hus, som egentlig lå lige om hjørnet, men altså ikke var sådan lige om hjørnet efter ti minutter med Kenneth som dirigent.
Vi skulle aflevere en symaskine på vejen hjem. Vi fik samtidig set det meste af det sommerhusområde de residerer i og jeg var ude i at vende Caravellen på en tallerken, for enden af en smal, blind skovvej, men ikke om I så mig surmule det mindste. Jeg havde da trods alt fået rattet.
Huset i skoven, som vi ledte så frygteligt længe efter, selvom det kun lå 10 minutter fra Uffe og Madame.
Efter aflevering af symaskine, lidt hyggesnak i køkkenet og et hastigt farvel gik turen ind mod København igen, for Oline skulle hentes. Moster og Heidi skulle aflastes, for deres ører var ved at falde af. Nu er vores, så jeg har besluttet, at jeg går i seng. Så fatter ungen vel, at jeg ikke kan rumme mere i dag… eller…
Jeg er jo helt fyldt op. På den der gode, varme måde. Jeg sover godt i nat.
36 kommentarer
Liselotte
30. maj 2007 at 20:43Ha ha ha, Anne :-)
Anne Lindholt Ottosen
30. maj 2007 at 20:38Liselotte: Jeg tror ikke på “frygtelig” – men gerne på overvældende. ;-)
Irene
29. maj 2007 at 20:23Liselotte, jeg siger igenting! (Ser nu meget from ud!)
Liselotte
29. maj 2007 at 20:14Måske understreger man det mere på skrift, Anne. Jeg ved det egentlig ikke. Jeg tror, at jeg er temmelig tæt på overvældende frygtelig… også verbalt ;-)
Anne Lindholt Ottosen
29. maj 2007 at 15:55Tak for svarene – og undskyld, jeg at sådan krævede de små grå i omdrejninger nærmest inden kaffen, men tænkeriet kom sig bare af al den glæde. :-)
Liselotte: Min tanke var også, om man understreger det mere på skrift, fordi man ikke har kropssproget at bruge også. Man kan jo sige “hvor var det skønt at se dig i går” bare med et blik, og det kan man jo ikke på skrift.
Min svigerindes mor siger altid “tak for samværet” – det er bare det bedste udtryk, for det siger jo meget mere end “tak for selskabet”. Samværd er så meget mere end selskab. :-)
Irene
29. maj 2007 at 11:26Anne, i dette selskab er der slet ikke tvivl om “what you see is what you get”. Og sådan tror jeg krage søger mage i alle livets forbindelser, med ord på over hele linien …
Ella
29. maj 2007 at 10:42Anne – når jeg har været i selskab med mennesker jeg holder af, er de ikke i tvivl, for det fortæller jeg dem, både face to face, i telefon og i mail. Det betyder meget for mig at fortælle de mennesker jeg holder af – hvor meget jeg nyder deres selskab. Jeg tror aldrig, at de er i tvivl :-)
Og derfor fyger det med mails og telefonopkald, når Liselotte og jeg har nydt hinandens selskab – vi kan ikke lade være :-)
Johanna
29. maj 2007 at 09:41Hold op et hus. Ligner virkelig en reklame… en af dem som sagtens kan få mig til at drømme.
Godt I fandt frem til Susanne og havde det hyggeligt. Så gør 50 min. i den forkerte ende, ikke så meget :)
Madame
29. maj 2007 at 08:05@Anne Lindholt Ottosen:
At lade folk vide, at man var glad for at være sammen med dem, var noget min mor og far brugte i mit barndomshjem. Jeg kan godt lide traditionen og har taget den til mig.
Liselotte
29. maj 2007 at 07:15Anne, det var noget af en kickstart her fra morgenstunden, sådan at bede os om at tænke… ;-)
Jeg kan kun svare for mig selv. Jeg siger det, jeg skriver. Begejstring skal leves ud og flest mulige skal have del i det, for det er vitaminer for sjælen og det flytter os, som mennesker, at kunne begejstre andre.
Når det så kommer til det modsatte – altså oplevelsen af at blive skuffet, vred, sur eller ked af det, ja, så er jeg altså mere forsigtig. Jeg vil altid overveje, om det er nødvendigt at formidle det og er det nødvendigt for mig, vil jeg igen overveje hvordan. Den slags gør nemlig det modsatte – får mennesker til at krympe.
Sådan håber jeg, at jeg er i det virkelige liv og sådan prøver jeg også at være herinde på siden. Så tro mod mig selv, som muligt.
Jeg tror ikke, at der er den store forskel for mig, men jeg forstår dine tanker og jeg tror, at det er lettere for mange mennesker, at skrive tingene end det er at stå overfor personen og sige dem. Der er beskyttelsesfilter på, når man skriver. Det er ikke helt så nemt, at blive såret.
Jeg ved – af gode grunde – ikke hvordan dine forestillinger er om mig og jeg ved heller ikke, om jeg ville vise mig at være, som du har forestillet dig, hvis vi mødtes. Jeg ved kun, at jeg gør mig anstrengelser for at være tro mod mig selv og det betyder også, at jeg sikkert ville køre hen forbi Donald og sige, at jeg er glad for at have mødt ham (tror du ikke, han har en telefon, for så vil jeg nok ringe), for det er jeg virkelig og det synes jeg, at han skal vide :-)
PS – forøvrigt ville jeg også følge søndagens frokost op med en email til de mennesker, som gjorde den speciel, hvis ellers jeg havde kunnet sende en :-)
Anne Lindholt Ottosen
29. maj 2007 at 00:47Dejligt at høre, at I havde en god dag!
