Poulstrup Sø

Ovenpå kageorgiet var der brug for frisk luft, så vi tog afsted i retning af Poulstrup Sø, som ligger ganske kort her fra. Der er mulighed for en gåtur i smukke omgivelser og den friske luft er der nok af ude på landet, så det var bare afsted.

Oskar kom med på et afbud, så han var bestemt ikke utilfreds, da vi forlod bilerne, for at trave en tur rundt om en af Danmarks mindste søer.

På vej ned mod søen havde vi set kvæg, som skulle tages i øjesyn, men inden da ville vi gå turen rundt om søen. Det tager ikke meget mere end 7 minutter, så det er ikke fordi den slags får to slags kage og en del brød, ost og pølse til at forsvinde, men forsøget skulle da gøres.

Først stod vi et stykke tid og snakkede om alle de alger, som utroligt nok havde lagt sig, som et tæt, begsort lag på bunden af søen. Så var der en opmærksom iagttager, som konstaterede, at algerne bevægede sig vel rigeligt og sandelig…

Det var ikke alger, men tætte stimer af haletudser, som på det nærmeste lå i lag, for at æde sig større og klar til et par bagben, som det første.

Nogle af haletudserne havde allerede de første anlæg til bagben. Det kunne man se, når man gik ganske tæt på dem og sikke en aktivitet der var…

De var fantastiske at iagttage og begejstringen ville ingen ende tage, da vi opdagede, at en af de feminine deltagere i traveturen var nærmest skrækslagen ved udsigten til at komme for tæt på. De er immervæk også næsten 5 mm og mere end drabelige at se på… eller noget…

Efter endt inspektion af kommende padder travede vi videre gennem vildnisset. Vi endte ind imellem i noget der vist godt kan betegnes som muddergrøft, men alle kom tørskoede igennem og vi fik snakket om vilde hindbær – som vokser i rå mængder omkring søen, skovmærker, anemoner og vild mirabelle.

Efter søturen gik vi videre op ad bakken, for at hilse på kvæget. Der var små kalve og de var syndigt yndige, men pludselig opdagede jeg, at de andre forlængst havde forladt mig og jeg måtte skynde mig bagefter, for ikke at blive efterladt blandt kokasser og engblommer.

Da jeg indhentede de andre, var de næsten nået retur til søen. Haletudserne trak og vi måtte endnu en gang ned for at iagttage det helt fantastiske syn. En var modig og måtte lige have fingrene i “grøden”.

Jeg kan meddele, at de ikke bider det mindste.

Herefter gik turen hjemad. Siden blev der spist mad, drukket kaffe og spillet Bezzerwizzer, så vi nu er tæt på at være hjernedøde, men sikke en skøn torsdag. Den gider vi meget gerne gentage en anden gang.