7

Hun kunne!

Først blev jeg overgået med flere længder, når det kom til havesirlighed, så skulle de naturligvis også brillere med et rigt fugleliv og bagefter blev jeg så omtrent røget baglæns ud af haven.

Annemette syer

Deres Clematis stod naturligvis i fuld blomst – allesammen – gudskelov med undtagelse af de to, som jeg afleverede forleden dag, for ellers havde det da ikke været til at holde ud, men så fik jeg altså også skovlen under hende søster lystig!

Da vi nåede til syning af hynder, gav jeg anvisninger og overlod hende så symaskinen. Skrækken stod malet i ansigtet på hende, for nok mente hun, at hun engang for mange år siden havde erhvervet sig et af de famøse symaskinekørekortaggregater, som tåbelige lærere opfandt efter for mange ture til skadestuen med itusyede fingerspidser, men novice, det var hun! Ha!

Hun klarede det nu imponerende godt og et samarbejde med hende omkring et eller andet praktisk er altid en fornøjelse. Måske ligner vi ikke hinanden udenpå, men indeni må vi altså, for næsten ingen ord er nødvendige og vi har samme tempo, tankerækker og idéer, så når alt kommer til alt, var det en fornøjelse. Resultatet blev perfekt. Intet mindre, men så var vi også tæt på midnat og jeg skulle retur til Valby.

Det sidste inkluderede så en tur ud på Avedøre Holme, fordi jeg er en latterlig nar, som har mere travlt med at finde The The til ørerne i stedet for at tjekke afkørsler, men sådan får vi jo allesammen små overraskelser forærende hele tiden. Gammel Køge Landevej er lang. Det havde jeg glemt et øjeblik.

Du vil sikkert også kunne lide