Og så sidder jeg her, efter endnu en nat, som har været en parodi på søvn. Jeg har ikke sovet meget mere end nogle timer sammenlagt, fordi lydene pludselig er eksisterende og sengen ikke længere tom. Fordi alting igen er nyt og det er underligt, at være to. Fordi sengen pludselig er anderledes, madrassen bulet, dynen for let og det at få lov til at beholde puden er en kamp. Fordi…
– Og så kunne jeg pludselig mærke en albue i siden…
– Og så pludselig fik jeg klaustrofobi af at ligge så tæt, for denne her seng er bare alt for smal…
– Og så vågnede jeg op klokken 5.57 og var lysvågen, hvilket virker latterligt sammenlignet med tidspunktet for min afrejse til drømmeland…
Der er seriøst fare for udfald i dag og jeg kan ikke garantere for det fornuftige i noget som helst jeg måtte komme til at beskæftige mig med, men fuglene synger, Nescafé er jeg endnu ikke løbet tør for og inde på sofaen ligger min lille, store pige, som ikke ville vise det, men faktisk var glad for at se mig i går aftes, da hun ankom. Under dynen inde ved siden af ligger ham, jeg har savnet frygteligt, så skidt med manglende søvn. Den slags kan indhentes, det kan fravær sjældent og så er der jo plads til en morfar, når dagen bryder frem for alvor. Kom frisk.
13 kommentarer
Liselotte
26. maj 2007 at 18:04Moster, jeg ved hun allerede glæder sig, den bette, til hækkeklipning og plænehejs. Jeg har givet hende påbud om nedtrampning, hærg af bede og lov til at lave bremsespor i plænen – ha!
Liselotte
26. maj 2007 at 17:47Bare rolig Ella, det varer ikke længe, så skal jeg være der :-)
Ella
26. maj 2007 at 12:43Jeg trænger også, Liselotte – både til loppemarked og til at du kommer hjem og sætter lidt liv i gaden :-)
Moster
26. maj 2007 at 12:42Ja ja, dværgene kaldes vi jo i omgangskredsen, så sengen er jo ENORM i vores øjne… Surt at der nu skal ligge en stor Kenneth og fylde, måske skal han på sofaen sammen med Oline, så kan du høre dem, men have sengen for dig selv??? Mht kolonien, så undrer det os, at du ikke har taget nogen billeder af alle vores blomster ved terrassen, vi har jo altså andet en græsplæne, som vi gerne indrømmer fik en klipper i går og derfor måske har nået nye højder, eller det omvendte???, hen i sirlighed. Thi hi ;-)
Fisketorvet lyder dog gyseligt, men få endelig stillet hendes lyster i den retning, inden vi skal være “barnepiger” i morgen. Hun kan godt forberede sig på at skulle monteres i regntøj, og så ud og klippe vores hæk bevæbnet med en alm. Fiskars-saks. hyg og hils Kenneth og Oline.
Liselotte
26. maj 2007 at 10:03Vi bor omtrent på Fisketorvet og Oline elsker det (underligt barn), så det er sikkert der vi ender, så tippet om det italienske supermarked er super, Sifka. Tusinde tak :-)
Sifka
26. maj 2007 at 09:44Ved siden af Fisketorvet, lige bag ved Københavns Roklub, ligger et italiensk supermarked, som absolut er et besøg værd. Skal I så centershoppe er Fisketorvet ligsså godt/rædselsfuldt (vælg selv), som Fields.
Liselotte
26. maj 2007 at 09:07Det skal vi huske, Heidi og tak for det gode råd – og en god dag til dig og dine :-)
Heidi
26. maj 2007 at 08:55Hvis nu I tager i Fields, så husk at gå ind i den store skobutik, der ser så rodet ud, men som har en frygtelig masse gode og anderledes sko – til næsten INGEN penge. Der er noget for enhver smag ;-) også til mænd…
Ha’ en god dag
Liselotte
26. maj 2007 at 07:54Årh Anne… loppemarked… det har jeg lige skrevet til Ella, at hun godt kan ruste sig til, når jeg vender retur til Jylland, for jeg trænger , så jeg er misundelig, men ikke mere end jeg har tænkt mig at tvinge Oline med ud i byen senere – for jeg fik jo slet ikke shoppet i går! ;-)
Anne Dyrholm Stange
26. maj 2007 at 07:45Mon ikke nærmest dette er det tidligste indlæg fra dig på en fridag ;-)
Jeg tager min sædvanlige lørdags-handel lige om 5 minutter, og så kan jeg mærke, at der er noget indeni, der skriger loppemarked, så sådan et vil jeg finde bagefter, mens alle andre går amok i butikkerne.
Ha’ en hyggelig dag, Liselotte.
KH Anne
Liselotte
26. maj 2007 at 07:41Lene, jeg skal nok nå en lur senere, er jeg sikker på :-)
Linda, jeg har ikke engang små, som kunne forklare min tidlige morgen. Jeg har vist bare tilpasningsudfordringer for øjeblikket ;-)
Linda
26. maj 2007 at 07:25Hø… her var den også omkring 6, da Oskar syntes han ville synge for os :o) Satser på at HAN tager en morfar om lidt… BaneDanmark har lavet lyde ala indbrudstyve på spil igen, så den var vist 3 førend min hjerne koblede helt ud. Det er godt, når hele familien er samlet under et tag, og det er godt at savne og se igen. Hav en god pinseweekend, man kan sove når man bliver gammel!
Lene
26. maj 2007 at 07:14håber du får sovet lidt mere.