Jeg hader at pakke…

I nattens løb er der faldet en smule regn. Planterne trængte, så jeg klager ikke. Stedmoderen er enig. Det var rart med et bad.

Alting var ved at være tørt og trængte, så vandet faldt det rigtige sted, men der er ikke kommet meget af det og om der kommer mere, må stå hen i det uvisse, for himlen kan ikke bestemme sig.

Det ene øjeblik er der blå himmel og sol, det næste gråt over det hele.

Det gør ingenting. I dag skal der forberedes, for om et øjeblik forsvinder jeg til København og kommer ikke retur før engang efter pinse, godt og vel.

Der skal vaskes, mens løse og underlige huskesedler flyver om ørerne på mig, for jeg er en af dem, som tidligere var enormt disciplineret, når jeg pakkede, men nu tilsyneladende er gået helt i den anden grøft og er blevet yderst elastisk med hensyn til pakkeriets stringente kunst.

Jeg skal nok ende med at have glemt halvdelen, men det er jo ikke fordi jeg rejser til Uganda med fare for ikke at kunne få fingre i det, jeg står og mangler, så jeg er sikker på, at det går alligevel.

Jeg hader at pakke. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg hader det. Måske er det afskeden jeg ikke bryder mig om, men i hvert fald er jeg svær at starte. Til gengæld glæder jeg mig til at lande i København. Jeg glæder mig til at skulle spise ude i søsters kolonihave, se venner og familie og gense byen, som jeg elsker. Det bliver ikke så tosset endda, men først er der starten på pakkeriet. Føj!