15

Sikke en nat…

Og så sidder jeg her, efter en nat, som har været en parodi på søvn. Jeg har ikke sovet meget mere end nogle timer sammenlagt, fordi lydene er ikke-eksisterende og sengen tom. Fordi alting er nyt og det er underligt, at være helt alene. Fordi sengen er anderledes, madrassen bulet, dynen for let og puden en kamp. Fordi…

– Og så kunne jeg pludselig høre noget pusle udenfor vinduet… 

– Og så pludselig fik overboen et gigantisk hosteanfald, som varede det meste af en halv time og startede klokken 3.30…

– Og så vågnede jeg op, badet i sved, klokken 5.17 og kunne ikke sove igen… 

Jeg håber, at det viser sig at være en dag med aktivitet, for ellers er der seriøst fare for udfald for mit vedkommende. Jeg er helt smadret og lignede noget fra en monsterfilm, da jeg stod op. Ansigtshuden var ligesom krøbet temmelig meget over natten, øjenlågene hævede til ukendelighed (er det ikke når man sover for meget) og morgenhåret lige til Guinness. I morgenbadet kom jeg til at grine, for på hylden stod en balsam for ekstra volumen. Jeg kan love jer, at det ikke er nødvendigt, men heldigvis skal ingen jeg kender, følges med mig denne morgen.

Morgenudsigt Valby

Morgenudsigten er anderledes og solen mangler. Hvor pokker er den blevet af, for jeg har ikke set den endnu herovre. Mon det var løgn og latin, da nogle påstod, at sommeren var kommet til København?

Morgenkaffe i ValbyMorgenkaffen i Valby er Nescafé og jeg var lige ved at dø, da jeg tog den første tår. Nu har jeg næsten vænnet mig, ved den anden kop.

Jeg har rimelig styr på turen ind til Østerbro. Jeg har styr på dagen der venter. Jeg har ikke styr på, hvor jeg skal være. Jeg har rimeligvis styr på håret. Jeg har ikke styr på parkeringen inde ved skolen. Jeg har styr på materaler til undervisningen. Jeg har ikke styr på resten, men der er håb endnu, for der er stadig en times tid til afgang, så jeg når det vel.

Jeg glæder mig til at komme ind til centrum. Jeg glæder mig til at starte undervisning. Jeg glæder mig til at vænne mig til de manglende lyde. Jeg glæder mig til at kunne sove. Jeg glæder mig. Det er sådan set i orden.

Du vil sikkert også kunne lide