Så blev stensætningen endelig færdig og mit staudebed er ikke længere i fare for at glide ned og lande på plænen.
Stenene er blandt andet hentet hos Lene og det gør det ekstra dejligt, at lade øjnene hvile på stedet, for der er nu noget fantastisk ved at have øjehvil på noget, som sender gode minder til maven. Vi havde nemlig en skøn eftermiddag dengang vi kørte nordpå, for at hilse på både Lene, landmanden og ikke mindst Laika, den smukkeste jagthund i verden.
Bemærk venligst, at vi ikke rider samme dag, som vi sadler. Mælkekassen (blå, til ventre) har stået på samme, upraktiske sted på stien i de sidste 3 uger. Hvorfor er det lige, at der ikke er én eneste af os, som har flyttet den væk fra stien? Vi træder over, ved siden af og omkring, men ingen af os har tilsyneladende fået idéen at flytte den.
Det er den rene jammer…
8 kommentarer
Liselotte
18. maj 2007 at 20:40Det er blevet rigtigt flot… og man har før hørt om knallertregn… ikke ;-)
Vivian
18. maj 2007 at 20:30Hvor SER det dog bare flot ud med de sten. Og nåja, en mælkekasse hist og pist er godt at have, hvis nu det en dag begynder at regne med Puck Maxi’er!! ;-)
KH Vivian
Liselotte
18. maj 2007 at 17:52Hmmm… ja, jeg kan jo – af gode grunde – ikke vide om du har ret, Laila, men Laika er i hvert fald yndig :-)
Laila hinrup
18. maj 2007 at 17:03det ser bare rigtig godt , men jeg er altså nødt til at korrigere dig: den smukkeste jagthund hedder Lady og bor her
Liselotte
18. maj 2007 at 15:52Ja, det er blevet en fin kant, som passer fint ind i resten af haven. Jeg er meget tilfreds med resultatet :-)
God weekend til dig også :-)
Lone F.
18. maj 2007 at 15:12Tillykke med kanten! Marksten giver bare den smukkeste kant.
God weekend,
Lone, Silkeborg
Liselotte
18. maj 2007 at 14:24Nej. det kan man da tilsyneladende ikke, Deborah ;-)
Deborah
18. maj 2007 at 14:20Nej jeg synes, det er et rigtig fint bed. Og lidt blåt lyser da op *S* – Den skal nok komme væk den kasse. Man kan jo ikke det hele på en gang ;-)