Halløj for en søndag!

Spørg mig om der er noget, jeg vil klage over og jeg vil svare “ikke det mindste” for det her var da lige, hvad jeg trængte til. En søndag med ryggen til solen og fingrene dybt begravet i staudebedet, som fik en overhaling i mors gode selskab. Bagefter kaffe og gulerodskage på terrassen, mens vi kunne høre Kenneth slibe bordplader ude på gårdspladsen.

Nu står spisebordet igen i køkkenet. Jeg har fået min plads tilbage og sidder her på hjørnet af bordet, som nu er det meste af 3 meter langt. Jeg ejer ikke længere en dug, som kan passe, for pludselig kunne Kenneth ikke leve uden den sidste plade og jeg kan ikke længere se til enden af bordet, men smukt er det. Jeg elsker asketræ.

Den vilde kørvel blomstrer nu. Den bliver ikke smukkere…

Jeg snupper rigeligt af dem til bordet, for der findes ikke noget yndigere og mere sommerligt end en buket blomstrende kørvel. Duften, når man plukker dem, er helt igennem fantastisk. Man forstår, at de kan spises, men det er for sent nu, hvor blomsterne i stedet glæder øjet.

Sådan en stille aften, hvor solsorten kalder og solen er langsomt på vej ned i horisonten, kan jeg godt tage mig i at føle mig, som verdens lykkeligste menneske. Det er vel ikke det værste, at snuppe sig selv i ;-)

Og nej forøvrigt. Jeg har ikke pakket så meget som en strømpe, men det render vel ingen steder og forøvrigt hører jeg konstant rygter om sommer, så det kan ikke være meget, der skal smides i den håndtaske.