Hele livet har Oline ønsket sig at være i besiddelse af et langt, tykt og glat hår, som lignede det, som hendes kusine havde. Så langt skulle det være, at enhver prins der måtte komme forbi, for at redde hende ud af tårnet, som faderen havde spærret hende inde i, kunne kravle op ad den fletning hun sendte ud af vinduet til samme formål.
Håret ville ikke, som Oline ville. Faktisk ville det slet ikke. I lang tid.
Oline var tre år gammel inden vi, uden at lyve, kunne påstå, at hun var i besiddelse af hår. Det var stadig ikke i nærheden af at trænge til en klipning, men med en mormor, som er frisør, gik der ikke lang tid før denne postulerede, at det ville blive meget kraftigere af en klipning. Nu har Oline aldrig været bleg for at protestere, så det var hvad hun gjorde. Længe.
Efter endnu et år, var der stadig kun flyvske dun på hovedet og ungen måtte indse, at skulle drømmen om tykt, langt hår gå i opfyldelse, måtte der (måske) en klipning til. Hun turde ikke overlade saksen til mormor, for hun havde ofte nok hørt historierne om mormors klipninger på os, da vi var børn. Mormor tog ved. Oline bad mig gøre det.
Håret havde nået en længde, hvor det endelig kunne samles i hestehale, rottehaler og hvad der ellers måtte være af opfindsomme frisurer, når man er fire år gammel, så det var med streng ordre om kun at klippe spidserne jeg fik saksen i hånden.
Hun har stadig ikke tilgivet mig…
Selv ikke efter en is og forsikringer om, at hun så dejlig ud, tilgav hun mig den dag for så længe siden. Hun var jo blevet korthåret!
I dag har Oline endelig fået langt hår. Næsten. For det vokser ikke stærkt, men det vokser. Det når et stykke ned af ryggen. Det er aldrig siden blevet klippet kort, men har kun fået spidserne klippet.
At vokse op i en familie med hår, som gror som ukrudt, er den største straf i verden, når man selv er en af dem, med trægtvoksende, substralkrævende og næsten englefint hår, men det viste sig at mormor havde ret, for efter års tålmodig venten, er hun nu halvvejs mod målet, nemlig en fletning, som prinsen på den hvide hest kan kravle op ad, for at redde hende fra skamklippende forældre.
Altså hvis jeg ikke lige kommer forbi med en saks…
20 kommentarer
Deborah
18. maj 2007 at 14:23Jeg undskylder, hvis jeg misforstod ;-) Jeg håber da, at Olines hår giver sig til at vokse med lynets hast. Men som du også er inde på, så er det jo nok arveligt betinget også. Måske nogen B-vitaminer? Skader gør de næppe ;-)
Liselotte
18. maj 2007 at 00:51Så absolut, Karin ;-)
Karin
18. maj 2007 at 00:40For at samle op på formiddagens kommentar må jeg bare sige, at jeg tror du ka’ ta’ det ;-)
Liselotte
18. maj 2007 at 00:30Steen, jeg vil mene, at forventningerne til mig ville være lig nul i Mongoliet. Det ville passe glimragende ;-)
Nadia
17. maj 2007 at 23:47Interessant, det er nu jeg virkeligt har lyttebøfferne ude steen brølling *s*
Steen Brølling
17. maj 2007 at 23:13Du kan fortælle det kære pigebarn, at i Centralasien og deromkring bliver alle børn – uanset dreng eller pige – klippet 2 gange indenfor de første 3 år af deres levetid. Ikke 1 gang. Ikke 3 gange. Men 2 gange.
Det for at styrke deres hår mere end det er i forvejen, og det resulterer f.eks. i at små piger på 5-6 år har hår som er mere strid end manken på en islænder (bid her mærke i at der er forskel på en islænding og en islænder).
Altså: Jo mere du klippe håret, jo sejere blir’ det. Lissom et træ. Jo mere du klipper det ned, jo bredere og mere modstandsdygtigt blir’det.
Outro: Da jeg boede i Mongoliet havde jeg langt kraftigt hår: Mongolerne mente derfor at jeg måtte være en efterkommer af Chengis Khan, hvorfor forventningerne til mn måtten og kunnen var forholdsvis store. Og det KUN p.g.a. håret!!!
Susan
17. maj 2007 at 17:17Naar man har saa mange og smukke kroeller som Oline, saa er det svaert at faa rigtig langt haar, det kroeller jo :-)
Cathrines kusine har tykt glat haar der gror meget hurtigt. Det ene aar bliver hun klippet helt kort og 1 aar efter har hun langt haar igen. Cathrine har fint haar men meget af det og det bliver nemt slidt i spidserne og vokser derfor langsomt, men nu er det nede af ryggen og saa kan man heller ikke rigtigt se at det f.eks er blevet 2 cm laengere.
