26

Klar!

Jeg siger altså ikke hvor meget flormelis der er gået til, men nu er jeg klar!

Gulerodskage

Selv en ganske almindelig gulerodskage – som forøvrigt ikke skal underkendes her, hvor vi elsker den – kan tage sig helt fantastisk ud med en smule rørt glasur og lidt pynt fra haven.

Glasuren

Glasuren var lige ved at tage livet af mig og altsammen fordi jeg fulgte en opskrift. Det er sket med det. Jeg gider ikke mere, for det virker, når jeg improviserer og det virker bare aldrig, når der kommer opskrifter ind over.

Måske handler det om min elendige evne til at læse manualer og derefter omsætte skidtet til praksis. Den anden vej rundt fungerer meget bedre for mig, så jeg er sikker på, at den næste flødeostglasur bliver lavet på dansende, bare fødder og resten i det hår, som efterhånden trænger til et bad efter alt det, jeg har hældt i det de sidste dage.

Gulerodsklar

Kagen er sat til side. Den skal lige vente et par timer med fremvisningen, så den må klare sig selv for en stund. Siden skal den spises, sammen med godt brød, ost og pølse og så selvfølgelig de bananmuffins, som løb af stabelen i går.

Bananmuffins

Ind imellem skal der snakkes. Verden skal vendes, for det er alt for længe siden sidst og der er meget at indhente.

Når aftenen falder på, vil vi tænde grillen. Så skal der kød til, saltbagte, nye kartofler og et par gode og fyldige salater. Jeg er vist klar, hvis vi ser bort fra det bad, som jeg endnu ikke har nået. Godt der stadig er tid at tage af.

Du vil sikkert også kunne lide