Sikke en dag!

Det var på en eller anden måde på høje tid, så i går tog vi os sammen og mødtes ansigt til ansigt. Efter jeg ved snart ikke hvor mange år. Jeg sad på Østerbro og snakkede ørerne af den stakkels mand. Måske har jeg skræmt livet af ham. Det er ikke til at vide, men skulle det vise at være tilfældet, så var det under alle omstændigheder nogle meget hyggelige timer jeg havde og de kommer jo ikke skidt tilbage. Forøvrigt er jeg ikke den eneste, som snakker meget…

Jeg nåede lige hjem for så at blive lokket i fordærv igen, så jeg vendte om på hælene og tog bilen retur til centrum. Nu har jeg set denne have og forstår glæden ved den, for den er skøn og rummer så mange muligheder, som allerede er ved at være udnyttet til fulde.

I det gode selskab var også denne mand og hans skønne forældre. Jeg hyggede mig gevaldigt og jeg har sjældent haft sjovere tur gennem København, som den vi havde i går aftes, for at komme over og se haven. Joachims far insisterede på, at jeg skulle sidde på forsædet og det var desværre ikke fordi han var lige så vild med mig, som jeg er med ham. Det var min brede ladeport af en bagdel, som var bestemmende og han mente vist også, at fjedrene var temmelig belastede i min side af bilen. Jeg lover til gengæld fuld erstatning, hvis det skulle vise sig, at der er røget en fjeder eller to. Sådan skal det heller ikke være.

Hold op, hvor jeg grinede og hvor er jeg glad for, at jeg fik mulighed for at møde dem og igen fik hilst på Joachim.

Efter haveturen fik Visitsen og jeg lige nogle timer i hinandens selskab. Det var skønt. Vi trængte vist begge to til lidt kvindesnak, for sidste gang vi såes, fik vi heller ikke mulighed for alenetid. Det indhentede vi i går, så det blev sent, inden jeg endelig lå i min seng.

Det hævner sig denne morgen, hvor jeg igen sidder med min Nescafé, men den ender vel med at smage mig…