Jeg sidder og tænker, om man mon ville være helt så direkte, hvis man talte sammen eler stod over for hinanden? Ville Madame ringe til Liselotte og sige, at hun stadig ikke havde fået armene ned? Ville Liselotte køre hen til Donald og sige, at hun var glad for at have mødt ham? Det er jo dejlige, positive ting, som udstråler ægte glæde og begejstring og alt muligt, men lærer man mon at blive mere direkte omkring den slags, når man blogger? :-) Den samme tanke får jeg, når Ella og Liselotte (lejlighedsvist med familier) har været sammen – så fortælles der også uden omsvøb om gode timer. Ville man mon sige det højt på samme måde, som man blogger det? Har det mon en betydning, at andre læser med? Ville man skrive det i en email?
Hvad tror I? :-)
Liselotte
28. maj 2007 at 23:31Deborah – han var et langt, tyndt lemonaderør, så det er næppe ham, du husker ;-)
Liselotte
28. maj 2007 at 13:30Vi kender også alle omveje, Angelika – og vi elsker dem, hver og én :-)
Angelika
28. maj 2007 at 13:29Saadan en kortbestyrer har jeg ogsaa herhjemme . Naar vi skal ud og koere er det snildt at ha´ madpakker med ;-)) At jeg heller ikke kan laese kort goer det ikke nemmere . Sjovt nok kommer vi aldrig for sent – der maa vaere et gen der sender os afsted i saa god tid at vi kan naa at fare vild og alligevel naa frem til tiden :-)
Vores soen sagde engang “far kender alle omveje” – det siger jo en del, ikke sandt ? Men saa laenge han finder vejen hjem, kan vi leve med det ;-)
Deborah
28. maj 2007 at 13:27Jeg glemte at sige Liselotte, at hvis din mand, var sådan en lystig fyr (let buttet dengang) med mørkt hår, så husker jeg ham, men ellers ikke lige sådan. Men måske, hvis jeg får det visuelt, at jeg så husker ham, som jeg også har skrevet på bloggen. Ihvertfald må du og han – og Oline selvfølgelig have en god mandag :-)
Liselotte
28. maj 2007 at 13:22Det var du, Ella :-)
Ella
28. maj 2007 at 13:22Jeg er taknemmelig over, at jeg måtte være med i tanken :-)
Liselotte
28. maj 2007 at 13:21Kommunikerer jeg med manden nu? ;-)
Uffe
28. maj 2007 at 13:18Der er ikke slået noget græs endnu. Og gæt, hvem der trak det korteste (græs)strå …
Deborah’s » Blog-arkiv » Regndråber og andre indtryk
28. maj 2007 at 12:35[…] Liselotte har besøgt sin veninde Susanne i sommerhus. Susannes butik ligger iøvrigt lige rundt hjørnet fra, hvor jeg bor og vi har gået i skole sammen. Hun gik en klasse over mig, eller var det 2? Måske jeg også kender hendes mand – altså Liselottes, men det kræver nok et visuelt gensyn, for det er godt nok mange år siden Som Liselotte skriver, verden er lille, og det er da egentlig meget hyggeligt nu hvor globalisering og andre fine gloser flyver gennem æteren. […]
Pedrsn
28. maj 2007 at 12:29Ja uha for en fiks knaldhytte ;)
Liselotte
28. maj 2007 at 12:08Er I så ikke ukampdygtige i dag? Godt egernet har slået græs så… ;-)
I lige måde. Tusinde tak for en rigtig skøn dag – I er dejligt selskab :-)
Madame
28. maj 2007 at 12:03Tak for en dejlig, dejlig dag! Da vi vågnede i morges, havde vi stadig ikke fået armene ned :-)
Liselotte
28. maj 2007 at 11:40Donald, jeg tænkte det samme :-)
Jeg er meget glad for at have mødt dig :-)
Liselotte
28. maj 2007 at 11:25Hun har det som blommen i et æg, så der er vist ikke noget at klage over :-)
Jeg skal hilse hende :-)
Deborah
28. maj 2007 at 11:23Ja, der foresvæver mig noget… Ja, verden er lille! Hun har det godt? Du må hilse hende!
Liselotte
28. maj 2007 at 11:12Deborah, jeg har lige konfereret med Susanne. Hun mener du muligvis kunne vide hvem Kenneth er også, for de arbejdede sammen nede i Harris i tidernes morgen. Verden er nogle gange ganske lille ;-)
Liselotte
28. maj 2007 at 11:08Det var en skøn dag i går. Jeg sidder stadig og summer. Jeg er helt glad, er jeg :-)
Donald
28. maj 2007 at 11:00Når det nu skal være, er Sjælland ikke det værste sted at fare vild;-)
Det var en fantastisk oplevelse. Jeg tænkte ind i mellem: Man kan åbenbart være heldig!
Deborah
28. maj 2007 at 10:51Det var da godt nok det FEDESTE hus :-) Iøvrigt har jeg gået i skole med Susanne, hun gik (vist nok) en klasse over mig ;-) Godt at I har hygget!
Bolette
28. maj 2007 at 10:46Lyder som det var en go dag igår ……skal i hjem til aalborg idag så vil jeg tænke på jer vores veje krydse måske da vi skal til horsens og hente søn & vores nye plejebarn Xena en lille hunkat..
Bolette
Liselotte
28. maj 2007 at 09:32Regitze… den mand er HÅBLØS, når det kommer til kortføring, men så længe det er det eneste han er håbløs til, gør det ingenting :-)
regitze
28. maj 2007 at 09:29hehe.. nu kan jeg bedre forstå, at jeres bil lå foran vores i så lang tid:)
Liselotte
28. maj 2007 at 08:49Ja, det var en fantastisk dejlig dag :-)
Irene
28. maj 2007 at 02:16Uhm! Lige så stille …
Sifka
28. maj 2007 at 00:53Sov godt og få hvilet ørerne :)