Liselotte
17. maj 2007 at 14:49Olines hår er faktisk endt som et kaftigt, krøllet hår af smukkeste slags, men skidtet vokser på det nærmeste ikke – og den slags er jo kedeligt, når man gerne vil have hår til numsen ;-)
Nadia
17. maj 2007 at 14:38LOL Mit hår er præcis som Olines – hvis det er nogen trøst.
Tyndt, lyst og glat som silke.
Kors hvor det vosker TRÆNG og LANGSOMT.
Det har taget mig år, at få det så langt som det er nu. Men tykt og meget hår har jeg forlængst opgivet.
Håret forbliver tyndt og glat som silke.
Liselotte
17. maj 2007 at 13:17Hvor pokker får du de idéer fra, Deborah? Vi vil absolut ikke klippe hende. Hendes hår får lov til at gro, som det vil. Det vil bare ikke. Det er hele humlen…
Ella
17. maj 2007 at 13:13Du ser dejlig ud med din nye frisure, Liselotte :-)
Oline bestemmer farten, det er hendes hårpragt :-)
Deborah
17. maj 2007 at 13:12Jamen hvorfor må det ikke være langt – det lyder som om I partout vil klippe hende? Jeg har langt hår, og mit gror som ukrudt og behøver hverken substral el. andet. Jo verden er uretfærdig. Bliv I bare væk med saksen ;-)
Liselotte
17. maj 2007 at 13:06Oline er vist ved at nærme sig det stadie, hvor hun er tilfreds med hårpagten, men det tog godt nok mange år :-)
Jeg fik aldrig lov til at få langt hår som lille. Da jeg selv kunne bestemme, havde alle de andre piger langt hår… og så ville jeg naturligvis det stik modsatte og har derfor været superkort i mange år. For et par år siden overtalte frisøren mig til at udnytte alle krøllerne, så nu ser jeg næsten blid ud… ha!
Ella, selv dig tror jeg ikke får lov, men du ka’ jo spørge… ;-)
Ella
17. maj 2007 at 12:42Så forstår jeg bedre, hvorfor vi ikke må rode i Olines hår ;-)
Det er også uretfærdigt, når hun så gerne vil – men nu er håret langt og smukt krøllet. Det kan være, at jeg kan få lov til at studse hende. Jeg lover – kun to centimeter! :-)
Moster Tulle
17. maj 2007 at 12:07Selv når hun er sur, ser hun skøn ud :-)
Her har vi 2 tøser – den ene med tykt, helt vildt tykt hår, lyst og med det smukkeste fald. Der er så meget hår, at det tog mig 3-4 timer at kæmme det, da hun var i “lusealderen”. Hun ønsker sig rigtige krøller (sådan nogle som Oline har) og mørkt hår!! Grotesk når hun dybest set har et hår som er enhver L’Oreal reklame værdig. Lillesøster derimod har stadig det tyndeste og glatteste fe-hår….frisøren siger hele tiden “det skal nok komme” men nu er ungen 7 år, så……..
Men der er vist noget med hår…..dem med krøller vil have det glat og dem med glat vil have krøller…..ak ja, græsset ER jo grønnere hos naboen.
I øvrigt må du hilse Oline og sige at det der lange hår, der når til numsen og som man kan flette til prinsen….det er faktisk rigtig besværligt og helt vildt tungt at slæbe rundt på…ifølge min ældste som havde hår til numsen til hun var 10 år. Men flot var det.
Randi
17. maj 2007 at 11:39Kære Oline! Jeg har en veninde som altid har haft numselangt, glat og smukt hår. For kun halvandet år siden blev hun klippet skaldet (!) og hendes hår er allerede godt på vej forbi skuldrene og ned af ryggen nu. Dét er uretfærdigt! Jo længere mit hår bliver – jo langsommere vokser det, så jeg er aldrig nåede videre end lidt forbi skuldrene – og ligesom dig drømmer jeg om laaaaangt hår hele vejen ned af ryggen. Suk! Det sker vist aldrig :-) Men det lyder til at du er godt på vej til målet – tillykke med det!
Pia
17. maj 2007 at 11:27Men hvor ser hun dog bare skøn, og sur ud, ingen som børn kan se SÅ forurettet ud. Men jeg forstår hende, har lige som selv været underlagt en mors ukontrolable hånd med saks, grrr
Hun fik heller aldrig lov at nærme sig med en saks igen:) Til gengæld glemte jeg at forblive sur på hende, og det har Oline vidst os, når hun ik lige ser billedet af det korte hår *G*
Bolette
17. maj 2007 at 11:24øv hvor jeg kender det …jeg drømme stadig om det der lange hår det bliver ofte ik længere end ned over skuldrene…da jeg indimellem opgiver og får det krøllet ..( permanentet ) da min drøm går på en stort og lyst krøllet hår…Hils Oline og sig at prinserne kommer dog alligevel..smiler hvor er hun dog ualmindelig køn ..din Oline
Bolette
Liselotte
17. maj 2007 at 10:58Hvad mener du dog, Karin? ;-)
Karin
17. maj 2007 at 10:56Ja, i hvert et godt eventyr om prinser og prinsesser skal der jo være en heks…. ;-)